Et stort antal kejsersnit dokumenterer problemer for sund hundeavl
En nyligt publiceret undersøgelse fra Københavns Universitet kortlægger udviklingen af kejsersnit hos danske racehunde og peger på vigtigheden af at rette op på uhensigtsmæssig hundeavl.
Af Peter Sandøe, Helle Friis Proschowsky og Jan Bojsen-Møller Secher, hhv. professor og lektorer ved Københavns Universitet.
En forkortet og redigeret udgave blev trykt i Politiken 27. september 2025.
Fødselskomplikationer er naturligt forekommende hos såvel mennesker som dyr. I slutningen af 1800-tallets England endte ca. én ud af 200 fødsler med moderens død, mens dødeligheden i slutningen af 1900-tallet var reduceret til næsten ingenting. Dette skyldes i høj grad udviklingen af lægevidenskaben, hvor ikke mindst muligheden for at foretage kejsersnit har reddet mange kvinders og børns liv.
Der findes ikke lige så detaljerede statistikker, når det kommer til hunde; men der er grund til at formode, at mange tæver og hvalpe, som ellers ville være gået til, i dag bliver reddet ved hjælp af kejsersnit. Dette er selvfølgelig godt; men medaljen har en alvorlig bagside. På trods af stor faglig dygtighed hos de ansvarlige dyrlæger er det langt fra ideelt for tæven og hvalpene at gennemgå et kejsersnit. Selv med god smertedækning vil indgrebet være forbundet med ubehag for tæven, og der kan efterfølgende opstå forskellige komplikationer. Mælkeproduktionen er ofte længere om at komme i gang, og især førstegangsfødende tæver kan have problemer med at knytte bånd til hvalpene.
Derudover kan det blive en dyr fornøjelse for hundeejeren – især hvis det drejer sig om en af de kortsnudede racer som mops, engelsk eller fransk bulldog, hvor flere forsikringsselskaber tager forbehold for kejsersnit. Nogle opdrættere af racer med høj risiko vælger et planlagt kejsersnit i dagtimerne, som er billigere end et akut kejsersnit med vagttillæg, men hvis dette bliver normen, vil sandsynligheden for kejsersnit vokse. Flere af de faktorer, som disponerer for fødselsbesvær, fx en nedsat evne til at skabe effektive veer, er nemlig genetisk betinget.
En undersøgelse, som vi har været med til at lave, indeholder analyser af over 35.000 hundefødsler i Danmark mellem 2013 og 2022, og den viser, at andelen af kejsersnit på tværs af alle racer er steget fra 13 % i 2013 til 16 % i 2022. Undersøgelsen, er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Theriogenology. Og den bygger på data, vi har fået stillet til rådighed af Dansk Kennel Klub, som stambogsfører ca. en tredjedel af de hunde, der fødes årligt i Danmark. Kennelklubben har længe været opmærksom på sammenhængen mellem avl og øget forekomst af kejsersnit og stiller derfor krav om, at alle opdrættere, der registrerer et kuld hvalpe, skal rapportere, hvordan fødslen er gået. Desværre ser det dog indtil videre ikke ud til, at indsatsen har været tilstrækkelig til at rette op på problemerne.
Hos mennesker har hyppigheden af kejsersnit også været stigende – fra 11% i 1982 til det nuværende relativt stabile niveau på ca. 20%. Der er ofte en del usikkerhed forbundet med at udpege årsagen til udviklinger over tid, men stigende alder for førstegangsfødende kvinder har været nævnt som en mulig faktor. Blandt hunde kan der også være andre faktorer end udvælgelsen af avlsdyr på spil. En tættere tilknytning mellem hund og ejer og dermed ændringer af ejernes risikovillighed kan være én af flere forklaringer.
Selvom det er bekymrende, at mere end hver sjette hundefødsel ender med et kejsersnit, og at andelen er steget, er det det mest opsigtsvækkende nok forskellen i niveauet af kejsersnit hos de forskellige racer. Pudler har således en andel af kejsersnit på omkring 5 %, mens franske og engelske bulldogs ligger på henholdsvis 61 % og 80 %. Det er allerede kendt viden, at de kortsnudede racer har høj risiko for kejsersnit, men det var overraskende, at også racer med mere ”normal” anatomi havde høje forekomster. Andelen af kejsersnit lå fx på 18% for golden retriever, 27% for newfoundlænder og 48% for berner sennen hunde.
Den 1. juli i år trådte en ny lovgivning i kraft, der bl.a. skal mindske de velfærdsmæssige problemer, som knytter sig til uhensigtsmæssig avl af hunde. Et af lovens krav er, at tæver, som har fået to kejsersnit, ikke længere må indgå i avl. Man kan håbe, at dette vil virke som incitament til at alle – og især de, der opdrætter racer med høj forekomst af kejsersnit – begynder at fokusere mere målrettet på at fremavle hunde, som kan føde deres hvalpe selv.
Dette kan dog være lettere sagt end gjort for de hårdest ramte af racerne, ikke mindst de kortsnudede, der er meget populære og i stor stil opdrættes udenfor den organiserede avl. Alle opdrættere af disse hunderacer er nemlig i henhold til den nye lovgivning også forpligtet til at lade deres avlshundes vejrtrækning undersøge for at sikre, at fremtidens hunde ikke i samme omfang som de nuværende har problemer med at trække vejret. Dermed kan avlerne ende i et svært dilemma, hvis det viser sig vanskeligt at finde tilstrækkeligt mange avlsdyr, der både kan trække vejret uhindret og føde deres hvalpe ved egen hjælp. Løsningen ligger ikke lige for, og nogle hunderacer er endt et sted, hvor det er svært at se, hvordan de avlsrelaterede sundhedsproblemer vil være løst inden for en overskuelig tidshorisont.