På trods af erklæringer om det modsatte vil regeringens planer snarere medføre afvikling end udvikling af dansk svineeksport
Kronik af Peter Sandøe, Tove Christensen og Jakob Vesterlund Olsen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi i Weekendavisen den 15. juni 2026.
Det er relativt klart, hvad den nye regering ville gøre, hvis den havde en tryllestav og med et slag kunne ændre den danske svineproduktion:
Der skal være en mindre produktion – måske noget i størrelsesordenen 15 eller 20 i stedet for de nuværende godt 30 millioner grise produceret om året, således at der kan ske en begrænsning i udledningen af næringsstoffer og der kan blive plads til mere natur i Danmark. Til gengæld skal grisene ikke længere køres sydpå til opfedning og slagtning (hvilket i dag er tilfældet for over halvdelen af de producerede grise). Grisene skal slagtes og kødet fra dem skal forædles i Danmark, til gavn for beskæftigelsen og lokalsamfundene.
De grise, der fortsat skal produceres i Danmark, vil til gengæld have krav på en bedre dyrevelfærd, end de har nu: For det første vil der være strammere krav til måden, grisene produceres på. Det vil ikke længere være muligt at dispensere for kravet om ikke at klippe halerne af grisene med henvisning til, at halekupering forebygger halebidning, som det sker for over 9 ud af 10 grise i dag. Søerne skal være løse og må ikke, som de fleste er nu, være fikseret i en bøjle, mens de farer og passer deres smågrise. Og grisene skal fremover blive hos deres mor i mindst fire uger, hvor det i dag ikke er ualmindeligt at tage dem fra soen efter tre uger. Dette tiltag vil måske kunne hjælpe med at nedbringe antibiotikaforbruget i den danske svineproduktion, da hovedparten af den antibiotika, der bruges i dag, gives til nyligt fravænnede smågrise. Desuden skal der være mere plads og bedre rodemateriale i slagtesvinestaldene, hvor grisene i dag ofte står som sild i en tønde, lige inden de skal til slagtning, og hvor det eneste beskæftigelsesmateriale, de bliver givet, er en pind, som står i et stativ.
Endvidere vil man ændre måden, grisene avles på. Med inspiration fra debatten om hundeavl taler man i regeringsgrundlaget om et forbud mod ”ekstremavl”. Hvad præcis der ligger i dette er ikke helt klart. En version er, at man skal nedbringe pattegrisedødeligheden til det niveau, som den var på, før man i 90’erne begyndte at avle for et større antal fødte grise per kuld. En mere vidtgående (i forhold til omkostninger ved at vende udviklingen) version siger, at der ikke må fødes flere grise, end soen har patter.
Endelig vil regeringen have flere producenter til lægge om til økologisk produktion. Den økologiske produktion af svinekød udgør i dag godt en halv procent af den samlede griseproduktion, og bidrager med godt et par procent af det nationale forbrug.
Nu har regeringen som bekendt ikke en tryllestav. I stedet har den mulighed for at lave forskellige former for frivillige aftaler, den kan indføre nye love og bekendtgørelser, og den kan stramme håndhævelsen af de eksisterende regler. Regeringen vil benytte alle tre former for virkemidler. Dette skal dog foregå inden for EU’s regler og nogle økonomiske og markedsmæssige rammer.
I forhold til de frivillige aftaler vil man, tydeligt inspireret af den grønne trepart, lave en såkaldt firepartsaftale, hvor repræsentanter for landbrug, NGO’er, arbejdsmarkedets parter og regeringen sammen skal aftale en omlægning af dansk svineproduktion. Parterne får et halvt år til at blive enige – og lykkes det ikke, vil regeringen agere på egen hånd.
Sideløbende med det vil regeringen gennemføre en række initiativer, der, som hedder i regeringsgrundlaget, vil have ”effekt her og nu”. Det, som ret hurtigt kan ske, er en opstramning på initiativer til at sikre overholdelse af gældende dyreværnslovgivning. Her flytter ressortområdet til Justitsministeriet, hvor det også lå frem til 2011. Det eksisterende korps af kontrollanter skal formodentlig udvides kraftigt, og de skal gå mere til biddet end tidligere i forhold til at kontrollere svinebønderne og til at få straffet overtrædelse af reglerne.
