Kortlægning af initiativer til forebyggelse af arvelige sygdomme og overtypning hos hunde

Organiseret hundeavl i lukkede populationer har eksisteret siden 1800-tallet. I de fleste lande, er det en national kennelklub, der organiserer avlen, og som er det stambogsførende organ. De fleste af de nationale kennelklubber er tilknyttet Fédération Cynologique Internationale (FCI).

Arbejdet inden for den organiserede avl har i vid udstrækning været drevet af frivillige og entusiaster. Udvælgelsen af hunde bliver foretaget af individuelle hundeejere i stor loyalitet over for kulturen og de traditioner, som dominerer i de respektive opdrætter- og udstillingsmiljøer.

En væsentlig negativ konsekvens af en sådan avl inden for lukkede populationer har været arvelige sygdomme. Endvidere er der opstået en problemstilling med overdrevne fænotyper. Den mest problematiske af disse ses hos de brachycephale racer som mops og bulldog. Hunde inden for disse racer kan have alt for fladtrykte næser/kranier, hvilket resulterer i ’brachycephalic obstructive airway syndrome’ (BOAS) samt en række andre afledte problemer med øjne, ører, hud mm. I de seneste årtier er dele af den etablerede hundeavl gået tilbage, således at færre hunde har en stambog. Denne udvikling ses især for populære racer, og inden for hunderacer som chihuahua og fransk bulldog er andelen af danske hunde med stambog således på under 15%. Samtidig sker der en stadigt stigende handel med racehunde på tværs af grænser.

Forskning er af afgørende betydning for at generere viden om alle aspekter af avlsrelaterede sundhedsspørgsmål, f.eks. arvelige sygdomme, kliniske problemstillinger og validering af DNA-tests. Det traditionelle nordiske samarbejde mellem kennelklubberne og universiteterne giver værdifuld, anvendelig information, der bruges til at forbedre avlsprogrammer, forstå karakteren af arvelige sygdomme mv.

Endvidere er der behov for epidemiologiske undersøgelser, hvor forekomst af sygdomme, dødelighed m.m. følges inden for de forskellige racer. For at kunne gennemføre en sådan forskning er det nødvendigt med tilstrækkelige og pålidelige data om udbredelsen af de forskellige sygdomme. En række undersøgelser er allerede foretaget, men de er begrænset til specifikke sygdomme og racer. Et fælles, centralt register over sundhedsdata fra dyrlæger, et såkaldt diagnoseregister, er nødvendigt for at skaffe overblik over sundhedstilstanden for forskellige hunderacer – både stambogsførte og ikke-stambogsførte hunde. Dette vil også give mulighed for at vurdere effekten af avlsprogrammer og andre sundhedsforbedrende tiltag.

I Danmark har et sådant register været undervejs i mere end 10 år. En hindring er, at dyrlæger skal implementere et nyt elektronisk diagnosesystem, hvorfra data kan høstes. Det er imidlertid dyrlægers opgave at fremme dyresundhed og -velfærd, smertelindre, behandle sygdomme m.m. – ikke kun på individniveau, men også i et bredere perspektiv. Baseret på et forudgående samarbejde mellem en række relevante interessenter, har Den Danske Dyrlægeforening nu taget skridt til at igangsætte etableringen af et sådant diagnoseregister.

For at håndtere udfordringerne med arvelige sygdomme er det blevet nødvendigt at indføre sundhedskrav i forbindelse med udvælgelse af dyr til avl i mange racer. Strenge avlsregler med fokus på sundhed er dog ikke altid velkomne blandt opdrætterne –måske på grund af manglende indsigt i den videnskabelige baggrund for nødvendigheden af disse.

Inden for dele af den organiserede avl er ydre karakteristika som pelsfarve, hovedform og kropsbygning mindst lige så vigtige som hundenes sundhed og velfærd. Da der i forvejen er begrænset genetisk variation inden for de enkelte racer, er det vanskeligt at lægge strenge sundhedskriterier ind i forbindelse med udvælgelse af hunde til avl.

I nogle racer er diverse racerelaterede sundhedsproblemer så udbredte, at avl baseret udelukkende på de sundeste hunde vil formindske den genetiske variation markant. Det vil skabe problemer med indavl og nye arvelige sygdomme.

