Værdien af dyrs liv – forsvar for en kærlig nytteetik
Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet
(Trykt i Journalen, Den Danske Dyrlægeforening, Sektion vedrørende hund, kat og smådyr, oktober 2015)
At aflive dyr er en vigtig del af de smådyrs-praktiserende dyrlægers virke. Ofte er der tale om dødshjælp i ordets sande betydning: Uhelbredeligt syge eller svært tilskadekomne dyr får hjælp til at afslutte livet uden at skulle igennem en ubehagelig og ofte smertefuld dødskamp. At yde den form for hjælp er ikke blot i overensstemmelse med den danske dyreværnslov, men er også på linje med etiske principper, som støttes af langt de fleste danske dyreejere og dyrlæger.
I andre lande, ikke mindst USA, er der bevægelser i retning af at ville behandle døende dyr palliativt, på tilsvarende måde som vi i dag typisk behandler døende mennesker. Denne tendens skulle nødig vinde indpas i Danmark. Tværtimod tror og håber jeg, at der vil være opbakning til at fastholde, at rettidig brug af muligheden for at yde aktiv dødshjælp også fremadrettet skal være normen hos danske smådyrspraktiserende dyrlæger.
Dog er det meget langt fra alle de dyr, som danske smådyrspraktiserende dyrlæger afliver, der er uhelbredeligt syge eller svært tilskadekomne. Det er et anseeligt antal af de dyr, som aflives, der enten er unge og friske, eller der lider af en sygdom eller en skade, som de relativt let kunne kureres for. Disse dyr falder groft sagt i tre grupper: 1) Herreløse dyr, som er blevet indleveret til dyrlægen; 2) ejede dyr, som ejeren ikke længere kan eller vil have, og som vedkommende derfor beder om at få aflivet; og 3) syge eller tilskadekomne dyr, hvor ejeren ikke kan eller vil betale for den nødvendige veterinære behandling.
Det er i forhold til disse tre grupper af dyr, at diskussionen om ”no kill” trænger sig på for de danske smådyrspraktiserende dyrlæger. Denne diskussion leverer en tiltrængt udfordring i forhold til en traditionel veterinær holdning, mest udbredt hos dyrlæger, som arbejder med produktionsdyr, hvor det aldrig ses som et problem at slå dyr ihjel, så længe aflivningen foregår hurtigt og effektivt. Det er forståeligt, at denne holdning kan være til stede hos dyrlæger, der som hovedbeskæftigelse har at bistå med slagtning eller anden form for masseaflivning af produktionsdyr, men det er en holdning, som det efter min mening er svært at forsvare ved nærmere eftertanke.
Problemet ved at aflive dyr, som enten er raske eller lider af en sygdom eller skade, som de relativt let kan kureres for, er helt banalt, at man ved aflivningen fratager dem resten af det liv, de ellers kunne have haft. Dyrene vil i modsætning til normale mennesker selvfølgelig leve mere i nuet, og de vil derfor ikke på samme måde som mennesker have et ønske om at leve videre, som bliver kuldkastet ved aflivningen. Efter min mening er dette dog ikke afgørende. Skønner man på værdien af det levede liv, så er der alt andet lige noget trist ved at afslutte et liv, som kunne have gået videre til glæde for dyret selv og også ofte for mennesker og andre dyr.
Jeg tror, at mange smådyrspraktiserende dyrlæger er enige med mig i dette synspunkt. Dette er formodentlig en væsentlig del af baggrunden for mange rapporter om, at det kan være stressende og deprimerende som dyrlæge at skulle aflive hunde og katte, som enten er sunde eller let kunne behandles.
Set i dette lys kan man anskue ”no kill”-bevægelsen som et tiltrængt korrektiv til en kynisk og livsfornægtende holdning til drab på dyr. At kurere eller på anden måde skabe muligheder for, at dyr kan fortsætte med at leve et godt liv, er alt andet lige en god ting. Kan man som dyrlæge fx bidrage til, at en hund eller en kat, som ellers skulle have været aflivet, finder et nyt og godt hjem, så er det selvfølgelig godt og prisværdigt. Og kan man finde ud af at lave en afdragsordning, så en ejer kan få behandlet sit syge dyr frem for at få det aflivet, er det selvfølgelig også rigtig godt. Det er ikke alene godt for de berørte dyr; men kan også bidrage til at øge livskvaliteten hos dyrlægerne.
Derimod går ”no kill”-tankegangen efter min mening over gevind, når den bliver forfulgt med en nidkærhed, så det går ud over det ideal om det gode dyreliv, som bør ligge bag. Går man til udlandet, er det ikke svært at finde eksempler herpå. Det gælder fx områder i det sydlige Europa, hvor man typisk ikke afliver hunde og katte på internater, men i stedet opbevarer dem i årevis under miserable forhold. I USA har man rigtig mange internater med en ”no kill”-politik (i praksis ”low kill”), hvor konsekvensen af politikken er, at man kun tager dyr ind, som man forventer at være i stand til at videreformidle. De dyr, som er umulige eller svære at formidle, fx mange pitbullterriere, bliver afvist og ender så enten på gaden eller, i bedste fald, med at blive aflivet i et ”open admission”-internat i nabobyen.
Efter min opfattelse bør de danske smådyrspraktiserende dyrlæger leve efter, hvad jeg vil kalde en kærlig nytteetik. Denne form for etik påskønner på den ene side værdien af, at dyr får lov at leve, men på den anden side insisterer den på, at man kun lader dyrene leve, når de faktisk har en reel mulighed for at leve et godt liv, og på at aflivning nogle gange kan være det mindste onde, også for dyr som ikke er uhelbredeligt syge.
Dette er selvfølgelig nemt for mig at sige, men det kan være en del mere problematisk at gennemføre i praksis for de smådyrspraktiserende dyrlæger. Sidstnævnte har jo ikke blot det gode dyreliv, men også deres eget gode dyrlægeliv at bekymre sig om. Forsøg på at finde veje til at undgå at aflive dyr kan let føre til ekstra arbejde og økonomiske tab for dyrlægen.
Der er derfor brug for en fortsat diskussion blandt de smådyrspraktiserende dyrlæger om, hvordan udfordringer med herreløse og uønskede dyr og med ejere, som ikke kan eller vil betale for nødvendige behandlinger, gribes an, så det ikke undergraver livskvaliteten og livsgrundlaget for de berørte dyrlæger. Der kan være brug for en forventningsafstemning i forhold til andre interessenter, og der kan måske også være brug for at etablere solidariske ordninger. I forbindelse hermed kan Den Danske Dyrlægeforening spille en vigtig rolle.