Hensynsfulde hundeejere?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 24. april 2014)

Fredag den 4. april var Den Danske Dyrlægeforening vært ved et stormøde vedrørende hunden i det offentlige rum. Formålet med mødet var at få en debat, som kunne danne grundlag for formuleringen af ”nogle enkle regler for takt og tone i det offentlige rum, som kan medvirke til sikker færdsel for både hunde og mennesker”.

Mange med relation til hundeverdenen havde taget imod invitationen, og en stor del af disse deltog med stort engagement i den næsten fire timer lange debat. Samtidig var der, især fra de elektroniske mediers side, en kæmpe interesse for arrangementet, hvilket tyder på, at arrangørerne havde ramt en problemstilling, der optager rigtig mange mennesker.

I sit indledende oplæg foretog dyrlæge Kirsten Brock en sammenligning med de ændringer, der er sket i holdningerne til rygning. Den afgørende pointe syntes her at være, at der gennem de seneste årtier ikke alene er sket en stramning i reglerne for rygning i det offentlige rum. Der er også sket et markant skift i holdningen hos de fleste rygere såvel som ikke-rygere. Det er således for de fleste rygere blevet en selvfølgelighed, at man tager hensyn til andre mennesker, når man skal ryge.

På tilsvarende måde efterlyste arrangørerne af mødet et holdningsskifte hos hundeejerne, så det bliver en selvfølgelighed, at man tager hensyn til andre mennesker og hunde, når man færdes med sin firbenede ven i det offentlige rum. Dette var begrundet dels i ønsket om at undgå de gener, som hundeejere og hunde eventuelt måtte påføre andre, dels i ønsket om at give de allerede ansvarlige og hensynsfulde hundeejere et bedre ry.

Inden debatmødet havde arrangørerne selv lavet et oplæg med forslag til ”praktiske retningslinjer for færdsel med hund i det offentlige rum”. Disse retter sig hovedsageligt mod at sikre, at den ene hund (og dermed også hundeejer) ikke forulemper den anden. Den centrale norm, som der her bliver lagt op til, er, at man som hundeejer kun lader sin hund hilse på en anden hund efter forudgående aftale med den anden hunds ejer.

Behovet for denne norm udspringer af en udbredt forestilling hos mange moderne hundeejere om, at deres elskede firbenede familiemedlem som led i sin selvrealisering skal ud og hilse på og lege med de andre hunde - og jo flere jo bedre. Denne forestilling fik drøje hug fra en lang række af de fremmødte hundefolk, begrundet i såvel faglige som etiske synsvinkler. En hundeejer skal selv have lov at trække grænserne for, hvor meget hendes eller hans hund skal konfronteres med andre hunde. Det modsatte er udtryk for respektløs og farlig adfærd.

Der var dog en vigtig problemstilling, som de hundebegejstrede arrangører helt syntes at have overset i oplægget til praktiske retningslinjer, men som gudskelov fik mæle af den sidste af de seks indlægsholdere, som var blevet inviteret til at holde oplæg på mødet: Hensynet til de mennesker, som ikke bryder sig om hunde.

Indlægsholderen var forfatteren Henrik Nilaus, der på dagen optrådte som repræsentant der overhovedet ikke bryder sig om, at hunde optræder i det offentlige rum. I sit indlæg startede han med at distancere sig fra resten af forsamlingen, idet han påpegede, han nok som den eneste i salen ikke selv har eller har haft hund og heller ikke bryder sig om hunde. Han forventede tydeligvis at møde modstand og fjendtlighed; men den forventning blev faktisk gjort til skamme.

Henrik Nilaus påpegede også, at selv om han stod ret alene i den konkrete sammenhæng, så udgør antallet af personer, som holder landets omkring 500.000 hunde, et mindretal i forhold til det store flertal, som ikke har hund. (Det kan dog diskuteres, om de, der ikke bryder sig om hunde, ikke stadig udgør et mindretal, hvilket Nilaus selv indirekte bekræftede, da han anførte, at der i Danmark er mellem 1 og 1 ½ million mennesker, som ikke bryder sig om eller er bange for hunde).

Det blev fra Henrik Nilaus’ side endvidere anført, at 100.000 mennesker, hvoraf 40.000 var børn, i perioden fra 1990 til 2011 er blevet behandlet for hundebid på danske skadestuer. Dette udgør kun toppen af isbjerget, da det formentlig kun er de værste hundebid, der ender på skadestuen. Budskabet var, at det ikke blot er udtryk for en ubegrundet frygt, når man er bange for at møde hunde i det offentlige rum.

Dykker man ned i tallene fra de forskellige statistikker, må det dog konkluderes, at faren for, at man som sagesløs bliver offer for en bidsk hund, er meget lille. Langt hovedparten af de, der bliver bidt, hører til hundens familie eller har selv taget kontakt til hunden. I en undersøgelse baseret på skadestuedata skønnes det, at kun godt 10% af hundebid kan karakteriseres som uprovokerede. Samtidig fremgår det af de nationale ulykkesstatistikker, at der gennem det seneste par årtier er sket et tydeligt fald i antallet af hundebid og et markant fald i antallet af bidte børn.

Der er således ikke belæg for at sige, at hunde udgør en stor eller voksende fare for de mennesker, der færdes i det offentlige rum. Dette ændrer dog ikke noget i forhold til det, der vel var Henrik Nilaus’ centrale pointe og bekymring, nemlig at der er en del mennesker, for hvem det er meget ubehageligt at blive konfronteret med hunde i det offentlige rum, hvis ikke disse er under tydelig menneskelig kontrol.

De nævnte mennesker har selvfølgelig krav på hensyn, og Henrik Nilaus sluttede sit indlæg med at formulere et på mange måder rimeligt forslag til normer for hundeejeres adfærd i det offentlige rum, hvoraf én lyder: “Lad aldrig din hund gå eller løbe hen mod fremmede mennesker, da de ikke kender hunden, og ikke ved om den er bidsk, og du ikke har kendskab til, hvordan personen har det med hunde.” Forslaget er meget på linje med ånden i den for nyligt opstrammede hundelov, der i modsætning til, hvad nogle tror, ikke primært tjener til at beskytte hunde, men derimod til at beskytte mennesker mod hunde.

At have en hund, som man løber eller går tur med, er i mange henseender en god og sund beskæftigelse. Det bør derfor ikke ende med, at hundeejere lukkes ude fra store dele af det fælles rum, lige som det i vidt omfang er sket for rygerne. Hvis hundeejerne fremover bliver bedre til at tage hensyn til Henrik Nilaus og hans ligesindede, kan man håbe på, at der fortsat vil være plads til hundene i det offentlige rum. At holde selvjustits er klart i hundeejernes egen interesse.