Kennelklubberne har taget en række effektive initiativer mod flere arvelige sygdomme i avlsprogrammer for flere racer. I antalsmæssigt store racer med få sygdomme giver dette ikke anledning til problemer. Der er dog tale om en balancegang, fordi opdrættere, der ikke ønsker at honorere kennelklubbernes krav, blot kan producere hvalpe uden stambog. Selvom kennelklubberne har implementeret avlskrav for flere arvelige sygdomme, har de ikke i tilstrækkelig grad reageret på problemstillingen med overdrevne fænotyper. Således er der, fx inden for de fladsnudede racer, ikke sket mærkbare forbedringer selvom der er taget forskellige initiativer både af FCI og nationale kennelklubber. Opdrættere af de berørte racer er opmærksomme på risikoen for vejrtrækningsproblemer i forbindelse med BOAS, men nogle tegn på BOAS, såsom tydelige vejrtrækningslyde eller snorken, opfattes ofte som normale for racen. Derfor er overdrevne fænotyper stadig et alvorligt problem.

Da FCI er det organ, der godkender racestandarder, spiller FCI en vigtig rolle i denne sag. Bemærkninger, der gør opmærksom på sund kropsbygning, er blevet tilføjet nogle racestandarder. Imidlertid synes en mere omfattende omformulering af de mest kritiske racestandarder med nogle klare begrænsninger at være påkrævet.

Et BOAS gradueringsprogram udviklet ved Cambridge University er ved at blive implementeret i flere lande. Men da de brachycephale hunde er belastede med andre arvelige sygdomme ud over BOAS, f.eks. rygsygdomme, mave-tarmproblemer og hudsygdomme, kan det blive vanskeligt at finde tilstrækkeligt mange sunde hunde til opretholdelse af racerne, medmindre man åbner stambøgerne.

At åbne stambogen, dvs. at inkludere ikke-stambogsførte hunde med lignende udseende i avlspopulationen, er en effektiv måde at øge den genetiske variation og samtidig bevare en races egenskaber. Denne strategi er blevet brugt - og bruges stadig – inden for avlen af dansk-svensk gårdhund. Dette ville være en effektiv strategi i racer belastet med et stort antal arvelige sygdomme og/eller overdrevne fænotyper. Et øget antal avlshunde vil give mulighed for selektion mod arvelige sygdomme uden at gå på kompromis med den genetiske variation.

Det skal understreges, at initiativer taget i den organiserede avl alene gavner stambogsførte hunde. Der skal tages parallelle tiltag for også at inkludere ikke-stambogsførte hunde.

Så længe der er en efterspørgsel, vil der også være et udbud. Derfor er initiativer til at gøre hundekøbere opmærksomme på sundheds- og velfærdsproblematikken i flere racer af stor betydning.

Kampagner fra dyreværnsorganisationer og dyrlæger med flyers, YouTube-videoer, information på websider og sociale medier m.m. har indtil videre ikke haft den store effekt. Dyrlægernes indbyrdes aftaler om at sige fra og informere ejerne om deres hundes helbred har tilsyneladende heller ikke haft nogen effekt. I det mindste har en del af de racerelaterede sundhedsproblemer ikke ændret sig nævneværdigt.

Som allerede nævnt er mange fremtidige hundeejere opmærksomme på de sundhedsmæssige problemer, der ses i fx brachycephale hunderacer. Alligevel har hundenes helbred ikke altid første prioritet. Den store mængde information om den betydelige risiko for sygdom hos nogle racer ser således foreløbigt ud til at have haft en begrænset effekt hos hvalpekøbere. I stedet synes samfundsmæssig indflydelse, trends og mode at påvirke beslutningen om valg af race stærkt. Derfor bør mere komplekse instrumenter baseret på social marketing, bruges til at påvirke den måde, hundekøbere tænker og handler på, når de skal vælge hund.

I de fleste lande er der lavet generelle lovgivningsmæssige krav for at sikre avl af sunde hunde. I Danmark har fødevareministeren indtil videre dog valgt ikke at udnytte den bemyndigelse, som dyrevelfærdsloven giver til at indsætte sådanne krav. En lovgivningsmæssig ramme ville være en vigtig løftestang til at implementere og håndhæve initiativer til at forhindre usundt opdræt af hunde.

