Vi er alle ansvarlige for svineriget

(Af Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet)

(Kronik bragt i Politiken den 13. februar 2014)

For nu at begynde med at sætte tingene på spidsen. Tilværelsen er tragisk. En kombination af glæde og megen lidelse, der ender med altings død. I den tid vi har, er det op til os at afgøre, hvordan vi vil forholde os til den lidelse, som vi ser og skaber. Derfor er de forhold, som vi byder vores produktionsdyr med til at bestemme, hvilke mennesker vi bliver til. Helt grundlæggende kan man sige, at vi som ansvarlige mennesker kun bør forårsage lidelse hos andre følende væsner, når det er nødvendigt. Det store spørgsmål bliver derfor, hvornår det er ’nødvendigt’ at udsætte andre for lidelse. Og den, der gør det, har altid til opgave at retfærdiggøre det.

Det gælder også i forbindelse med svineproduktionen.

For nylig sendte DR ’Det store svinerige’. Det billede, som tegnes af forholdene for dyrene, er mildest talt rystende – om end på samme tid forstemmende velkendt. Nogle af de mere prominente fortalere for produktionen – Martin Merrild og Erik Larsen fra ledelsen i Landbrug & Fødevarer – forsvarer i Kroniken 4. februar den eksisterende produktion, men peger også på de udfordringer, som den står over for. Dette sker blandt andet ved at henvise til nogle udtalelser, som jeg fremsatte i udsendelsen. I udsendelsen hævder jeg, at der eksisterer en stiltiende kontrakt mellem forbrugere og producenter. Det får Merrild og Larsen til at konkludere, at forbrugerne godt ved, hvad der foregår, og at ansvaret derfor primært er deres.

Jeg er beæret over at blive nævnt i Kroniken, men er ikke sikker på, at jeg fik udtrykt mig klart nok. For tanken om den stiltiende kontrakt handler ikke om at skubbe ansvaret over på forbrugerne, men om at vise, at ansvaret for de elendige forhold for dyrene i den danske svineproduktion på en gang er et fælles ansvar og et ansvar, som den enkelte må forholde sig til – også producenterne. Den intensive svineproduktion befinder sig meget langt fra Jens Hansens bondegård, som den kommer til udtryk i børnenes verden af grise i mudderhuller, stråtækte bondegårde og idyllisk bondeliv. Virkeligheden er korte, opslidende liv i produktionens tjeneste tilbragt uden adgang til udendørs arealer, søer fikseret i jernbøjler halvdelen af deres voksenliv og slagtesvin stuvet sammen i små golde aflukker uden noget at tage sig til. Det er ikke en tiltalende virkelighed.

At se dyr reduceret til produktionsenheder uden den mindste hensyntagen til deres naturlige adfærd er barsk kost. Når det følges op af en dødelighed for pattegrise på cirka 22 pct., halekupering og kastration uden bedøvelse og den generelle tingsliggørelse af dyrene, der er en forudsætning for den intensive produktion, hvor det enkelte dyrs liv og egenart forsvinder i stordriftsfordele – begynder koteletten at smage lidt bittert.

Derfor er det både i svineproducenternes, detailhandlens og forbrugernes interesse, at vi i fællesskab glemmer denne virkelighed. Så kan produktionen fortsætte uhindret og vi forbrugere købe store mængder af svinekød til næsten ingen penge. Det er imidlertid ikke nemt at retfærdiggøre det, der foregår, hvis man accepterer tanken om, at man kun må påføre andre følende væsner lidelse, når det er nødvendigt. I et land, hvor vi bruger kun gennemsnitlig 10 pct. af vores indkomst til fødevarer, mange er overvægtige, blandt andet på grund af et for stort indtag af svinekød, og hvor vi generelt har et forbrug af animalske produkter, som klodens økosystemer slet ikke kan bære, hvis alle skal leve som os – ja, så er det svært at kalde det ’nødvendigt’, at vi har den enorme svineproduktion, som vi har.

Merrild og Larsen begrunder derfor den danske svineproduktion med, at dyrene ellers blot bliver produceret andre steder. De nævner Sverige som eksempel på et land, hvor man har høje krav til dyrevelfærd og en stigende import af svinekød. Samtidig skal den danske svineproduktion også tilfredsstille den voksende globale middelklasses lyst til svinekød – og her er det danske svinekød noget af det mest effektive og dermed miljø- og klimavenlige. Jo mere kød der produceres i Danmark, desto bedre for verden, synes påstanden at være. Til dette forsvar for produktionen er der adskilligt at sige.

For det første, at en af grundene til, at de svenske krav til dyrevelfærd har ført til en større import, er, at blandt andet de danske svineproducenter er villige til at underbyde svenske producenter på området og tjene penge på den ringere dyrevelfærd.

