Dyret der blev væk i sproget
Af lektor Mickey Gerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi i det biologiske tidsskrift Kaskelot nr. 257, oktober 2025.
Gennem snart 4 milliarder år har livet udviklet sig gennem evolutionshistorien som et svar på de udfordringer og muligheder, som netop denne verden rummer. Men mennesket er et mærkeligt væsen, der også former verden. Både fysisk og forståelsesmæssigt. Den danske teolog K.E. Løgstrup udtrykte det på den måde, at vores forståelse af universet dannes i en tavs samtale mellem os og universet.
Det er tunge sager og kan forekomme at være verdensfjern erkendelsesteori, som der næppe er tid til, når virkelighedens problemer banker på døren. Hvem har tid til filosofi, når huset brænder? Den britiske filosof Mary Midgleys svar var, at det burde alle have. For hvis vi ikke finder ud af, hvorfor ilden er opstået, så bliver brandslukningen blot en symptombehandling, der muligvis giver kortvarig lindring, men ikke forhindrer, at ilden blusser op igen. Derfor har vi brug for filosofi til at afdække de underlæggende årsager til de problemer, som dukker op på overfladen i vores samfund. Ellers får vi aldrig løst dem. Og nogle gange skyldes problemet måske, at vi har lukket ørerne for, hvad universet har at fortælle os og udelukkende er optaget af, hvad vi vil have, at det skal være for os.
Et tilbagevendende problem, der er blevet diskuteret i den vestlige kulturkreds siden 1960'erne, er den måde, som vi behandler de andre dyr på planeten på, i særdeleshed de dyr, der indgår i vores fødevareproduktion. Allerede i 1964 udgav den britiske forfatter og aktivist Ruth Harrison bogen Animal Macbines, der skildrede de horrible forhold, som dyrene i landbruget blev budt i den nye intensive produktionstidsalder med fokus på målrettet avl og effektiv indretning af produktionssystemer. En udvikling, som for alvor begyndte efter 2. verdenskrig, hvor dyrene reduceres til produktionsenheder, hvor velfærdshensyn altid underordnes økonomiske hensyn.
Siden har dyrevelfærd spillet en væsentlig rolle i samfundsdiskussionen. Der er vedtaget et hav af lovgivning, indgået utallige frivillige aftaler med industrien og brugt milliarder af forskningskroner på at finde ud af, hvordan man kan øge dyrevelfærden uden at sænke produktionseffektiviteten. Og alligevel står vi i dag i en situation, hvor dyrene lever uværdige liv i stimulifattige lukkede produktionssystemer, avlet til vækst og ydelse, der påfører dem smerte og lidelse inden de enten dræbes eller ganske enkelt slides op af produktionspresset
Den offentlige stemme hyler af forargelse med jævne mellemrum, når der dukker skjulte optagelser op i medierne af, hvordan dyrene behandles, eller forskningsresultater med al tydelighed viser, at dyrene lider på daglig basis, Tænk blot på diverse dokumentarer om den danske svineproduktion eller reaktionen i 2021, da det kom frem, at 80-90 % af alle høner i ægindustrien har to eller flere brud på brystbenet, når de afslutter deres korte liv i produktionen,
Velfærdsproblemerne er veldokumenterede gennem mange år. De dyr, der bruges til at fremavle de nye slagtekyllinger, æglæggere og pattegrise sultes systematisk, grise kastreres uden ordentlig bedøvelse, får klippet halen af og føder flere unger, end de har patter til. Listen er nærmest uendelig. Lovgivningen består af pæne ord, der ingen forskel gør, producenterne er fikserede på den økonomiske bundlinje, detailhandlen fralægger sig ansvaret, og forbrugerne siger, at de synes, at dyrevelfærd er vigtig, men kommer de billigste produkter i kurven og vælger at være blinde overfor det, som de egentlig godt ved: At deres mad kommer fra dyr, som på ingen måde kan siges at have haft bare minimalt anstændige liv. Gang på gang dukker der en ny sag op, som vækker forargelse... og efter en uge eller to er det hele glemt igen.
Her dukker Midgley op med sin ide om filosofien som det, der kan hjælpe med at afdække de underliggende antagelser og værdier, som bærer vores forhold til de andre dyr. De tanker, der bestemmer, hvordan vi behandler dem, men som vi sjældent er bevidste om, fordi de er indlejret i os gennem sprog og handlinger hele vores liv i en grad, så vi ofte opfatter tingenes tilstand som "det naturlige". Ud fra det perspektiv, er de sager, som dukker op igen og igen i medierne om de groteske forhold, som dyrene i fødevareproduktionen bydes, ikke blot enkeltstående sager, hvor enkelte producenter svigter deres ansvar, som industrien ellers ynder at give indtryk af. Det er symptomer på en grundlæggende problematisk opfattelse af forholdet mellem mennesket og de andre dyr i vores kultur.
Denne opfattelse viser sig især i sproget. Den måde vi taler om tingene på. For med sproget former vi verden. Vi fortæller verden, hvad den skal være for os, men vi får aldrig hørt, hvad den har at sige om sig selv. Vi er døve for, hvad den er, før vi vil bruge den til at tilfredsstille vores behov og præferencer. Løgstrups tavse samtale er forstummet, og der er kun monologen tilbage.
