Kød og klima - skal vi til at spise stamcelle-kød?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen den 22. august 2008)

Der er en voksende bevidsthed om, at vi gennem vores forbrug påvirker klodens klima, og om at den enkelte forbruger kan gøre en forskel. Indtil nu har debatten dog mest drejet sig om vores forbrug af olie og benzin. Således er det ved at gå af mode at køre i firhjulstrækker og andre benzinslugende biler - godt hjulpet på vej af dramatiske stigninger i priserne på brændstoffer.

Derimod har der mærkelig nok indtil nu herhjemme ikke været så stor opmærksomhed på, hvordan vores forbrug af kød påvirker klimaet. En rapport fra FNs fødevareorganisation, FAO, skønner, at husdyrproduktionen er ansvarlig for næsten en femtedel af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Dette overstiger effekten af den samlede transportsektor. Synderen er her ikke alene CO2, men i endnu højere grad de højpotente drivhusgasser metan og lattergas, som kommer fra dyrene i form af prutter eller via husdyrgødningen.

Der er dog i forhold til klimaet meget betydelige forskelle mellem de forskellige former for husdyrproduktion. På den nyligt afholdte verdenskongres for fjerkræforskere fremlagde den skotske forsker M.G. MacLeod fra Roslin Institute i Edinburgh således en artikel, som gør grundigt rede for, hvor forskelligt forskellige former for husdyrproduktion påvirker miljøet.

Af MacLeods livscyklusanalyse fremgår det, at den form for kødproduktion, som har den mindste effekt på klimaet, er produktionen af kylling og lignende fjerkræ. Produktion af svinekød giver anledning til 40% ekstra negativ effekt i form af drivhusgasser; og når det drejer sig om oksekød, er der tale om svimlende 250% ekstra negativ effekt. Lignende forskelle ses for andre miljøeffekter.

Samtidig fremgår det, at måden kødet produceres på også spiller en rolle. Intensiv, indendørs produktion af kyllinger er bedre for miljøet end udendørs produktion, som så igen er bedre end den økologiske produktion. Således giver økologisk kyllingeproduktion sammenlignet med den intensive produktion ifølge MacLeods beregninger anledning til næsten 50% ekstra negativ effekt på klimaet i form af drivhusgasser. Forskellen hænger bl.a. sammen med, at den økologiske kylling vokser langsommere og derfor bruger mere energi på at være i live end industrikyllingen.

Sammenligner man kød med biler, kan man sige, at den økologiske bøf er at ligne med en benzinslugende firhjulstrækker, og at industrikyllingen er at sammenligne med en lille bil, der kører meget langt på literen.

Selvfølgelig kan man diskutere, hvor langt analogien med bilerne holder. Mens folk med store biler generelt nok brænder mere benzin af end dem i de små biler, så kan det meget vel tænkes, at fx forbrugere af økologisk kød samlet spiser mindre kød. Det betyder dog omvendt, at den økologiske forbruger kunne blive endnu mere miljøvenlig, hvis hun uden samtidig at øge sit kødforbrug gik over til at spise industrikyllinger.

Det er muligvis godt for klimaet, at vi går over til at spise flere industrikyllinger, men hvad med dyrene? Blandt mennesker, som er engageret i dyrevelfærd, herunder forfatteren til nærværende klumme, er der udbredt enighed om, at der er store dyrevelfærdsproblemer i den intensive kyllingeproduktion.

Sammenkoblingen af klima og kød har derfor givet anledning til bekymring i internationale dyreværnskredse. Selvfølgelig vil det løse alle problemer, hvis man kan få os til helt at opgive kødet og i stedet blive vegetarer. Det vil mindske den negative effekt på klimaet, og det vil helt fjerne problemet med dårlig dyrevelfærd i landbruget. Men selv om mange dyreværnsforkæmpere selv er vegetarer, er der ikke mange, som reelt tror på, at det store flertal i verdens befolkning vil konvertere til en livsstil uden kød og andre animalske produkter på menuen.

Det har fået den store og indflydelsesrige amerikanske dyreværnsorganisation PETA (People for the Ethical Treatment of Animals) til at forsøge at puste nyt liv i en gammel idé, nemlig at producere kød ved hjælp af celler i en næringsvæske. Denne produktion kræver i princippet bare en enkelt linje af såkaldte stamceller fra et dyr. Stamcellerne kan så vokse i et kar tilsat næringsvæske og derefter specialiseres til muskelceller. På denne måde kan man teoretisk set producere kød i det uendelige uden at involvere flere dyr end det oprindelige dyr, der lagde celler til.

PETA er gået så vidt som til at udlove en dusør på 1 million dollars til det konsortium, der ved den skitserede teknik kan lave et kyllingekød baseret på stamceller. For at få dusøren skal der nærmere bestemt inden juni 2012 produceres et kyllingekøds-produkt, som har en smag og en konsistens, så det ikke kan skelnes fra rigtigt kyllingekød Produktet skal endvidere produceres i tilstrækkeligt stort omfang, så det kan sælges kommercielt, og det skal sælges til en konkurrencedygtig pris i mindst 10 amerikanske stater.

Personligt er jeg ret overbevist om, at PETA får lov at beholde sin dusør. De tekniske og holdningsmæssige barrierer for at gennemføre projektet er af en sådan størrelse, at en fireårig tidshorisont er helt urealistisk.

På den tekniske side mangler man at udvikle et egnet dyrkningsmedie, som er baseret på planter, svampe eller lignende. Et yderligere teknisk problem er at få cellerne til at gro, så slutproduktet kommer til at ligne et normalt stykke kød, sammensat af forskellige typer af celler i en avanceret struktur. Selv de mest optimistiske forskere på området regner kun med inden for en overskuelig fremtid at kunne producere et produkt, der minder om hakket kød.

På den holdningsmæssige side ved vi, at der i befolkningen er udbredt skepsis over for fødevarer produceret ved hjælp af bioteknologi; og en enkelt europæisk undersøgelse af befolkningens holdning til stamcellekød indikerer også, at de fleste er imod. Dertil kommer, at der er tale om et erstatningsprodukt, og den slags produkter har sjældent nogen let gang på jorden.

Skal det lykkes at rykke vore madvaner i en mere klimavenlig retning, uden at det går ud over dyrene, tror jeg personligt mere på gastronomisk end bioteknologisk kreativitet. Hvis PETA udlover store dusører til de TV-kokke, der kan skabe vegetarretter, som slår an i brede kredse, så tror jeg, at de vil kunne udrette meget mere, end de kan med deres initiativ til fremme af stamcellekød.