Forstå din kanins oprindelse
Familiekaniner er ligesom deres stamfader –den vilde europæiske kanin – designet til at leve af næringsfattigt og fiberrigt plantemateriale som blade, græsser og planter. Social kontakt sikrer kaniners overlevelse, når de er ude af deres underjordiske tunneler for at søge føde. Flere kaniner giver flere øjne og ører til at holde øje med fjender. Familiekaniner, der holdes uden andre kaniner, er ofte mere stressede, bl.a. fordi de er alene om at holde udkig efter fjender. Den vilde kanins oprindelse og levevis har betydning for, hvordan du bør passe dine familiekaniner. Det kan kan du læse mere om på denne side.
Familiekaniner stammer fra den vilde europæiske kanin
Tamkaninen nedstammer fra den vilde europæiske kanin (Oryctolagus cuniculus), som oprindeligt hørte til i det område, hvor Spanien og Portugal ligger i dag. For ca. 2000 år siden spredtes kaninerne med romernes indtrængen i Nordeuropa, idet levende kaniner blev sluppet fri i naturen og fungerede som fødekilde. I forhold til andre hus- og familiedyr, som fx hunden, har kaninens domesticeringsproces forløbet i en relativ kort periode, og tamkaninens instinkter og behov og tamkaninens behov ligner derfor på mange måder den vilde kanins.
Domesticerede kaniner bruges til kæl, konkurrence, avl og produktion af kød, skind og uld
Gennem domesticeringsprocessen er der blevet fremavlet forskellige typer af kaniner, som er egnede til diverse produktionsformål, fx til uld, pels og kød. Tamkaninen anvendes også til en række andre formål, herunder som forsøgsdyr, hobbydyr og som familiedyr i hjemmet. Ikke mindst i Sydeuropa opdrættes kaniner i stort antal til konsum, mens racer som angora- og rexkaniner bruges til produktion af uld og pels. I Danmark bliver 84 % af de ca. 160.000 tamkaniner holdt som familiedyr (Lund et al., 2021), og relativt få indgår i fødevareproduktion.
Hvad spiser vilde kaniner?
Vilde kaniner lever af næringsfattige planter fyldt med fibre
Kaniner er tilpasset til primært at leve af græsser, grøn vegetation, bark og grene og i mindre grad af rødder og blomster. Alle disse foderemner har et højt fiberindhold og indeholder få kalorier. Derfor skal kaniner indtage store mængder af denne føde for at få dækket deres ernæringsbehov. Tænderne vokser hele livet og slides mod hinanden under den lange tyggetid, når der spises plantemateriale. De mange fibre i føden holder gang i tarmene, og en særlig forgæring i blindtarmen sikrer, at kaninen kan udnytte det sparsomme næringsindhold i føden optimalt. Afføringen fra blindtarmen udskilles et par gange i døgnet, når der er fred og ro, og den ligner en mørk vindrueklase belagt med et tyndt lag slim (natafføring/cæcotrofer). Kaninerne spiser denne afføring, da den er deres primære kilde til bl.a. protein og forskellige vitaminer.
Familiekaniner har også behov for store mængder plantefibre
Selvom kaniners mave-tarm-kanal er tilpasset til store mængder næringsfattig og fiberrig kost (herunder græs, bark, grene, og blade), vælger kaniner mere kalorierige foderemner, hvis det er muligt. I kombination med en mindre aktiv livsstil i fangenskab medvirker dette til, at familiekaniner let bliver overvægtige.
Her kan du læse mere om kaninens kost
Den vilde kanins adfærd
Vilde kaniner gemmer sig for rovdyr i underjordiske gangsystemer
Den vilde europæiske kanin foretrækker at leve i kuperede områder med sandet jord, hvor det er let at grave underjordiske gangsystemer. Vilde kaniner er mest aktive uden for deres huler omkring daggry og skumring. Dække fra buske og træer yder skjul mod rovdyr, som kan komme både fra luften og fra jorden. Derfor er vilde kaniner hele tiden på vagt og klar til at sprinte tilbage til deres huller i sikkerhed. Kaniner er mest udsatte, når de er ude af deres tunneler, og man kan derfor ofte observere, at de rejser sig på bagbenene og vender de opretstående ører ved selv den mindste lyd. De store øjne og deres placering sikrer et synsfelt på næsten 360 grader, dog med et blindt punkt lige bag kaninen og lige foran snuden.
