Den kontraktetiske synsvinkel

Den grundlæggende kontraktetiske idé er, at etiske forpligtelser udspringer af gensidige aftaler, for eksempel i kontrakter mellem mennesker. Mennesker er sociale individer, og de er afhængige af samarbejde med andre.

Tanken bag er følgende: vi har alle vore egne interesser. Vi er helt berettiget til at forfølge dem, men i de fleste situationer kan vi have glæde af at få hjælp fra andre. Andre vil finde det attraktivt at hjælpe til, så længe de kan få noget tilbage. På den måde er gensidigt samarbejde i alles interesse. I samarbejdet indgår vi aftaler, og det er disse aftaler som skaber vore etiske forpligtelser.

Sådanne aftaler skal ikke indgås formelt som erhvervsmæssige kontrakter. De kan ligge underforstået i folks adfærd. Dyr kan ikke selv indgå aftaler. De savner forståelsen og den nødvendige kontrol til at indgå i en kontrakt.

Som følge heraf kan de hverken skabe eller have moralske forpligtelser. Vi kan dog have indirekte etiske forpligtelser over for dyr, fordi de kan have betydning for andre mennesker. Hvis du f.eks. har aftalt med en familie, at du skal tage dig af deres kat, mens de besøger familien i Canada, bør du gøre det. Katten er på den måde indirekte beskyttet af din aftale med familien.

Eksempler på udtalelser, som typisk fremføres på baggrund af dette synspunkt:

"Vi skal tage hensyn til dyrenes velfærd, fordi forbrugerne kræver det, og vi ønsker at sælge vores produkter."

"Så vidt muligt skal man undgå at benytte katte, hunde, aber og andre højerestående dyrearter til forsøg, fordi den store offentlighed er imod."

"Jeg skal behandle dyr så godt, at de opfylder mit formål, men jeg synes ikke, at det er besværet værd at gøre mere end det."

"For at forbedre kvaliteten af dyreforsøg skal man interessere sig for dyrevelfærd."