Markedskræfter har skabt dyrevelfærdsproblemer - kan de også bidrage til at løse dem?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(En forkortet version er trykt i Weekendavisen 6. august 2010)

Markedskræfternes frie spil har haft en negativ virkning på landbrugsdyrenes velfærd: Når høns og kalve er havnet bag tremmer, når søer er endt med at stå fikseret i små bokse, og når køer ikke længere har kunnet få lov at gå på græs om sommeren, så skyldes det markedskræfternes ubønhørlige og vedvarende krav om effektivisering. Tanken om dyrevelfærd kan derimod ses som en slags modvægt til, at økonomien får lov at hærge på bekostning af dyrenes ve og vel.

Denne forståelse af tingenes sammenhæng danner baggrund for den dyrevelfærdslovgivning, som er vokset frem især i Europa fra omkring 1970. Via national lovgivning, hovedsageligt i den nordvestlige del af Europa, og senere via fælles regler inden for EU, har man løbende gennem de seneste fire årtier forsøgt at fastlægge lovgivningsmæssige mindstekrav, som sætter grænser for, hvor langt man i effektivitetens navn kan tillade sig at presse landbrugsdyrene.

Således har man på europæisk plan fx forbudt tremmekalve, fikserede drægtige søer og hold af høner i små bure uden adgang til skrabeareal og siddepinde. Forbuddene er forbundet med overgangsordninger, og der vil således en tid endnu stadig være en del burhøns og fikserede søer i de europæiske stalde; men over tid vil de pågældende former for produktion forsvinde helt inden for EU.

Jeg er en varm tilhænger af den udvikling, der er sket i forhold til at sikre landbrugsdyrenes velfærd via lovgivning. Men desværre må jeg også erkende, at det er begrænset, hvor meget videre man kan nå ad den vej. Den vigtigste grund hertil er globaliseringen af fødevaremarkedet med tilhørende priskonkurrence på tværs af landegrænser og kontinenter, som tenderer mod at ensrette produktionen i forhold til den laveste fællesnævner. Et godt eksempel til at illustrere problemet er hold af slagtekyllinger. 

Pressede kyllinger

Omkring 99 % af det kyllingekød, der bliver konsumeret i Danmark, kommer fra intensiv kyllingeproduktion, hvor dyrene opdrættes i store haller, typisk med 40.000 dyr i hver hal. Kyllingerne er fremavlet til at vokse hurtigt det tager således i dag under 6 uger, fra en kylling kommer ud af ægget, til at den slagtes. Da jeg var barn, tog det ca. dobbelt så lang tid for en kylling at blive slagteklar, og denne dramatisk forøgede væksthastighed har haft konsekvenser for dyrevelfærden i form af benproblemer. Da dyrene desuden går tæt sammen, er der megen fugtighed og ammoniak i strøelsen, hvilket kan give anledning til, at kyllingerne får smertevoldende sår på deres fødder.

Danmark var relativt tidligt ude med at forsøge at skabe nogle rimelige betingelser for slagtekyllinger. Det Dyreetiske Råd kortlagde problemerne i en rapport, som blev fremlagt i 1995. Efter anbefaling fra rådet nedsatte den daværende justitsminister en arbejdsgruppe, som skulle komme med forslag til ny dansk lovgivning på området. En sådan lovgivning blev vedtaget af Folketinget lige efter årtusindskiftet.

Ifølge den danske lovgivning skal kyllingerne have adgang til mørkeperioder, hvor de kan hvile tidligere var det normen at holde kyllinger i lys 24 timer i døgnet, for at de kunne nå at æde mest muligt. Der stilles krav om, hvor tæt dyrene må gå: 20 udvoksede kyllinger per m2 det er tæt, men uden lovgivningen ville der nok gå mindst 2 kyllinger mere per m2. Endelig skal man på de slagtede kyllinger skulle måle forekomsten af smertefulde sår på fødderne, såkaldte trædepudesvidninger, og myndighederne skal følge op over for de producenter, hvor en stor andel af kyllingerne har sår dette har betydet et dramatisk fald i forekomsten af svidninger.

For mig at se er der ingen tvivl om, at lovgivningen har gjort en positiv forskel for slagtekyllingernes velfærd. Men samtidig må jeg med hånden på hjertet også vedgå, at kravene, som loven stiller, ikke er ret vidtgående. Man kan derfor spørge mig, hvorfor jeg som medlem af den nævnte arbejdsgruppe ikke forsøgte at argumentere for, at kyllingerne fx skulle have mindst dobbelt så meget plads, som de har nu, og for at der i produktionen blev anvendt nogle kyllingestammer, som ikke vokser så hurtigt som de moderne, hurtigtvoksende typer.

