Behov for nytænkning for at forbedre dyrevelfærden i de danske stalde
Oplevelsen af en usikker verden hos forbrugerne trækker tæppet væk under markedsdrevne initiativer
Kronik af Peter Sandøe, Tove Christensen og Henning Otte Hansen, Københavns Universitet i Weekendavisen den 8. december 2025.
Der har længe eksisteret et misforhold mellem udbredte ønsker i befolkningen, dokumenteret i talrige spørgeskemaundersøgelser, om god dyrevelfærd hos landbrugets produktionsdyr og så de reelle forhold i det moderne industrialiserede husdyrhold. De forhold, som fx grise, malkekvæg og slagtekyllinger lovligt holdes under i den almindelige produktion, bliver af mange oplevet som alt for restriktive og pressede.
De fleste ønsker landbrugsdyr, som ikke får skåret legemsdele af for at kunne fungere i produktionssystemerne, som har bevægelsesfrihed og god plads til at bevæge sig på, har noget at tage sig til, og som i bedste fald har mulighed for at komme ud i det fri. Det står i skærende kontrast til fx den gængse svineproduktion, hvor over 90% af grisene får klippet et stykke af halen af, hvor langt de fleste søer står fikseret i en bøjle, når de farer og giver mælk til deres pattegrise, hvor de fleste slagtegrise ikke har andet at tage sig til end at bide i en pind placeret i et stativ, og hvor der er så lidt plads i stien, at grisene fylder det hele, inden de går til slagtning.
Dyrevelfærden hos landbrugsdyrene har også i flere omgange gennem de seneste årtier været et politisk opmærksomhedspunkt. Emnet, og især grisenes velfærd, fik særlig opmærksomhed, da Dan Jørgensen var fødevareminister fra 2013 til 2015. Samtidig var Dan Jørgensen bekymret for at stille for store krav til et erhverv, som sælger hovedparten af sin produktion på eksportmarkeder med hård priskonkurrence. »Hvis vi hæver kravene utopisk højt, så flytter produktionen bare til Ukraine. Og det hæver jo ikke dyrevelfærden samlet set,« udtalte han den gang.
For at give udviklingen et skub og give de forbrugere, som ikke var tilfredse med dyrevelfærden i standardproduktionen, en alternativ valgmulighed og samtidig give griseproducenterne mulighed for at få en ekstra pris for grisekød produceret under bedre forhold, iværksatte Dan Jørgensen arbejdet med udviklingen af et statsligt dyrevelfærdsmærke. Dette mærke med en graduering fra ét til tre hjerter blev i første omgang indført på grisekød i 2017, året efter på slagtekyllinger og til sidst i 2020 på mælk og andre mejeriprodukter. Der eksisterede allerede en række mærker; men med statslige hjerter blev tingene sat i system, og forbrugerne kunne vælge netop det niveau af dyrevelfærd, som de syntes var passende og var villige til at betale for.
At der stadig er politisk opbakning til det statslige dyrevelfærdsmærke fremgår af sidste års meget brede politiske forlig om dyrevelfærd ”Sammen om dyrene”. Her blev der blev sat ekstra midler af til styrkelse af mærket, idet parterne bemærker, at mærket ”er med til at skabe større efterspørgsel efter dyrevelfærdsmærkede fødevarer”, og at det ”kan bidrage til vækst i økologisk og anden produktion, hvor der er ekstra fokus på dyrevelfærd”.
På den baggrund skulle man tro, at dyrevelfærdsmærket har været en succeshistorie, hvor forbrugerne gennem deres valg i køledisken gradvist har fået løftet standarden i danske husdyrproduktion i en mere dyrevenlig retning. Desværre er det ikke sådan, det ser ud, når man, som os gennem en årrække, har fulgt udviklingen på området.
Lad os tage svineproduktionen. Her har forbrugerne siden 2017 kunnet vælge mellem flere niveauer af dyrevelfærd markeret med hjerter eller andre mærker. I den ene ende er der forbedret indendørs produktion, hvor grisene har hele haler, hvor søerne har bevægelsesfrihed i alle dele af produktionen, hvor slagtegrisene får halm at rode i, og hvor der er mere plads per gris i stalden. I den anden ende er der grisekød fra frilands eller økologiske produktioner, hvor søerne og deres smågrise lever på friland, og hvor slagtesvinene godt nok går indendørs, men har en slags altan at gå ud på og har endnu mere plads og får endnu mere halm end i den forbedrede indendørs produktion.