De lovgivningsinitiativer, der er taget i Tyskland og Nederlandene, illustrerer meget godt, at det ikke er ligetil at ændre hundeavlen via lovgivning. Der er bl.a. vanskeligheder med hensyn til håndhævelse. Generelt er håndhævelsen nemmere med registrerede hunde, fordi lovgivningen kan indarbejdes i de eksisterende regler og avlsprogrammer. Derfor har en bivirkning af lovgivningen i Nederlandene været, at folk har forladt kennelklubben. Enhver lovgivning, der sigter mod at forbedre avlsrelateret sundhed og velfærd, bør derfor kunne håndhæves lige godt for hunde med og uden stambog.

Retssagerne i Norge mod kennelklubben og navngivne opdrættere af cavalier king charles spaniel og engelsk bulldog er tilsyneladende en reaktion på den manglende succes inden for den etablerede hundeavl for at forbedre sundheden hos disse hunde. Selv om de engelske bulldog-opdrættere vandt deres sag, er der sendt et stærkt signal om, at grænsen er nået. Det ville i lyset af dette også være en god start, hvis alle lande – inklusive Danmark – havde klare, generelle formuleringer om, at uetisk avl, der forårsager, ubehag, smerte og/eller sygdom er ulovligt.

Lovgivningsmæssige initiativer som retter sig mod sundere avl har den fordel, at et sådant initiativ vil gælde for alle hunde og ikke kun dem, der er registreret i en kennelklub.

Som nævnt er det dog vanskeligt at identificere og formulere relevante kriterier og lige så vanskeligt at administrere og håndhæve sådanne regler. Lovgivningen kan derfor ikke stå alene, men må fungere i samspil med de andre initiativer, som er præsenteret her.

Forskningsaktiviteter i relation til sundhed hos hunde er omfattende. De bærer imidlertid præg af mest at være fokuseret på specifikke problemstillinger snarere end at skaffe et overblik over den samlede sygdoms-/sundhedstilstand hos vores hunderacer.

Vi kan pege på et enkelt redskab, der ville være til stor gavn for den fremtidige forskning:

1. Etablering af et diagnoseregister baseret på indrapportering fra dyrlæger (både for stambogsførte- og ikke-stambogsførte hunde)

Data indsamlet i et sådant register vil i sammenhæng med epidemiologisk forskning kunne skabe et overblik over den samlede sygdoms-/sundhedstilstand hos vores hunderacer og gøre det muligt at vurdere effekten af avlsprogrammer og andre sundhedsforbedrende tiltag.

Der er ingen tvivl om, at avlen inden for visse hunderacer har haft en række alvorlige negative konsekvenser for hundenes sundhed og velfærd.

Vi kan pege på tre specifikke redskaber, som vil kunne bringe avlen i en sundere retning:

1. Bedre håndhævelse af de sundhedsmæssige retningslinjer angivet i racestandarderne
2. Ændring af racestandarden hos racer belastet med overtypning
3. Åbning af stambøger hos antalsmæssigt små racer med mange sundhedsproblemer

I relation til 2) skal det understreges, at FCI er en uafhængig international organisation, og at det er de lande, der har ejerskab til de respektive hunderacer, som indstiller racestandarderne til FCI. Det er således vanskeligt at påvirke en proces, der kan føre til ændringer medmindre det løftes til EU niveau. I relation til 3) er det kun de respektive racers ejer-lande, der har lov til at åbne stambøgerne. 

Kampagnerne, som dyreværnsorganisationer og dyrlæger har iværksat, ser ikke ud til at have haft en mærkbar effekt. Vi må derfor konkludere, at mere komplekse instrumenter baseret på social marketing bør anvendes til at påvirke den måde, hundekøbere tænker og handler på, når de skal vælge hund.

De lovgivningsmæssige tiltag der er taget i andre lande viser, at det er vanskeligt at identificere og formulere relevante kriterier og lige så vanskeligt at administrere og håndhæve sådanne regler. Vi anbefaler at:

1. Der i lighed med i andre lande laves generelle lovgivningsmæssige formuleringer i Danmark for at sikre sund avl af hunde
2. Effekterne af de lovmæssige tiltag der er foretaget i Nederlandene og Tyskland følges fremadrettet