Dyrs følelser: Fisk skriger jo ikke

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Bragt i Weekendavisen, den 23. maj 2008)

Gør det ondt på en fisk, når man trækker en krog ud af munden på den? Og sidder fiskens smerte samme sted i hjernen som hos os?

Det er en udbredt sport at fange fisk med krog og bagefter sætte fisken ud igen. Men hvis en fisk er et følende og sansende væsen, må det vel siges at være højest betænkeligt at lade dens mund blive gennemboret af en krog med modhager og bagefter trække krogen ud igen blot for sportens skyld.

Dette var baggrunden for, at den amerikanske neurolog James D. Rose satte sig for at undersøge, om fisk kan føle smerte. I en artikel fra 2002, trykt i det internationale, videnskabelige tidsskrift, Reviews in Fisheries Science, og i en opfølgende artikel fra 2007, diskuterer Rose, der selv er sportsfisker, om fisks centralnervesystem overhovedet er udviklet i en grad og på en måde, så fisk er i stand til at føle smerte. Og han når frem til den for lystfiskerne meget beroligende konklusion, at det er det ikke.

Rose tager udgangspunkt i en skelnen mellem kroppens reaktion og selve smerten. Kroppen reagerer på kraftige og potentielt skadelige fysiske eller kemiske påvirkninger, medens selve smerten er en oplevelse af mere eller mindre stærkt ubehag i forbindelse med kroppens reaktion. At de to ting er forskellige, ved vi fra mennesker, hvor fx visse smertestillende midler virker ved at fjerne ubehaget ved smerten uden samtidig at påvirke kroppens evne til at reagere hensigtsmæssigt i forhold til det, der udløser smerten. I disse tilfælde kører hele smerteprocessen med den ene forskel, at der ikke er noget oplevet ubehag.

Som næste trin argumenterer Rose for, at fisk godt nok reagerer på potentielt skadelige påvirkninger, men at de ikke føler nogen smerte. Han argumenterer på følgende måde:

Fordi de højere hjernestrukturer, som er ansvarlige for bevidstheden om de sensoriske og emotionelle dimensioner af smerte, ikke findes i fiske-hjerner, så er deres neurobehaviorale reaktioner på skadelige stimuli ikke smerte. De fundamentale neurale forudsætninger for smerte og lidelse er i dag velkendte. Fisk mangler de vigtigste af disse neurale strukturer, og de har ikke nogen alternative neurale systemer, som kan tjene til at skabe oplevelse af smerte. Derfor har fisks reaktioner i forhold til skadelige stimuli karakter af kropslige reaktioner uden bevidst oplevelse af smerte.

Baggrunden for Roses argumentation er, at man har fundet ud af, at menneskers smerteoplevelse er knyttet til en del af hjernebarken, den såkaldte præfrontale kortex. En sådan præfrontal kortex findes angiveligt ikke hos fisk; og konklusionen hos Rose bliver, at fisk helt mangler evnen til at føle smerte eller på anden måde opleve deres omgivelser. Fisk er reelt ifølge Rose ikke bevidste og følende væsner.

Roses artikel har givet anledning til stærke modreaktioner ikke kun fra dyreværnsfolk, men også fra biologisk hold. De biologiske modsvar til Rose består af to dele: For det første bliver der stillet spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem en bestemt hjernestruktur og evnen til at føle smerte.

For det andet bliver der angivet en række indirekte grunde til at mene, at fisk af den slags, som vi typisk fanger med krog, er i stand til at føle smerte.

Med hensyn til at drage slutninger om dyrs mentale evner ved sammenligninger mellem deres og menneskers hjerner, bliver der fra flere sider manet til forsigtighed med henvisning til, at hjernen har vist sig at være et meget plastisk organ. Den samme hjernefunktion synes således at kunne foregå forskellige steder i forskellige dyrearters hjerner. Fx har man fundet ud af, at visuelle oplevelser, der hos pattedyr bliver bearbejdet af en del af hjernebarken, hos fugle bliver bearbejdet af strukturer i den centrale del af hjernen. Derfor kan man ifølge denne tankegang ikke udelukke, at fisk oplever smerte og anden form for lidelse ved hjælp af andre dele af hjernen.

Specielt hvad angår den rolle, som den præfrontale kortex spiller, så har bl.a. neuroforsker ved Københavns Universitet, Jesper Mogensen, stillet spørgsmålstegn ved, om der skulle være nogen sammenhæng mellem en udviklet evne til at føle og så udviklingen af den præfrontale kortex. Han påpeger, at det dyr, der har den mest udviklede præfrontale kortex, er et myrepindsvin. Faktisk har den pågældende pindsvineart en mere udviklet præfrontal kortex end selv mennesket. Med al respekt for myrepindsvin, så synes denne opdagelse at rejse tvivl om kortex rolle og funktion, snarere end at få os til at anse myrepindsvin for at være specielt avancerede dyr.

Endelig har studier af den form for fisk, der her er tale om, vist at disse dyr har meget udviklede nervesystemer, som har store ligheder med de dele af det menneskelige nervesystem, som er forbundet med oplevelsen af smerter. Samtidig viser fisk evne til at modificere deres adfærd på grundlag af påvirkninger, som er potentielt smertevoldende. Fx kan karper lære at holde sig fra en bestemt form for madding op til tre år efter, at de blevet fanget med en krog med den pågældende madding på. Adfærdsforsøg viser også, at fx regnbueørreder reagerer på en lang række smertevoldende og irriterende påvirkninger. Således gnubber fisken sin mund mod akvariet, hvis denne har været i kontakt med syre. Fiskenes reaktioner bliver mindre, hvis de får smertestillende midler.

Roses kritikere påstår typisk ikke, at de kan bevise, at fisk kan føle smerte. De siger snarere det mere beskedne, at der ikke er noget grundlag for at fraskrive fisk evnen til at føle smerte. Hermed står fisk dog ikke ringere end andre dyr. Når forskere fx udtaler sig om grises smerteoplevelser, som det skete for nylig, da der var en offentlig diskussion af kastration af smågrise uden brug af bedøvelse, så sker det også på et indirekte grundlag.

Forskerne har således bl.a. forsøgt at vise, at selve kastrationen gør ondt på grisene, på grundlag af en analyse af lyden af grisenes skrig. Grisene skriger, når de bliver taget op, men når landmanden trækker testiklerne ud og skærer dem af, kommer skriget op i et helt andet toneleje. Skift i skrigets toneleje ses som tegn på øget smerte.

Der er dog en afgørende forskel på diskussionen af smerte hos grise og diskussionen af smerte hos fisk. Der er i dag ingen, som stiller spørgsmålstegn ved, om grise kan føle smerte; her drejer diskussionen sig alene om, hvornår de føler smerte, og hvor stærk smerten er. Dette skyldes ikke, at der er stærkere faglige argumenter for, at grise kan føle smerte, end der er, for at fisk kan føle smerte. Det skyldes nok snarere, at vi har lettere ved at leve os ind i, hvordan grisen har det. Grisens skrig rammer os i hjertet. Fiskene skriger derimod ikke, og de er oven i købet kolde, våde og slimede.