Menneskets bedste venner?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 18. januar 2013)

Omkring årsskiftet bragte Politiken en stort opsat serie af artikler om danskernes forhold til deres såkaldte kæledyr. Hovedhistorien i de fire artikler, som blev bragt 2. juledag, var, at danskerne elsker og forkæler deres kæledyr, herunder ikke mindst hundene. Således kunne man på forsiden af avisen læse, at danskerne på trods af krisen bruger stadigt flere penge på deres kæledyr.

Inde i bladet var der omtale af en luksushundepension, hvor hundene bliver fodret med pandestegte røde pølser og har adgang til en svømmehal. Endvidere kunne man på baggrund af en til lejligheden foretaget spørgeundersøgelse læse, at knap hver tredje dansker, som har et kæledyr, er enig eller overvejende enig i udsagnet: Mit kæledyr er lige så vigtigt for mig som mine venner. Endelig blev det nævnt, at der for mennesker kan være positive helbredsmæssige effekter forbundet med at holde kæledyr. Således er der forskning, som viser, at det kan nedsætte blodtrykket at nusse med et kæledyr; og professor Bente Klarlund Pedersen citeres for, at der er undersøgelser, som har vist at det at have et kæledyr, og især en hund, giver mindre sygelighed.

Politiken vælger konsekvent at omtale de dyr, som private mennesker holder i deres hjem, som kæledyr. Det ord bryder jeg mig ikke om af flere grunde. Dels er det lidt nedsættende (formodentlig ufrivilligt for Politikens vedkommende), dels er det misvisende, da den relation, mennesker har til disse dyr, ikke primært er at kæle. Så jeg vil i stedet bruge den efter min opfattelse mere neutrale og rammende betegnelse familiedyr.

Hvad end vi vælger at kalde disse dyr, så er forholdet mellem dem og deres mennesker tilsyneladende ifølge Politikens fremstilling en ren win-win-situation: Dyrene bliver forkælet og dyrenes ejere bliver mindre stressede og mere sunde. Jeg er enig i, at dette budskab holder i forhold til en hel del af dyrene og deres ejere. Samtidig er jeg dog også overbevist om, at der i den anden ende af skalaen er en stor og måske voksende andel af private dyrehold, hvor det ikke går godt for hverken fir- eller tobenede; og jeg er oprigtigt bekymret for, at den form for romantiseret og overfladisk fremstilling af relationen, som Politiken lagde spalter til, kan være med til at gøre ondt værre.

At alt ikke nødvendigvis er godt fremgår indirekte af den ovenfor omtalte spørgeundersøgelse, hvoraf det fremgår, at medens det er knap en tredjedel af dem, der har familiedyr, som er enige i, at dyrene er lige så vigtige for dem, som deres venner er, så er det knap halvdelen som er uenige. På baggrund heraf kan man ikke alene konkludere, at dyrene ikke er menneskenes bedste venner, man kan også rejse spørgsmålet om, hvor ofte der opstår problemer i forholdet mellem mennesker og deres dyr.

Dette spørgsmål svarede Politiken selv delvist på i en artikel i samme serie, som blev trykt fredag den 28. december. Heraf fremgår det med Dyrenes Beskyttelse som kilde, at der er en eksplosiv vækst i antallet af dyreværnssager, som involverer familiedyr. Dyrlæge Jens Svenningsen fra Dyrenes Beskyttelse blev citeret for, at der er en sammenhæng mellem væksten i antallet af sager, og det at flere og flere mennesker holder dyr. Samtidig blev det anført, at der nok også er en sammenhæng mellem væksten i problemerne og den økonomiske krise, idet mange mennesker tilsyneladende fx ikke kan betale for at få deres dyr passet eller behandlet og så i stedet vælger at efterlade dem i naturen eller foran indgangen til en dyrlæge.

