Findes der en særlig dyrlægeetik?

Klumme bragt i Dansk Veterinærtidsskrift (DVT) august 2025, skrevet af Peter Sandøe, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet.

Den canadiske ækvivalent til DVT,  Canadian Veterinary Journal, har gennem mange år haft en fast månedlig spalte med overskriften ”Veterinary Medical Ethics”. Her bliver der i hvert nummer præsenteret en etisk problemstilling, som et af foreningens medlemmer er stødt på og gerne vil have input til. Efter tre måneder, hvor alle har haft lejlighed til at tænke over spørgsmålet, kommer der en kommentar fra en eller flere etikere. I mange år var det den legendariske Bernard E. Rollin, der stod for at svare. Han var professor ved Colorado State University i USA og har bl.a. skrevet en meget indflydelserig bog om dyrlægeetik. De seneste fire år har to kolleger fra hhv. Canada og USA og jeg gjort det sammen.

De emner, vi har behandlet, er ofte både kontroversielle og sprængfarlige. Fx har aflivning af familiedyr, som godt kunne overleve, hvis de modtog veternær behandling, været på dagsordenen i forskellige udgaver. Det samme gælder forskellige aspekter af dyrlægers involvering i intensiv husdyrproduktion, ridesport eller i belastende dyreforsøg. Dette er emner, som vi ved, at forskellige grupper og individer i det canadiske, lige som i det danske, samfund ser meget forskelligt på. Alligevel er det i det store og hele lykkedes os, ofte med god støtte og rådgivning fra relevante dyrlæge-kolleger, at komme med svar. Og ingen af disse svar har efterfølgende givet anledning til polemik.

Hvordan er det muligt? Det er det, fordi spørgsmålene ikke handler om, hvordan man som individuel samfundsborger forholder sig til en etisk problemstilling, men derimod om hvordan man som profession eller repræsentant for en profession skal forholde sig. Der er således en forskel mellem individuel etik og professionsetik, som jeg her vil forsøge at afgrænse nærmere med basis i vores svar på de mange dyrelægeetiske spørgsmål.

Dyrlægegerning som profession

På Lex kan man læse følgende definition: ”Profession er i bred forstand det arbejde, som en person lever af eller er uddannet til at udføre. I snæver forstand bruges betegnelsen om et erhverv, hvis udøvere har baggrund i en bestemt formel uddannelse, der giver dem faglig autoritet og status. En profession er i denne forstand kendetegnet ved faglige normer og standarder for veludført arbejde og i nogle tilfælde også ved en professionel etik.”

At være dyrlæge med autorisation er klart at være medlem af en profession i den snævre forstand af ordet. Ikke alene har man en særlig uddannelse, som vil være relevant for varetagelsen af en række opgaver – man har også en række privilegier. Således har kun de, der har modtaget autorisation som dyrlæger, ret til at udøve dyrlægegerning, hvilket bl.a. omfatter at behandle bestemte sygdomme hos dyr, udskrive receptpligtig veterinærmedicin og at levere veterinær sundhedsrådgivning. Noget tilsvarende gælder i Canada og i de fleste andre lande.

Pligter som via lovgivning følger med at være dyrlæge

Med privilegierne følger også en række pligter, hvoraf flere i Danmark er defineret i Lov om dyrlæger og i Dyrevelværdsloven med tilhørende strafbestemmelser, hvis pligterne ikke bliver opfyldt. Noget tilsvarende gælder i Canada og andre lande, som vi sammenligner os selv med. Allerede på dette grundlag kan en del vanskelige etiske udfordringer løses.

Det gælder fx udfordringer relateret til aflivning af alvorligt syge eller tilskadekomne dyr, som kunne reddes via veterinær behandling. Hvis en dyrlæge i praksis bliver præsenteret for et sådant dyr sammen med en ejer, som ikke kan eller vil betale for at få dyret behandlet, så er dyrlægen, hvis der ikke på anden måde kan skaffes midler til behandling, forpligtet til at aflive dyret (eller at få en kollega til at hjælpe sig med at gøre det). Det gælder også selv om vedkommende dyrlæges private etik tilsiger, at syge og tilskadekomne dyr så vidt muligt skal reddes, frem for at blive aflivet.

Noget tilsvarende gælder for kontroversielle aktiviteter i forbindelse med husdyrproduktion, slagtning af dyr, ridesport og dyreforsøg. Et af vores spørgsmål handlede om rituel slagtning uden forudgående bedøvelse, som er tilladt og praktiseres i Canada. Her svarede vi, at hvis den lovgivende magt med støtte fra domstolene tillader en sådan praksis, så hænger dyrlægerne på at levere veterinær bistand. Dette er kollektiv og ikke en individuel pligt i den forstand, at det står enhver dyrlæge frit for ikke at arbejde inden for det pågældende område. Samtidig kan dyrlægernes organisation, på linje med andre interessenter forsøge at få lovgivningen ændret; men så længe slagtning uden foregående bedøvelse er lovlig, ville det være en meget vidtgående og grænseoverskridende handling, hvis dyrlægerne valgte kollektivt at boycotte den.

Et relevant dansk eksempel kunne være intensiv svineproduktion, hvor Den Danske Dyrlægeforening på en række punkter stiller sig meget kritisk, men hvor foreningen ikke modsætter sig, at dens medlemmer leverer den nødvendige veterinære bistand, så længe det sker inden for lovens rammer.

Professionens egne politikker

Når vi svarer på spørgsmål til det canadiske veterinærtidsskrift, bliver vi ofte hjulpet af det forhold, at den canadiske dyrlægeforening foruden et relativt omfattende sæt etiske principper også har formuleret etiske retningslinjer på en række områder. Sådanne principper og retningslinier spiller en stor rolle i Canada, der lige som Storbritannien har såkaldt common law, hvor professionelle retningslinier og vejledninger spiller en vigtig rolle (vigtigere end i dansk lovgivning). Overtrædelse kan få konsekvenser både i form af straf og i form af eksklusion fra den canadiske dyrlægeforening.