For det andet, at stort set alle internationale rapporter om den animalske produktions indflydelse på klimaforandringerne når frem til samme resultat: Produktionen skal sænkes, og vi skal spise langt mere vegetabilsk, end vi gør på nuværende tidspunkt. Det kræver en hel del tunnelsyn på den baggrund at hævde, at en ansvarlig global strategi skulle være at øge den danske svineproduktion. En langt mere effektiv strategi kunne være som land at gå foran og vise, at det kan lade sig gøre at sænke produktion og forbrug uden at give køb på livskvaliteten. Endelig er det værd at påpege, at man etisk set ikke kan undskylde sig ved at pege på, at de andre er værre end én selv. Det er ikke o.k. at stjæle, fordi andre stjæler mere, og det er ikke o.k. at slå, fordi andre slår hårdere.

Merrild og Larsen har imidlertid helt ret, når de påpeger, at der i forhold til produktionsdyrene er en kæmpe afstand mellem det, de fleste af os siger, og det, vi så gør – mellem vores idealer og vores handlinger. Det er her, den stiltiende aftale kommer ind i billedet. Aftalen synes at være, at vi som forbrugere med jævne mellemrum må blive voldsomt forargede, når vi får smidt virkeligheden lige i hovedet. Svineproducenternes rolle er så at påpege, at forbrugerne bare kan købe produkter fra dyr, der har haft bedre liv – og i øvrigt godt ved, hvad der foregår.

Begge parter kan således gensidigt skamme hinanden ud – og så fortsætte, som om intet var hændt, indtil næste gang en flok selvretfærdige dyrerettighedstosser eller journalister på jagt efter et billigt scoop vælger at tage vores illusioner om de glade grise på Jens Hansens bondegård fra os. Det er i øvrigt værd at bemærke, hvordan detailhandlen skummer fløden uden et øjeblik at tage ansvar for de dyr, som de lever af at sælge videre. Også her henvises der til forbrugernes fri vilje – de kan jo blot udnytte deres magt og efterspørge det, de vil have. Merrild og Larsen ønsker imidlertid nu at gøre den danske svineproduktion til et fælles ansvar. Det lyder som en god idé. Både producenternes, detailhandelens og forbrugernes evne til at glemme, hvad vi godt ved, trænger til at blive udfordret gennem andet end symbolske appeller til den politiske forbruger. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at ca. 90 pct. af den danske produktion eksporteres til udlandet.

De danske forbrugeres magt over, hvad der sker i de danske stalde, er derfor meget begrænset. Skal danskerne have indflydelse på den danske svineproduktion, er det tvingende nødvendigt at løfte den etiske diskussion fra illusionen om den politiske forbruger op på et politisk niveau. Der, hvor vi som borgere med blik for vores værdier og den verden, vi ønsker at leve i, diskuterer, om vi som samfund kan stå inde for den nuværende produktion. En produktion, som mange af os ikke kan holde ud at se billeder af, når et kamerahold drager ud og afdækker, hvad der egentlig foregår. En af de store udfordringer i denne forbindelse er, at selve produktionsmetoden og den måde, som vi taler om problemerne på, er med til at fjerne den etiske erfaring fra vores hverdag. I anonymiseringen af det enkelte dyr, der er en følge af stordriften og i anonymiseringen af individet, der er en følge af, at vi gemmer os i grupper af interessenter, forsvinder det grundlæggende etiske forhold: at jeg står i et magtforhold til et andet følende væsen.

Billederne af grise, der ligger fikseret i metalbøjler uden at kunne gøre noget så fuldstændig grundlæggende som at vende sig rundt, kalder på en meget basal og personlig stillingtagen. En stillingtagen, som bør være grundlaget for vores diskussion af det, som også er et samfundsproblem, men først og fremmest et spørgsmål til den enkelte om, hvem vi ønsker at være. Der er faktisk et dyr til at begynde med. Et dyr, der kigger ud på os gennem tremmerne og med sin væren og væsen kommunikerer til os, at det er mere end kød. Et dyr, der også har fået et liv og burde have mulighed for at udleve sine behov, opleve glæde og smerte og udfolde netop den måde at være til på, som dyret nu rummer. Hvad vi vil stille op med dette dyr, er først og fremmest et spørgsmål til hver enkelt af os. For nogle er denne måde at tale om grise på helt uantagelig.

Som Martin Merrild udtalte til DR umiddelbart efter dokumentarudsendelsen: »Det er jo ikke hundehvalpe«. Men det etiske spørgsmål er, om det egentlig passer. Hvad er egentlig det etiske argument for at behandle de to dyr forskelligt? Er det, fordi de har forskellige mentale evner, så lidelse påvirker hundehvalpen mere end pattegrisen? Det er der ingen forskning, der tyder på. Grise hører til de mere intelligente dyr og har et meget komplekst socialt liv. Forskellen i den måde, som vi tillader os at behandle hundehvalpe og pattegrise på, er historisk betinget. Vi har gennem århundreder gradvis vænnet os til, at grisen i dag kun er bacon på ben. Og så er forskellen bekvemmelighedsmæssigt betinget. Det ville stå i vejen for vores adgang til billigt kød, hvis vi skulle behandle grise, som vi ifølge Merrild behandler hunde. Men disse argumenter har for mig at se ingen større berettigelse, når vi som mennesker bliver konfronteret med den etiske fordring om ikke at forårsage lidelse, medmindre det er nødvendigt.

