Darwin og dyreetikken

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 10. juli 2009 under titlen 'Væsens-ens')

Mennesket tror i sin indbildskhed at være en storslået skabning, som kun han være blevet til via en guddoms mellemkomst. Det er mere ydmygt og, tror jeg, tættere på sandheden at se mennesket som skabt ud af dyr. Disse ord skrev Charles Darwin i 1838 i en af sine notesbøger 21 år før offentliggørelsen af sit banebrydende værk Om arternes oprindelse.

I dette 200-år for Darwins fødsel og 150-år for offentliggørelsen af evolutionsteorien diskuteres det stadig på livet løs, hvilken betydning Darwins tanker har for synet på os selv som mennesker: Er det foreneligt med en religiøs forståelse af menneskelivet, at vi er blevet til gennem en biologisk evolution? Kan vi opretholde forståelsen af mennesket som et frit og rationelt væsen, samtidig med at vores liv og færden kan beskrives og forklares med de samme begreber, som man bruger, når man skal beskrive og forklare dyrs adfærd?

Derimod har der ikke været skrevet så meget om, hvad Darwins opdagelser betyder for vores syn på dyrene. Den udbredte reaktion i samtiden var, at Darwin degraderede mennesket til et dyr; men man kan også vende den tanke om og sige, at Darwin opgraderede dyrene. Dyrene er efter Darwin ikke længere dumme væsner, som alene er skabt for at tjene mennesket som føde og trækkraft. De er her så at sige via egen fortjeneste, fordi de har formået at tilpasse sig og finde en niche i naturens konstante kamp for overlevelse. Og hvad dyrene gør skal ikke først og fremmest tjene mennesket til nytte og adspredelse, men skal derimod tjene til at sikre deres egen arts videreførelse.

Før Darwin var det almindeligt at se et skarpt skel mellem mennesker og dyr, især med hensyn til åndelig og intellektuel formåen. Den franske filosof og matematiker René Descartes (1596-1650), som regnes for at være en af den moderne naturvidenskabs grundlæggere, hævdede, at dyrene i modsætning til mennesket er rent mekaniske væsner, som helt mangler evnen til at føle og opleve. Descartes syn på dyrene slog an blandt naturvidenskabelige forskere, hvilket følgende øjenvidneberetning fra 1700-tallet vidner om:

"Videnskabsmændene slog hunde uden at lade sig påvirke det fjerneste, og de lavede grin med dem, der havde ondt af dyrene, som om de følte smerte. De sagde, at dyrene var urværker; at de skrig, som de udsendte, når de blev slået, var støjen fra en lille fjeder, som var blevet rørt, men at der ikke i kroppen var nogen følelse. De sømmede de stakkels dyr op på plader ved deres fire poter for at underkaste dem vivisektion med det formål at se blodomløbet, hvilket var et stort diskussionsemne. (Fontaine, Mémoires)

Man kan synes, at de pågældende forskere lukkede deres øjne for det indlysende, når de på denne måde fraskrev dyrene evnen til at føle smerte. Hvis vi blev bragt i en tilsvarende situation, ville vi føle forfærdelig smerte, hvorfor skulle dyrene så ikke også gøre det? Netop i forhold til det spørgsmål gør Darwins tanker en afgørende forskel. I lyset af udviklingslæren kan der opstilles følgende simple argument til fordel for, at dyr kan føle smerte: Mennesker kan føle smerte; mennesket er opstået gennem udvikling fra dyr; derfor er der alt andet lige grund til at mene, at evnen til at føle smerte også findes hos udviklingsmæssigt set nærtstående dyr.

Således kan man sige, at Darwins teori vender bevisbyrden om, når det drejer sig om at påstå, at dyr ikke kan føle og opleve. Før Darwin antog man som udgangspunkt i lyset af den religiøse overlevering, at mennesker og dyr er væsensforskellige. Efter Darwin antog man som udgangspunkt, at mennesker og dyr ligner hinanden. Og når man dertil føjer, at hvirveldyrene har store anatomiske og fysiologiske ligheder med mennesker, når det drejer sig om sanseapparat og nervesystem, er det svært ikke at nå til den konklusion, at en hund vil lide forfærdeligt, hvis den blev behandlet som beskrevet ovenfor.

Darwin var således med til at levere grundlaget for det syn på dyrs rettigheder, som allerede var på fremmarch i datidens England, hvor verdens første dyreværnslov blev vedtaget i 1822. Der er mange beretninger fra samtiden om, at Darwin selv viste omsorg over for dyr og reagerede stærkt over for mennesker, som på forskellig vis mishandlede dyr, som de havde i deres varetægt. Han bidrog til på skrift at kritisere fangst af dyr i smækfælder. Og i et af sine senere videnskabelige værker, hvor han beskriver menneskets moralske udvikling, hævder han, at omsorg for de lavere dyr er en af de nobleste dyder, mennesket er udstyret med.

Også i en anden forstand kan man sige, at Darwin har bidraget til at ændre vores etik i forhold til dyrene. Det drejer sig om de vilde dyr. Medens den positive interesse for dyrene før Darwin i høj grad rettede sig mod husdyr såsom heste og kvæg, så var der meget lidt forståelse for de vilde dyr. Disse tjente som bytte for jagt eller fiskeri eller blev forsøgt udryddet, fordi de blev set som skadedyr. Således udryddede man i Europa og de steder, europæerne koloniserede, fra en ende af rovpattedyr og rovfugle, fordi de blev set som konkurrenter til mennesket. Disse dyr blev i høj grad dæmoniseret som onde væsner tænk fx på historien om Rødhætte og ulven.

Darwins udviklingslære giver et helt nyt perspektiv på de vilde dyr. Disse dyr er hverken gode eller onde. Det er der alle sammen, fordi de har formået at tilpasse sig. Samtidig lever de forskellige dyr i en gensidig balance. Rovdyrene jager godt nok byttedyrene, men disse reproducerer sig i så stort tal, at der er et overskud at tage af. Og hvis rovdyrene forsvinder, så vil antallet af de tidligere byttedyr skulle begrænses på en anden måde, fx gennem sult og sygdom. Historien om den store sammenhæng i naturen er blevet en grundfortælling i den moderne verden. I min tidlige barndom blev den fortalt af Dr. Lieberkind i sort-hvid; i dag sker det via storslåede naturfilm i farver; men historien er den samme og er med til at videregive en fascination i forhold til den vilde natur, som er det folkelige grundlag for moderne naturbeskyttelse.

Har Darwins udviklingslære alene bidraget til at øge vores respekt for dyrene? Man kan hævde, at samtidig med at dyrene kommer mere til deres ret, er der også skabt grundlag for, at mennesket vil hævde sin ret i forhold til dyrene. Hvis ikke man kan bebrejde en ulv, som flår et lam, kan man så bebrejde et menneske, som gør det samme? Lige som ethvert dyr slås for sin egen (og indirekte artens) overlevelse, så gør mennesket det samme.

På sine ældre dage blev Darwin involveret i en strid om brug af dyr til fysiologiske forsøg. Darwin forsvarede videnskaben over for dem, som ville begrænse og regulere dens forsøg på levende dyr. Man kan se dette som værende i modstrid med Darwins erklærede omsorg for dyr, men man kan også se det som, at når alt kommer til alt, er vi som mennesker os selv nærmest. Og det er vel ganske naturligt set i lyset af udviklingslæren?

(Citatet i starten af klummen er oversat fra James Rachels, Created from Animals The Moral Implications of Darwinism, Oxford University Press, 1990, som også på anden måde har inspireret denne klumme.)