11Vi lever i en kultur, der har institutionaliseret undertrykkelsen af dyr på mindst to niveauer: i formelle
strukturer som slagterier, slagterforretninger, zoologiske haver, laboratorier og cirkusser - og gennem vores sprog. At vi taler om at spise kød i stedet for at spise lig, er et centralt eksempel på, hvordan vores sprog viderefører den dominerende kulturs accept af denne praksis.
Det har en række feministiske filosoffer afdækket gennem de seneste 30-40 år, blandt andet i hovedværket The Sexual Politics af Meat: A Feminist-Vegan Critical Theory fra 1990 af den amerikanske kultur- kritiker, forfatter og aktivist Carol J. Adams. Her skriver hun:
"Vi lever i en kultur, der har institutionaliseret undertrykkelsen af dyr på mindst to niveauer: i formelle strukturer som slagterier, slagterforretninger, zoologiske haver, laboratorier og cirkusser - og gennem vores sprog. At vi taler om at spise kød i stedet for at spise lig, er et centralt eksempel på, hvordan vores sprog viderefører den dominerende kulturs accept af denne praksis."
"Lig" eller "kød"? Ovenfor studsede du måske, da jeg skrev, at dyr "dræbes" og tænkte, at der burde stå: "slagtes". Det er samme mekanisme, der gør sig gældende i begge tilfælde. Det, at vi kalder tingene noget forskelligt, når det drejer sig om dyr og mennesker, er ikke udtryk for, at sådan er universet nu engang. Det er vores måde at forstå virkeligheden på, vores måde at italesætte den på. Vores sociale konstruktioner af virkeligheden kan selvfølgelig være mere eller mindre berettigede. Det kan vi altid diskutere. I første omgang handler det om at få blik for, at det overhovedet er konstruktioner, der er indlejret i vores sprog og former vores handlinger. Konstruktioner, der er vigtige, for som vi taler om noget, sådan behandler vi det.
Adams bruger begrebet absent referee (den fraværende referent) til at vise dette. Begrebet dækker over det fænomen, at et offer - i dette tilfælde dyr - slettes sprogligt i fortællingen om sin egen udnyttelse. Når vi taler om "bøf" i stedet for "ko", eller "svinekød" i stedet for "gris", bliver det dyr, der har måttet lade livet, usynligt i vores sprog. Den, der har lidt og blødt, bliver fraværende i vores bevidsthed. Det er ikke bare en sproglig detalje, men et eksempel på, hvordan kulturen muliggør og opretholder det, som også kunne beskrives som vold mod dyret. Uden referencen til det konkrete levende væsen, som mister livet for at ende på vores tallerken, bliver det nemmere at fortsætte den praksis, vi et eller andet sted godt ved er problematisk. Fraværet af dyret i sproget understøtter det fravær af etisk ansvar, der præger store dele af vores fødevareproduktion. Adams' pointe er, at dette ikke er tilfældigt. Den sproglige usynliggørelse af dyret er et kulturelt værn mod at føle empati og ansvar, som vi opretholder - bevidst eller ej - hver gang vi siger "kød" uden at nævne, at kødet var et levende, sansende, følende væsen, før det blev kød. Dyret forsvinder i sproget, og dermed også i vores samvittighed.
Det er det samme, der sker, når vi i sproget kategoriserer dyrene efter vores brug af dem. Produktionsdyr, forsøgsdyr, cirkusdyr, familiedyr... Det er betegnelser, som mange vil hævde blot er neutralt beskrivende, men som i virkeligheden er med til at bestemme, hvad vi opfatter som vores etiske ansvar overfor dem. Gennem sproget legitimerer vi, at vi kan tillade os at behandle grise på måder, som ville medføre fængselsstraf, hvis vi udsatte hunde for det samme. Men før dyrene bliver til fx produktionsdyr og familiedyr, så er de bare dyr. Vokset ud af samme evolutionære fortælling som os. Væsener, der som os kan opleve livet som bedre eller værre. Medskabninger i deres egen ret. Gennem vores sprog og handlinger kan vi reducere dem til objekter, til ting, som vi kan bruge til vores egne formål. Men før vi gør dem til det, så er de andet og mere. Så er de væsener, som vi står i et etisk forhold til. Væsener, som vi ansvarlige for. Væsener, der er i vores hånd. Det er i hvert fald, for mig at høre, hvad universet har at sige til os, hvis vi tager os tiden til at lytte.
Mickey Gjerris er lektor i bioetik ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har en kandidatgrad i teologi (cand.theol) og en ph.d. i bioetik. Siden 1999 har han forsket i og undervist i forskellige aspekter af det etiske forhold mellem mennesker og natur med særligt fokus på emnerne natur, dyr, mad, medicin og meningen med livet, universet og meget mere. Han har desuden skrevet bøgerne Skildpaddetanker, Upraktisk håndbog i lysegrønt håb og Det er også dit ansvar. Og i oktober 2025 udkommer Dyrenes Bog - Det begynder med os på Politikens Forlag.