Hvorfor kan vi slå dyr ihjel?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 17. september 2010)

Er det etisk acceptabelt at slå dyr ihjel, bare fordi at vi godt kan lide at spise kød? Det spørgsmål kan nok få en og anden til at få bøffen, koteletten eller kyllingelåret galt i halsen. Den gængse etiske diskussion vedrørende landbrugsdyr drejer sig nemlig om, hvordan dyrene lever og bliver aflivet. At det er i orden at slå dyrene ihjel, så længe de har levet et godt liv, tages mere eller mindre for givet.

Det er dog let at vise, at vore holdninger til drab på dyr er mere komplicerede end som så. Man kan bare forestille sig en person, som hvert forår køber sig en hundehvalp og tager denne med i sommerhus. Hvalpen får alle sine behov dækket og lever en fin tilværelse, indtil personen ved sommerens slutning går til dyrlægen og får hunden aflivet, inden hun eller han flytter hjem i sin lejlighed i byen. De fleste vil opfatte det som uetisk at holde hund på den måde; men hvad er forskellen i forhold til at slagte grisen med den begrundelse, at den jo har haft det godt, så længe den levede?

Nogle ville måske sige, at vi behøver kød for at overleve, men at man fint kan leve uden at holde hund. Hertil kan svares, at man sagtens kan leve sundt og godt som vegetar, og at de fleste i vores del af verden i alle tilfælde ikke vil tage spor skade af at spise meget mindre kød, end de gør nu. Omvendt kan samværet med en hundehvalp være en stor berigelse, som meget let kan måle sig med glæden ved røde bøffer og flæskesteg.

Dyredrab og menneskedrab

Inddrages forholdet til vore medmennesker i den etiske refleksion, bliver sagen ikke mindre kompliceret. Det er noget fundamentalt i den herskende moral, at overlagte drab på mennesker ikke kan accepteres. Ses der bort fra abort og fra dødshjælp, accepteres overlagte drab på mennesker kun i yderste nødstilfælde, for eksempel i forbindelse med krig. Derimod anses det for forbryderisk at slå raske mennesker ihjel, uden at det i en eller anden forstand sker i selvforsvar. I forbindelse med drab drager vi altså et skarpt etisk skel mellem mennesker og dyr.

Men hvad er så den etisk relevante forskel mellem at slå et menneske ihjel og slagte et svin? Der er fire gængse svar på dette spørgsmål.

Det første svar lyder, at ethvert menneske er en unik personlighed, mens dyr ikke har nogen individualitet, de er så at sige »dusinvæsner«. Lever man imidlertid tæt sammen med f.eks. hunde og katte, opdager man, at de heller ikke er ens. Hvert dyr har sine specielle vaner, sine særheder og andre individuelle kendetegn.

At nogle landbrugsdyr opleves som anonyme, hænger nok snarere sammen med deres store antal, og at de bliver holdt på en måde, hvor der er meget lidt menneskelig kontakt til det enkelte dyr. Det første svar kan altså ikke stå for en nærmere prøve.

At tænke på fremtiden

Et andet svar lyder, at dyr i modsætning til mennesker lever i nuet og derfor ikke nærer noget ønske om at fortsætte med at leve. Slagtningen af et dyr sker således ikke mod dyrets vilje. Derimod har de fleste mennesker et stærkt udtalt ønske om at leve, og de har livsplaner, som rækker langt ud over det aktuelle øjeblik. Derfor er drabet på et menneske normalt i strid både med ønsket om at leve og med konkrete planer for fremtiden.

Dette svar har dog den svaghed, at det ikke vil dække alle mennesker. Der er nogle mennesker, som i lighed med dyrene lever i nuet. For eksempel helt små børn og visse mentalt retarderede mennesker. Hvis det er i orden at dræbe dyr, fordi de lever i nuet, er det også i orden at dræbe de pågældende mennesker.

Nogle vil måske forsøge at løse det rejste problem ved at sige, at meget små børn og de mentalt retarderede mennesker i modsætning til dyrene potentielt set er fuldt udviklede mennesker. Løsningen har dog den konsekvens, at også provokeret abort i så fald må anses for etisk uacceptabelt. Et menneskefoster er også potentielt set et fuldt udviklet menneske. 

Konsekvens-etik

De to resterende svar gælder konsekvenserne af drab. Ifølge det tredje svar har drab på mennesker stærkt negative konsekvenser for de efterladte. Dels kan drab på mennesker føre til sorg og savn, dels vil systematiske drab på mennesker føre til udbredt frygt og rædsel. Disse konsekvenser taler også imod drab på helt små børn og mentalt retarderede mennesker. Slagtning af husdyr har derimod ikke eller i hvert fald kun i yderst begrænset omfang sådanne negative konsekvenser.

Det fjerde svar tager udgangspunkt i konsekvenserne for dyrene. Mange dyr eksisterer kun for så vidt, at der er mennesker, som har nytte af dem. Uden mulighed for at slagte husdyr ville mennesker kun i yderst begrænset omfang have nytte af dem, og derfor ville de for flertallets vedkommende slet ikke eksistere. Da alternativet er, at dyrene ikke ville eksistere, og da et kort, men godt liv er bedre end intet liv, kan det ikke være etisk forkert at slagte dyr. Derimod vil accept af drab på mennesker ikke på tilsvarende måde skabe flere menneskeliv.

De tre sidste svar kan efter min opfattelse i kombination tjene til at give en begrundelse for, at det kan være etisk acceptabelt at slagte dyr, uden at tilsvarende overlagte drab på mennesker må anses for at være acceptable.

Begrundelsen har dog sin pris i form af, at det traditionelle skel mellem dyret, som er til for os, og mennesket, hvis liv er principielt ukrænkeligt, ikke længere står til troende. Forskellen i vurderingen af det etisk forsvarlige i at slå henholdsvis dyr og mennesker ihjel beror her på en afvejning af konsekvenser og er ikke principiel.

Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at der også kan være andre etiske synsvinkler på det at slå dyr ihjel, end dem som her er præsenteret. Nogle vil for eksempel argumentere for, at højerestående dyr har en ret til liv, og at det derfor er vores pligt at leve som vegetarer (eller rettere veganere) og lade dyrene fortsætte med at leve deres eget liv, indtil de dør en naturlig død. En sådan dyrerettighedsetik vil stå i skarp modsætning til vores kultur, hvor det at spise og på anden måde bruge dyr er noget dybt forankret. Men det bliver synspunktet ikke forkert af. Engang var det også en dybt forankret værdi i vores samfund, at mænd havde flere rettigheder end kvinder. Det betød jo ikke, at de første, som forsvarede kvindernes ligeberettigelse, tog fejl. De var bare oppe mod stærke kræfter.