Din kanin har også behov for at kunne holde øje med fjender og skjule sig
Mange generationers avl har ændret den vilde kanins udseende, og familiekaniner kan i dag ses i mange forskellige udgaver med forskellig form, størrelse, farve og pelstype. Til trods for, at den vilde kanins udseende er ændret markant ved avl, er dens instinkter som byttedyr stadig fremtrædende. Du kan fx opleve, at din kanin rejser sig på bagbenene eller stamper i gulvet for at advare om fare. Har din kanin ikke mulighed for at holde øje med omgivelserne eller søge skjul – ved fx at rejse sig på bagbenene eller hoppe op på platforme eller ved at gemme sig i huse, huller i jorden eller i tunneler – er der stor sandsynlighed for, at den bliver stresset. Dette fører til reduceret velfærd for kaninen og øger risikoen for sygdom.
Kun rovdyr samler kaniner op
Undgå at løfte og bære din kanin, da kaninen kan opleve oppefra kommende hænder som en rovfugl, der angriber. Da kaninen er et byttedyr, foretrækker den desuden at have alle fire ben på jorden for hurtigt at kunne løbe væk fra eventuelle farer.
Her kan du læse mere om kaninens adfærd
Den vilde kanins sociale adfærd
Kaniner er sociale dyr
Kaniner lever i kolonier, som består af en til flere stabile sociale grupper. Grupperne består typisk af to til ni voksne hunner og deres unger samt af en til tre hanner, hvoraf én er dominant. Den dominante han definerer territoriet, og hunnerne graver huler i tunnelerne til bl.a. reder. Rangordenen i gruppen etableres via kortvarig aggression, som derefter sjældent eskalerer. Hannen udskiftes ved at blive fordrevet af en stærkere han, mens hunnerne forbliver i gruppen og primært konkurrerer om og forsvarer deres reder mod andre hunner. Territoriet forsvares af begge køn og markeres med dufthormoner (feromoner) fra duftkirtler på kinder og kønsorganer. Ved at være i nærheden af artsfæller kan kaninen sikre sig bedst muligt mod farer fra rovdyr.
Her kan du læse mere om kaninens sociale behov
Læs mere
Lund, T. B., Skovlund, C. R., Sandøe, P. (2022). Hold af kaniner i danske familier: Notat med resultater fra repræsentativ spørgeskemaundersøgelse gennemført i 2021. Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet. IFRO Dokumentation Nr. 2022/2. https://static-curis.ku.dk/portal/files/297584158/IFRO_Dokumentation_2022_2.pdf
Martins, H., Milne, J. A., Rego, F. (2002). Seasonal and spatial variation in the diet of the wild rabbit (Oryctolagus cuniculus L.) in Portugal. Journal of Zoology 258, 3, 395-404. https://doi.org/10.1017/S0952836902001541
Richardson, B. J., Hayes, R. A., Wheeler, S. H., Yardin, M. R. (2002). Social structures, genetic structures and dispersal strategies in Australian rabbit (Oryctolagus cuniculus) populations. Behavioral ecology and sociobiology, 51, 2, 113-121. https://doi.org/10.1007/s00265-001-0424-4
Smith, M. V. (2023). Textbook of rabbit medicine. 3rd ed. Elsevier
Surridge, A. K., Bell, D. J., Hewitt, G. M. (1999). From population structure to individual behaviour: genetic analysis of social structure in the European wild rabbits (Oryctolagus cuniculus). Biological Journal of the Linnean Society, 68, 57–71. https://doi.org/10.1111/j.1095-8312.1999.tb01158.x