Dyresex - burde det ikke være forbudt ved lov?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet og formand for Det Dyreetiske Råd  

(Trykt i Weekendavisen 19. august 2011)

Folketingets retsudvalg afholdt torsdag den 18. august en offentlig høring om behovet for et forbud mod dyresex. Jeg argumenterede i mit indlæg, som her er sammenfattet, for, at den eksisterende lovgivning allerede beskytter dyrene mod seksuelle indgreb, som påfører dem smerte, angst og anden form for skade. Et særskilt forbud mod dyresex vil ikke yderligere sikre dyrene mod overgreb. Samtidig er det svært at finde gode etiske grunde for et sådant forbud.

Det er under fem år siden, at Folketinget sidst diskuterede dyresex og afviste et forslag om et forbud. Når emnet nu igen er kommet på dagsordenen, er det på baggrund af nogle konkrete eksempler, som i april i år blev præsenteret i en udsendelse i TV-serien Danmark ifølge Bubber.

Det ene eksempel drejer sig om en mand, som bryder ind i en stald og forgriber sig på en ged, som står i stalden. Gedens ejer havde sat et skjult kamera op, og en optagelse af mandens brutale adfærd kunne derfor efterfølgende vises i fjernsynet.

Det andet eksempel drejer sig om en hanhund, hvis ejer Bubber under dæknavn fik kontakt med via nettet. Hundens ejer ville stille hunden til rådighed ved en fælles seance, hvor Bubbers kvindelige partner skulle lade sig bedække af hunden. Der blev dog aldrig nogen seance, da Bubber valgte at afsløre sin sande identitet, inden det kom så vidt.

Udsendelsen gav seerne det misvisende indtryk, at begge eksempler er lovlige, men i eksemplet med geden er der faktisk tale om overtrædelse af to former for lovgivning. Det er dels lovgivning, der beskytter ejeren mod fremmede personers indtrængen på anden mands grund, dels dyreværns-lovgivningen. (At manden så i den konkrete sag ikke blev straffet for de to forseelser skyldes alene, at den straf, han allerede havde modtaget for andre og mere alvorlige forseelser, ikke ville være blevet strengere, hvis sagen blev lagt oven i, hvilket er helt efter bogen ifølge dansk retspleje.)

Når det drejer sig om det andet eksempel, ville der derimod ikke nødvendigvis være tale om ulovligheder. Jeg kan selvfølgelig ikke sige noget om, hvordan den konkrete hund havde det, men en hanhund kan efter alt dømme godt have sex med et menneske, uden at dette vil være forbundet med nogen form for smerte, angst eller anden skade hos hunden.

Det er således blandt fagpersoner almindeligt anerkendt, at det ikke kan lade sig gøre for en hanhund at gennemføre en seksuel akt, hvis den er angst eller på anden måde lider. Og omvendt fortæller dyrlæger, som i forbindelse med avlsarbejde tapper sæd på hanhunde, at hundene kan vise stor begejstring, når de kommer til dyrlægen for igen at få tappet sæd.

Ikke desto mindre virker den nævnte form for dyresex stærkt krænkende og grænseoverskridende på mange. Det gælder også for politikeren Christian H. Hansen, fra partiet Nyt Fokus, som har stillet det seneste forslag til folketingsbeslutning om forbud mod dyresex.

Han skriver i bemærkningerne til sit forslag bl.a., at det er ydmygende for dyrene, og det er moralsk forkasteligt, at der er mennesker, der bruger dyr til at få afløb for deres personlige seksuelle frustrationer. Han vil derfor have et forbud mod al kønslig omgang med dyr, og overtrædelse af forbuddet skal ifølge ham medføre alvorlige straffemæssige konsekvenser.

Jeg håber ikke at folk flest kan tilslutte sig Christian H. Hansens retorik, hvor en seksuel minoritet bliver stemplet som afvigere, der skal bekæmpes med hårde straffe. Men jeg tror, at rigtig mange mennesker alligevel er enige i ønsket om et forbud af etiske grunde.

Et udbredt etisk argument til fordel for et forbud siger, at menneskers seksuelle omgang med dyr er at ligne med voldtægt, da dyret jo ikke kan give sit samtykke. Men selv om dyr selvfølgelig ikke med ord kan sige ja eller nej, kan de klart gennem deres adfærd vise, hvad de vil og ikke vil være med til. For eksempel er det normalt ikke svært for en hundeejer at finde ud af, at hunden gerne vil ud at gå en tur, men f.eks. meget nødig vil have klippet negle.

Et andet argument siger, at dyr er at ligne med børn, og at seksuel omgang med dyr derfor er at ligne med pædofili. Igen vil jeg tillade mig at betvivle præmissen. Selv om vi ofte behandler dyr som børn, så er de ikke børn. Specielt på det seksuelle område er der væsentlige og relevante forskelle. Husdyr bliver hurtigt kønsmodne, de skal ikke ud og finde deres egen seksuelle identitet, og det seksuelle er ikke for dyr forbundet med tabu og potentiel krænkelse.

Hvis analogien mellem dyr og børn virkelig holdt, ville det jo også være moralsk grænseoversskridende, at vi styrer dyrs reproduktion, sådan som vi i dag gør. Mennesker har ret til selv at vælge deres partnere, når tid er; husdyr bliver parret eller insemineret efter vores planer.

Men selv om der ikke er gode principielle etiske argumenter for et forbud mod dyresex, kunne der jo stadig være andre hensyn, som talte for at forbyde al seksuel omgang med dyr og straffe de mennesker, som overtræder forbuddet.

For det første er der et pragmatisk argument, som siger, at det er nemmere at få stoppet dyresex, hvor dyrene lider overlast, hvis der er et generelt forbud. Der er dog ikke noget, der tyder på, at de bevismæssige udfordringer i forbindelse med efterforskning af disse sager vil blive lettet med et generelt forbud nærmest tværtimod.

Endelig er der hensynet til Christian H. Hansen og hans mange ligesindede, som har det rigtig skidt med, at der er nogen, som har sex med dyr så skidt, at de vil have straffet dem, der har det. Personligt bryder jeg mig bestemt heller ikke om dyresex; men jeg mener ikke, at det, at jeg finder andres adfærd klam, er en tilstrækkelig grund til, at de skal straffes.

Den afgørende overvejelse, når det kommer til spørgsmålet om et muligt særskilt forbud mod dyresex, må være om forbuddet kan forhindre, at dyr kommer til at lide overlast. Det mener jeg ikke, at det kan, og derfor mener jeg på linje med Det Dyreetiske Råds udtalelse fra 2006 fortsat ikke, at der grund til at indføre et sådant forbud.

Derimod er det helt afgørende, at politiet nidkært forfølger sager, hvor der er begrundet mistanke om, at mennesker gennem seksuelle aktiviteter påfører dyr angst, smerte eller anden skade. Den politiske debat om emnet kan forhåbentlig bidrage til at sikre, at sådanne sager fremover ikke bliver bagatelliseret eller ignoreret.