I starten gik det rimeligt godt. Fra 2018 til 2021 skete der mere end en fordobling af grise, som kunne sælges med et velfærdsmærke, fra knap en kvart til en halv million dyr per år. Dette var selvfølgelig kun en lille del af det samlede antal grise produceret i Danmark, 1,5%, da der var flest. Velfærdsgrisene blev og bliver primært nemlig primært produceret til det danske marked, som kun forbruger omkring 10% af det danske grisekød. Til gengæld udgjorde kød fra velfærdsgrisene en større andel af det danske forbrug af grisekød – 15% i 2021, hvoraf ca. halvdelen var fra forbedret indendørs produktion, og ca. halvdelen var fra frilands eller økologiske produktioner. Ikke overvældende, men en god start.
For de andre produkter, som fik et dyrevelfærdsmærke, nemlig kyllingekød samt mælk og andre mejeriprodukter, var der endnu større opbakning: Da det gik bedst, var det næsten 40% af det forbrugte kyllingekød, som havde gjort sig fortjent til et dyrevelfærdsmærke, hvoraf en tyvendedel var økologiske. I mælkeproduktionen gjorde godt 25% af produktionen sig fortjent til at danne grundlag for et produkt med et velfærdsmærke, hvoraf ca. halvdelen var økologisk.
I dag går det dog væsentligt dårligere med at sælge dyrevelfærdsprodukter, end det gjorde for nogle få år siden. Det ses tydeligt, når det drejer sig om grisene. Her er antallet af producerede velfærdsgrise faldet med ca. 25% siden 2021, og andelen af velfærdsgrise i det danske forbrug af grisekød er faldet fra 15 til 10%. Andelen af kyllingekød med et velfærdsmærke, som bliver købt af de danske forbrugere, er også faldet og var i 2024 på 33%. Og for velfærdsmælkens vedkommende er den producerede mængde faldet med 30% fra 2023 til 2024. Vi har endnu ikke tal for 2025; men intet tyder på, at den nedadgående villighed hos forbrugerne til at betale for bedre dyrevelfærd er vendt, tværtimod.
Forklaringen på denne udvikling var i første omgang nok primært økonomisk pres på de danske forbrugere med den høje inflation i forlængelse af Covid 19 krisen og den efterfølgende krig i Ukraine, hvor energipriserne eksploderede, og priserne på fødevarer steg dramatisk. Senere er energipriserne faldet igen, fødevarepriserne er holdt op med at stige så kraftigt, flertallet af de danske forbrugere har fået pæne lønstigninger og mange af dem sidder godt i det økonomisk.
Når viljen til at betale for ekstra dyrevelfærd alligevel ikke er begyndt at stige igen, hænger det formodentlig sammen med, at selv om økonomien er blevet bedre, så oplever de fleste en stor usikkerhed. Dette bliver måned for måned målt af Danmarks Statistik i form af en såkaldt forbrugertillidsindikator, som sammenfatter danskernes oplevelse af deres egen og landets økonomiske situation aktuelt og fremadrettet. Den tog et ordentlig dyk i 2022 og er nu stærkt på vej nedad igen, hvilket afspejles i, at forbruget generelt ligger væsentligt lavere end den disponible indkomst, og at opsparingen derfor er høj. I usikre tider holder man igen og sparer op.
På den måde kan man sige, at Donald Trump ved konstant at skabe usikkerhed om rammerne for international handel og den hidtidige sikkerhedspolitiske orden bidrager til at underminere dyrevelfærden i de danske stalde. Spørger man befolkningen, vil de fleste stadig gerne have bedre dyrevelfærd, og der er udbredt forargelse over de billeder, som jævnligt vises af forholdene for grisene i den almindelige svineproduktion. Men på grund af usikkerhed og stress magter færre at handle på deres holdninger, når de står nede foran køledisken.
Vejen frem er derfor nok bedre dyrevelfærdslovgivning, hvor politikerne skal foretage nogle svære afvejninger mellem at sikre reelle forbedringer for dyrevelfærden og bevare en konkurrencedygtig dansk husdyrproduktion.