Man vil også relativt hurtigt kunne stramme de forskellige dyrevelfærdsregler, men det er ikke det samme som, at forholdene ude i staldene ændrer sig hurtigt. Tag kravet om, at søer ikke må være fikseret medens de farer og passer deres smågrise. En del af det er allerede vedtaget under den tidligere regering i forbindelse med initiativet ”sammen om dyrene”. Her er det blevet fastlagt, at søer skal være løse bortset fra de første fire dage efter faring. Dette krav blev indført for nybyggeri af stalde, mens landbrugere i eksisterende stalde har frem til 2041 til at slippe søerne løs. Nu vil man måske afskaffe muligheden for at bruge bøjle de første fire dage efter faring (selv om det kan føre til højere pattegrisedødelighed). Men hvad med de 15 års overgangsordning? Den er lavet for at landbrugere, der har investeret i produktionsanlæg i tillid til eksisterende regler, kan nå at afskrive deres investeringer, inden de skal til at bygge nyt. Vores gæt er, at den får lov at blive.
Efter alt at dømme vil det derfor tage rigtig lang tid, før alle grisene i de danske stalde får et markant løft i dyrevelfærden. Hurtigst vil det gå med at få hele haler. Her siger regeringen, at man vil være i hus i 2030. Det er muligt, da der er tale om en ændring i, hvordan man fortolker en eksisterende lovgivning, og da hold af grise med hele haler i princippet kan ske uden at ændre på rammerne for produktionen. I praksis vil det dog nok være nødvendigt at give grisene mere plads, mere at tage sig til samt ikke mindst at bruge mere tid på at holde øje med dem, hvis ikke det skal ende med meget mere halebidning og deraf følgende blodbad.
I forhold til ”forbuddet mod ekstremavl”, som skal være implementeret i 2035, er vores bedste gæt, at det danske avlsselskab, Danbred, som står for at levere avlsdyr og sæd til hovedparten af de danske svineproducenter, vil fremlægge dokumentation for, at de gennem en årrække har fået nedbragt den genetisk bestemte pattegrisedødelighed, og at de derfor lever op til forbuddet. En yderligere komplicerende faktor er her, at en del landbrugere køber avlsmateriale af udenlandsk ejede selskaber, og dyrene kan importeres fra udlandet, hvor dansk lovgivning ikke gælder.
Regeringen vil desuden i en periode stoppe for tilladelser til nyetablering og udvidelser i den konventionelle svineproduktion (hvilket i parentes bemærket også vil ramme landmænd, som vil bygge stalde med forbedret dyrevelfærd).
Det store åbne spørgsmål er, hvordan man vil sikre, at grisene bliver i Danmark. I henhold til EU’s regler har regeringen ingen mulighed for at hindre, at flere producenter kører deres grise til opfedning i Polen. Og da de foreslåede tiltag tilsammen vil gøre det dyrere at opfede grise i Danmark, samtidig med at konkurrenterne længere sydpå ikke har de samme krav at leve op til, er det svært at se, hvordan regeringen med de foreslåede tiltag vil få den ønskede andel af grisene til at blive i Danmark, og dermed sikre flere arbejdspladser i danske forarbejdningsvirksomheder.
Det vil over et par årtier, i takt med at de eksisterende produktionsanlæg bliver afskrevet, sandsynligvis ende med, at danskerne kommer til at spise mere importeret svinekød, og at Danmark ophører med at være storeksportør af svinekød. Udviklingen vil kunne sammenlignes med den, vi har set i Sverige, hvor selvforsyningsgraden, når det kommer til svinekød, faldt fra 120% i 1972 til under 80% i dag. En sådan udvikling vil sandsynligvis være godt for det danske miljø, og nationaløkonomisk vil det ikke betyde det store. Resultatet er dog langt fra regeringens vision om at understøtte danske arbejdspladser og rykke produktionen op i værdikæden.
Der vil nok stadig om tyve år, lige som i Sverige, være en hjemmemarkedsproduktion, der lever op til de nationale regler, og dertil en lille og god produktion af øko- og andre alternative griseprodukter til dem, som kan og vil betale for det. Dyrevelfærdsproblemerne, som knytter sig en stor, eksportorienteret svineproduktion, vil gradvist være ude af øje og dermed ude af sind. Om det er den etisk set bedste måde at gøre tingene på, er der plads til at diskutere.