Personligt tror jeg, at det er værst for de dyr, som med størst ret kan kaldes kæledyr dvs. kaniner, marsvin og lignende, som forældre anskaffer til deres børn. De fleste børn bliver relativt hurtigt trætte af at tage sig af disse dyr, og så hænger de voksne på dyrene resten af disses levetid. Lige som det givetvis kan virke blodtrykssænkende at kæle med en kanin, så kan det sikkert også få blodtrykket i vejret, når der skal muges ud under kaninen, eller når den har bidt huller i børnenes tøj. Der er ikke nogen forskningsmæssig dokumentation for, hvor store problemer der er i forbindelse med hold af sådanne dyr; men på baggrund af utallige personlige beretninger er jeg ikke tvivl om, at problemerne er store. Mange af dyrene henslæber en kummerlig tilværelse med manglende udfoldelsesmuligheder, dårlig pasning og sygdomsproblemer; og for ejerne er der selvfølgelig dårlig livskvalitet forbundet med oplevelsen af at holde dyr på den måde.

De familiedyr, som generelt har det bedst, er formodentlig hunde og katte, som normalt har mere frihed og har bedre mulighed for at spille mere aktivt sammen med deres mennesker, end en typisk kanin i et bur eller et marsvin i en kasse har. Mange (men desværre nok en faldende andel) af kattene har mulighed for at komme uden for og til dels leve livet på egen hånd, og mange af hundene kommer jævnligt ud at gå med deres ejere. Alligevel er der for hundenes vedkommende solid forskningsmæssig dokumentation for, at der stadig er store problemer.

Den vigtigste dokumentation fremgår af to danske undersøgelser fra 1999 og 2007, som henholdsvis dyrlæge Jørgen Mikkelsen og biolog Jørgen Damkjer Lund stod bag, af, hvorfor hunde bliver aflivet hos dyrlægen. Heraf fremgår det, at mere end hver fjerde hund bliver aflivet af andre grunde end alvorlig sygdom. Cirka hver tyvende af de aflivede hunde bliver aflivet uden grund det vil i mange tilfælde sige, fordi ejeren ikke ønsker at have den mere; og omtrent hver femte af de aflivede hunde bliver aflivet på grund af adfærdsmæssige problemer.

I en stor del af tilfældene er det afgørende adfærdsmæssige problem angiveligt, at hunden bider eller på anden måde viser tegn på aggression, men der er også et stort antal hunde, som aflives på grund af frygtsomhed og angst. I nogle tilfælde er det selvfølgelig nødvendigt at aflive hunde med adfærdsproblemer; men undersøgelserne viste også, at det kun er i få tilfælde, at ejeren har forsøgt at afhjælpe problemerne ved adfærdsterapi og anden behandling. Samtidig er der grund til at tro, at rigtig mange af problemerne kunne have været forebygget, hvis hundenes ejere havde haft mere viden om de forskellige hunderacers karaktertræk og om træning og opdragelse af hunde.

Aflivning vælges ofte som udvej, når mennesker ikke kan finde ud af det sammen med deres hund. Der er dog også et stort antal hunde det vides ikke præcis hvor mange som bliver videreformidlet, fordi deres ejere ikke magter at tage sig af dem. Dette sker via de mange hundeinternater og ad andre kanaler.

Forud for de fleste tilfælde, hvor en sund hund bliver aflivet eller videreformidlet, ligger der menneskelige nederlag og ikke mindst velfærdsproblemer for hunden. Når man så betænker, at hundene nok er de bedst stillede blandt familiedyrene, så er der derfor grund til at stille spørgsmålstegn ved om, menneskene altid er disse dyrs bedste venner.

På den baggrund er der grund til at holde igen med det glade budskab om, at vi alle for at være lykkelige og fuldkomne mennesker bør holde dyr. Dyr i hjemmet kan være en stor berigelse, men de stiller også store krav; og kan man ikke leve op til disse krav, er det bedre for alle parter, at dyret vælges fra. Det bør være et centralt budskab for alle, der kærer sig om dyrevelfærd.