Kriterier for avl og andet fagligt input vedrørende familiedyr til Dyrevelfærdsforliget 2024

Faglig rapport udarbejdet af lektor Helle Friis Proschowsky, lektor Camilla Bruun, professor Merete Fredholm og professor Peter Sandøe, Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet

Sammendrag

Nærværende rapport er udarbejdet af fire forskere ved Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd (CFFV) ved Københavns Universitet, hvoraf tre er dyrlæger med speciale i genetik og én er ekspert i etik og dyrevelfærd. Rapporten er blevet til efter anmodning fra Fødevarestyrelsen og skal tjene til at levere et fagligt grundlag for at gennemføre de initiativer i Aftale om dyrevelfærd 2024-2027, som vedrører familiedyr (i aftalen kaldt ”kæledyr”).

Rapporten består af to dele. Den første og langt den største del vedrører avl af familiedyr med særligt fokus på hunde, mens den anden, korte del vedrører kontrol af hunde via opbinding og hold i bure. I delen om avl er der to hovedafsnit, hvor det første vedrører generelle krav til avl af hunde, herunder antal kuld, brug af inseminering og kejsersnit og forebyggelse af indavl. I dette afsnit bliver der også fremlagt, hvad vi ved om, hvornår kaninunger tidligst bør skilles fra deres mor. Det andet afsnit vedrører avlsmål og tilhørende kriterier rettet mod at højne sundheden hos danske hunde. Der er her udvalgt en række arvelige lidelser, som ofte forekommer i en eller flere racer, som medfører smerte eller anden form for lidelse hos de berørte hunde, som har en kendt arvbarhed, og hvor der findes et avlsprogram med dokumenteret, positiv effekt på sundheden (en vigtig undtagelse er BOAS-graduering hvis effekt, endnu ikke er dokumenteret).

I forhold til de generelle krav til avl af hunde og kaniner er de vigtigste fagligt baserede anbefalinger:

• I mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, findes der en generel og overordnet formulering i den nationale lov om dyrevelfærd, der vedrører avl af familiedyr. En tilsvarende formulering kunne indføres i den danske dyrevelfærdslov.
• Der kan være gode faglige grunde til at indføre en minimumsalder for første kuld hos en tæve, og denne kunne gradueres i forhold til hundenes størrelse, da hunde af mindre racer er tidligere modne end hunde af store racer.
• Tilsvarende kan der være grund til at fastsætte en øvre aldersgrænse, igen gradueret i forhold til racens størrelse, for sidste kuld hos en tæve, og der kan være grund til at indføre krav om mindst et års pause mellem hvert kuld og et maksimalt antal kuld på hver tæve.
• Desuden kan der være god grund til at kræve, at en tæve skal tages ud af avl efter to kejsersnit.
• Indavl er den vigtigste årsag til forekomsten af arveligt betingede problemer, som har betydning for hundes velfærd.. Der er tekniske såvel som praktiske udfordringer forbundet med at fastlægge og administrere en eksakt grænse for den maksimalt tilladte indavl. Det vil i stedet være muligt specifikt at nævne de parringskombinationer, der ikke er tilladte, og/eller i den under punkt 1. nævnte generelle og overordnede formulering om avl af familiedyr angive, at indavl skal begrænses mest muligt.
• Der mangler forskning i fravænning af kaniner. På baggrund af praktiske erfaringer kan man dog sige, at hvis den fysiske adskillelse af kaninkillingerne fra moderen og overdragelsen til nye ejere først sker ved 8-ugersalderen, vil ungerne sandsynligvis være relativt robuste og have lille risiko for at udvikle fx maveproblemer.

I forhold til arvelige lidelses hos hunde og tilhørende kriterier rettet mod at højne sundheden, er der fokuseret på følgende lidelser og kriterier:

• BOAS: Brachycephalic Obstructive Airway Syndrome, et kompleks af invaliderende sygdomme i luftvejene, der rammer kortsnudede racer. Her kunne en vej frem være den såkaldte BOAS graduering, hvor avlsdyr udvælges baseret på en klinisk vurdering af hundens vejrtrækning før og efter en belastningstest. Som nævnt er effekten heraf dog endnu ikke dokumenteret.
• HD: Hofteledsdysplasi. Forekomsten af denne invaliderende sygdom er højest i store, hurtigt voksende racer som fx newfoundlænder, rottweiler, labrador retriever, schæferhund og golden retriever. Det er muligt at screene for HD på baggrund af røntgenbilleder, og udvælges kun avlsdyr, som er HD-fri, vil det have en positiv effekt.
• AD: Albueledsdysplasi. Lidelsen ses hyppigst hos store hunderacer og kan resultere i smerter, fejlbelastning af leddet og slidgigt. Screening og selektion mod AD er veletableret og bruges i den etablerede hundeavl i mange lande. Positiv effekt af selektion mod denne lidelse er også dokumenteret videnskabeligt.
• IVDD: Intervertebral Disc Disease, forkalkninger i ryggens disks, der disponerer for diskusprolaps hos kortbenede racer som gravhund og coton de tulear. Diskusprolaps som er meget smertefuldt kan behandles kirurgisk, men ofte ender sygdomsforløbet med aflivning. Forkalkningerne kan erkendes på et røntgenbillede, og herved kan hundens risiko for at udvikle diskusprolaps estimeres. Rygundersøgelse før avl har vist sig at have dokumenterbar positiv effekt.
• MMVD: Myxomatous Mitral Valve Disease, lidelse i hjerteklapperne, der især rammer cavalier king charles spaniel. Symptomerne er hoste, besværet vejrtrækning og motionsvægring. Hjerteundersøgelse inden avl på danske hunde med stambog har haft en
  positiv effekt på hjertesundheden i racen.
• Arvelige øjensygdomme. Der er stor forskel på, hvor alvorlige de forskellige øjensygdomme er, men enkelte kan være forbundet med markant lidelse og/eller nedsat livskvalitet. Det er muligt gennem screening at forebygge en del af disse sygdomme hos de særligt berørte racer.

I forhold til regler for opbinding af hunde, som på en praktisk anvendelig måde bedst muligt sikrer hundenes velfærd kan følgende overvejes:

• En række lande har indført et generelt forbud mod opbinding, men har defineret nogle undtagelser. Det kan fx være i forbindelse med træning eller uddannelse. Disse regler kunne tjene som inspiration for en tilsvarende dansk regulering
• Langvarig opbinding af hunde er en sjældent anvendt praksis i Danmark. Til gengæld er det blevet mere almindeligt at lade hunde opholde sig i bure på daglig eller regelmæssig basis. Derfor kan der være grund til at regulere rammerne for anvendelsen af bure. Det kan være krav til burets størrelse, materiale og udformning samt begrænsning af den tid, en hund må opholde sig i bur. Uanset årsagen, bør hunden desuden gennem træning være tilvænnet til opholdet i et bur eller en boks. Lige som for opbinding kan der være veldefinerede undtagelser.

Her kan du læse hele rapporten: Kriterier for avl og andet fagligt input vedrørende familiedyr til Dyrevelfærdsforliget
2024 (pdf)

Emner