Landbrugets vilje til dialog om svineproduktionen er positiv. Men dialogen må tage udgangspunkt i de dyr, som det handler om – ikke den systematiske udnyttelse af dyret i den intensive produktion. Vi må begynde med at få øje på dyret bag kødet. Som et levende, sansende, følende individ, der er vokset ud af en evolutionær kontekst, og som derigennem har en række grundlæggende behov for adfærd og sammenhæng. Vi kan ikke begynde hver eneste diskussion om, hvad vi kan tillade os at gøre ved svin med at påpege, at de smager godt, og at landbruget kan tjene penge på dem.

Vi må begynde med det ansvar, som vi har for ikke at forårsage unødig lidelse. Det er, for at tale en smule fagfilosofisk, ikke en naturlov, at anvendelsen af dyr kun må diskuteres i et nytte-etisk perspektiv, hvor individet forsvinder i kravet om at maksimere velfærden – koste, hvad det vil. Det etiske forhold til verden opstår i mødet med den anden – også dyret. Skal vi derfor kunne tage en fornuftig diskussion om rammerne for anvendelsen af dyr, er vi nødt til i første omgang at turde lade dyret komme til syne – og ikke kun den triste produktionsenhed, som det intensive landbrug efterhånden har fået reduceret det til. Og selv ud fra et nytteetisk perspektiv kan det være svært at få øje på, at vi fortsat skal have en intensiv højindustriel svineproduktion i Danmark.

Når landbruget fremhæver sin samfundsmæssige betydning ved at pege på de 30 milliarder kroner, som producenterne tjener på eksporten og de 40.000 arbejdspladser, som svineproduktionen angiveligt skaber, er det væsentlige tal at have med i en nytte-etisk analyse af, om vi kan retfærdiggøre at behandle dyrene, som vi gør. Men det skal retfærdigvis også tages med, at der er en pris at betale for dette. Dansk landbrug modtager 7-8 milliarder kroner om året i direkte EU-støtte. Og så er der udgifterne til produktionen, der også skal medregnes. For eksempel importeres der store mængder dyrefoder til de mange svin, skønt over 80 pct. af landbrugsarealet allerede anvendes til dyrkning af dyrefoder. Danmark er et af verdens mest intensivt dyrkede lande med tab af biodiversitet og forurening af jord og vand til følge. De danske svineproducenter har oparbejdet en gæld på over 85 milliarder.

Der er stigende problemer med antibiotikaresistens og især MRSA-bakterier, hvilket ikke mindst skyldes svineproduktionen, hvor over halvdelen af al antibiotika i Danmark anvendes. Det fører igen til øgede sundhedsudgifter, ikke mindst i forbindelse med isolation af patienter på hospitalerne og til en række sociale problemer for dem, der er blevet smittet i form af stigmatisering med mere. Alt dette blot for at understrege, at det ikke blot er et spørgsmål om, at vi skal vælge mellem 30 milliarder i statskassen og 40.000 arbejdspladser eller glade grise.

Den nytteetiske afvejning af fordele og ulemper er langt mere kompliceret end som så, og resultatet er ikke så entydigt positivt, som det ofte fremføres fra producenternes side. Det er set i det lys bekymrende, at Merrild og Larsen gentager det gamle mantra med, at vi skal »arbejde sammen for at forbedre dyrevelfærden, samtidig med at vi udvikler landbrugs- og fødevareerhvervet, så det kommer til at bidrage endnu mere til vores fælles velfærdssamfund«.

Når man fra begyndelsen sætter som præmis, at det skal kunne betale sig, har man allerede begrænset den diskussion, der kan finde sted. Så bliver det igen en afvejning af økonomi og velfærd. Men før vi når til denne afvejning, er det værd at tale om, hvorfor vi egentlig kan tillade os at reducere hensynet til dyret til blot et blandt mange hensyn, der skal balanceres. Hvad er argumentet for, at vi kan sjakre med kastrerede grise og fikserede søer i et forsøg på at sælge mere svinekød til Kina? Der er muligvis en kortsigtet økonomisk gevinst at hente, men det er ikke i sig selv et argument.

Vi kan tjene penge på så mange måder, som vi vælger ikke at benytte os af, fordi vi finder dem etisk forkerte. Tavsheden om, hvorfor vi overhovedet kan tillade os at tilsidesætte dyrets mest basale interesser for vores egne ikkeessentielle behov, er også en del af den stiltiende kontrakt mellem os. Samtalen må derfor tage sin begyndelse i de dyr, som det handler om – ikke i et krav fra landbruget om, at økonomiske hensyn fortsat skal overtrumfe alle andre.

Der er altså ikke meget ved at blive inviteret til en dialog, hvor svaret er givet på forhånd.