Pressede producenter

Her har jeg helt klart ageret ud fra en overbevisning om, at meget stramme danske regler ville føre til et dramatisk fald i den danske produktion af slagtekyllinger og en tilsvarende øgning i andre lande, hvor der bliver stillet færre krav til dyrevelfærden, end der bliver gjort i Danmark. Ræsonnementet for ikke at fare for hårdt frem med lovgivningsmæssige krav til de danske kyllingeproducenter er altså, at det vil føre til, at produktionen flytter fra Danmark til lande, hvor dyrevelfærden er værre. Og det er jo hverken til gavn for kyllingerne eller os selv.

At der her ikke blot er tale om et hypotetisk problem, fremgår af, at ca. halvdelen af det kyllingekød, der konsumeres herhjemme, i dag kommer fra udlandet. Det importerede kyllingekød et typisk billigere end det danske bl.a. fordi der i de relevante lande er færre krav til dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, end der er i Danmark.

Men betyder det så, at man skal resignere og lade være med stille krav til velfærden hos de dyr, der ender på vore tallerkner? Nej, det gør det selvfølgelig ikke. I Danmark, hvor dyrevelfærden i dag er kommet så højt op på dagsordenen, at alle større partier i Folketinget har en dyrevelfærdsordfører, er der grundlag for at satse på en dobbelt strategi, hvori der både indgår lovgivning og markedsdrevet udvikling:

Hvad angår lovgivning, skal der fortsat stilles krav til danske producenter, og til producenter i resten af EU, i det omfang det er foreneligt med at fastholde deres konkurrenceevne. Her kan der være brug for intelligent dyreværnslovgivning, der i lighed med de nævnte regler til forebyggelse af svidninger på kyllingernes fødder gør en reel forskel for dyrene uden at koste kassen for landmanden. Samtidig bør regeringen og myndighederne i forhold til det internationale handelssamarbejde, via fx WTO, arbejde for, at det bliver muligt at stille krav til dyrevelfærd, når der importeres kød og andre animalske produkter.

Alternativ produktion kan vise vej

Men opgaven kan ikke løses på det politiske niveau alene. Det er vigtigt, at markedet spiller med. Dyrevelfærd giver en god smag i munden, og den smag er der trods alt mange, som er villige til at betale for, hvis de får valget, og hvis de ikke får lov at leve i ulykkelig uvidenhed om dyrenes vilkår i produktionen. Alternative produkter, hvor der er ekstra fokus på dyrevelfærd, vil være til gavn for de involverede dyr, men kan også på længere sigt vise nye veje for den almindelige produktion.

Her udgør slagtekyllinger dog for øjeblikket et særligt problem, idet det eneste rigtige alternativ til en intensivt opdrættet kylling er en økologisk kylling, hvor der bliver lagt mellem 100 % og 300 % oven i prisen. Og den prisbarriere synes svær at overvinde for andre end de allermest overbeviste.

På andre områder går det meget bedre. Fx er over 30 % af den mælk, som bliver solgt herhjemme, økologisk, hvor dyrevelfærd i stigende grad indgår i konceptet og dets markedsføring. Og et nyt mærke, Lærkevang, som tilbyder konventionel mælk fra køer, som kommer på græs, går rigtig godt. Den ekstra pris er her på mellem en krone og to per liter mælk og opleves af de fleste som overkommelig.

Det er dog vigtigt at besinde sig på, at denne udvikling ikke er kommet af sig selv. Der blev fx kastet meget idealisme og mange støttekroner ind i den alternative mælke- og mejeriproduktion, før den udviklede sig til den solide forretning, den må siges at være i dag.

Selvfølgelig er der grænser for hvor langt markedet kan trække udviklingen. De grænser afhænger af mange ting: Bl.a. af at forbrugerne ikke får lov til at glemme, hvordan dyrene faktisk har det derude her ligger en vigtig opgave for myndigheder, medier og dyreværnsorganisationer. Af at der findes alternative produkter til en overkommelig pris på markedet her ligger der en vigtig opgave for staten, via støtte til innovation, og til fremsynede virksomheder. Og af at produkterne bliver markedsført ordentlig her hviler der et stort ansvar på både virksomheder og detailhandel. I alle tilfælde vil der dog selvfølgelig altid være en gruppe af forbrugere, som helt skruppelløst går efter de billigste produkter.

I hvilket omfang det vil lykkes at få skabt en markant øget dyrevelfærd for slagtekyllinger og andre trængende grupper af landbrugsdyr, ved jeg ikke. Men jeg har svært ved at se, at det kan lade sig gøre uden hjælp fra markedskræfterne.