Den Danske Dyrlægeforening har også formuleret et sæt etiske principper og  et etisk kodeks. Disse er dog mindre omfattende end de tilsvarende canadiske, og de opfølgende vejledninger, som udarbejdes af foreningens forskellige faggrupper, har ofte karakter af bidrag til den offentlige debat om dyrevelfærd eller af faglige udredninger. Formålet med de sidste er, at danske dyrlæger behandler og rådgiver på et fagligt forsvarligt grundlag, hvilket også klart er af etisk relevans.

Dette bliver understreget af foreningens etiske kodeks, hvor det siges, at ”det anses for god faglig etik at udvikle og opretholde et højt fagligt niveau i overensstemmelse med videnskabelige principper og underbygget erfaring” samt ”at sikre sig, at efteruddannelse hviler på den akademiske forskning, som findes inden for det område, hvor dyrlægen har sit virke”.

At det sidste ikke er trivielt, kan man forvisse sig om ved at se til USA, hvor regeringen for øjeblikket efter bedste evne undergraver ideen om, at akademisk forskning skal danne grundlag for rådgivning vedrørende menneskelig sundhed. I stedet får selvbestaltede eksperter og diverse konspirationsteorier langsomt overtaget, fx vedrørende vaccinationer. Ifølge den amerikanske veterinærforening er tilsvarende tendenser i fremgang, når der drejer sig om vaccinationer af familiedyr.

Det faglige grundlag

Ideelt set bør dyrlæger, således i Danmark altid basere deres råd og behandling på videnskabelig evidens eller, hvor denne mangler, på ”underbygget erfaring”. Dette er i praksis lettere sagt end gjort: Dels mangler der på mange områder evidens, dels kan den foreliggende evidens pege i forskellige retninger. At navigere i dette farvand er kompliceret, og der kan derfor være brug for de nævnte faglige udredninger.

For små 15 år siden sendte jeg en klage til det daværende ”etiske nævn” under den danske dyrlægeforening. Klagen rettede sig mod er dyrehospital i hovedstadsområdet, som på reklamestandere placeret foran hospitalet på en efter min opfattelse usaglig måde reklamerede for sterilisation og kastration af hunde. Der blev nemlig kun nævnt positive effekter af indgrebet og ingen af de ellers fagligt veldokumenterede negative bivirkninger.

Min klage blev afvist – så vidt jeg husker helt uden at nævnet forholdt sig til mine faglige argumenter. Den ville ikke være gået i dag. I mellemtiden har Faggruppe Familiedyr nemlig udgivet en ”en evidensbaseret folder” om emnet. Her siges klart, at der er både fordele og ulemper forbundet med sterilisation og kastration af hunde, og det slås fast, at det er vigtigt at formidle disse til klienter, som søger råd med hensyn til, om de skal lade deres hund sterilisere eller kastrere.

I stigende grad betones det således fra Den Danske Dyrlægeforening, at klienter skal informeres om den faglige usikkerhed ved forskellige behandlinger. Dette er et resultat af en ændring af forståelsen af, hvilken etik der skal bære dyrlæge-klient forholdet og dermed et eksempel på, hvordan etikken udvikles over tid

Dyrlægeetik udvikler sig over tid

I Danmark såvel som i de lande, vi normalt sammenligner os med, var fokus for bare få årtier siden at det, der dengang blev kaldt dyrlægeetik, først og fremmest handlede om at begrænse unfair konkurrence og negativ omtale af kolleger. Det med konkurrencen har konkurrencemyndighederne i mellemtiden sat en effektiv stopper for. Hensynet til ”god kollegial adfærd” optræder stadig blandt dyrlægeforeningens etiske principper; men i mellemtiden er principper, som vægter hensynet til dyrene, klienterne og omverdenen rykket op på listen.

Dyrlægeetik er således ikke noget statisk, og vil utvivlsomt også udvikle sig i fremtiden. Spørgsmålet er så, hvordan det bedst sker. Her vil jeg gerne betone betydningen af kollegial dialog og respekt.

Behov for åbne og respektfulde diskussioner dyrlæger imellem

Jeg er ikke i tvivl om, at hensynene til dyrene, klienterne og omverdenen bakkes op af de fleste danske dyrlæger; men det er ikke ensbetydende med, at der er fuld enighed om, hvordan de forskellige hensyn skal vægtes i forhold til hinanden. Tværtimod viser en spørgeskemaundersøgelse rettet mod danske, britiske og østrigske dyrlæger i familiedyrspraksis, at det er muligt at identificere forskellige ”beslutningsetiske orienteringer”, som adskiller sig ved den vægt, der lægges på hensynet til de forskellige parter. Således var der fx nogle af dyrlægerne, som lagde mere vægt på hensynet til patienterne; mens andre lagde mere vægt på hensynet til klienterne.

Derfor må den til enhver tid gældende fælles dyrlægeetik ses som en fælles ramme for diskussioner dyrlæger imellem. Disse diskussioner bør der ikke lægges låg på. Tværtimod vil åbne og respektfulde etiske diskussioner dyrlæger imellem både bidrage til at skabe tryghed hos den enkelte dyrlæge, som ikke skal stå alene med sine etiske overvejelser, og de vil desuden være med til at udvikle dyrlægeetikken fremadrettet.

God dyrlægetik er et produkt af en løbende respektfuld diskussion internt blandt dyrlægerne og af en sideløbende i dialog med det omgivende samfund.

Du kan også læse klummen via DVTs hjemmeside 

Emner