Grisehyl og mediebrøl
(Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet)
(Bragt i Weekendavisen den 13. september 2024)
I denne kronik kritiserer Peter Sandøe DRs dokumentar om grisenes sprog for at tilsidesætte god forskningspraksis og for at oversælge forskningsresultater fra dokumentaren..
Onsdag den 4. september kørte jeg afsted mod DR-byen allerede lidt i fem om morgenen for at deltage i lanceringen af dagens store historie fra Danmarks Radio: Danske grise kan nu selv fortælle, hvordan de går og har det ude i de danske stalde. Baggrunden for historien var, at DR klokken 6 om morgenen offentliggjorde en dokumentar, hvor en række forskere oversatte griselyde optaget i ni forskellige stalde eller indhegninger til følelsesmæssige reaktioner hos grisene på de forskellige forhold, de bliver budt.
Nyheden breakede allerede i radioavisen kl. 5, mens jeg sad i bilen. Her kunne jeg høre, at grisene i de konventionelle stalde udtrykte stress i 25% af alle grynt og hvin, som kom fra dem. Dette blev fulgt af, at direktøren fra Dyrenes Beskyttelse udtrykte sin moralske forargelse over forholdene, som grisene lever under i de konventionelle grisestalde. Den vinkel på historien undrede jeg mig meget over – af grunde, som jeg skal vende tilbage til nedenfor.
I dokumentaren følger man, hvordan en forskergruppe ved Biologisk Institut på Københavns Universitet ledet af lektor Elodie Mandel-Briefer over en periode på 14 måneder arbejdede med at analysere optagede grynt, skrig og andre lyde fra grisene og langt om længe nåede frem til et resultat.
Forud for projektet havde forskerne i 2022 offentliggjort en videnskabelig artikel, hvor de viste, at det er muligt at klassificere de lyde, grise udtrykker i form af grynt, hyl m.m. i forhold til de bagvedliggende følelser og oplevelser hos grisene. Til slut i denne artikel skrev de, at ”resultaterne peger på, at det vil være muligt at udvikle et automatisk system til at overvåge grisenes velfærd på det enkelte landbrug”.
Denne lovende idé fik dokumentaristen Miki Mistrati øje på og tog kontakt til forskerne. Der blev indgået en samarbejdsaftale mellem Miki Mistratis produktionsselskab og Københavns Universitet, ifølge hvilken produktionsselskabet foretog optagelserne af grisene, og forskerne analyserede indholdet af lydoptagelserne og dernæst afleverede deres resultater til produktionsselskabet. For det modtog universitetet penge til at aflønne nogle af de forskere, der bidrog til undersøgelserne.
Da lederen af projektet ikke taler dansk, blev jeg af DR bedt om at optræde som fagpersonen i diverse nyheds- og debat-udsendelser i løbet af onsdagen, hvor historien skulle deles med den brede offentlighed. Dette skete efter aftale med forskergruppens leder, som delte resultaterne og drøftede dem igennem med mig. Jeg medvirker også selv kort i dokumentaren som ekspert. Derfor følte jeg mig klædt godt på, da jeg onsdag morgen landede i DR-byen for at lade mig interviewe i P1 Morgen.
Jeg kunne starte med at dementere den første påstand i DR’s oplæg til historien, nemlig at forskerne ”for første gang i verdenshistorien” havde ”lært grisenes sprog” og dermed kunne afkode, hvordan grisene har det i staldene. Der er lavet masser af forskning, hvor man måler grises reaktioner i form af fx unormal adfærd eller forhøjet niveau af stresshormoner. Det nye er her, at man får sammenkoblet de forskellige griselyde til, om grisene formodes at have det godt eller skidt. Dette er et pænt stykke fra at gøre rede for det, vi normalt kalder sprog.
Dernæst kunne jeg forsøge at udlægge de fundne resultater, som var noget mindre entydige, end man fik indtryk af fra de første indslag i Radioavisen og på P1 morgen.
Man havde målt lyde hos såkaldte slagtegrise, dvs. grise, som bliver fedet op fra ca. 30 kg. Dette havde man gjort 15 minutter hver time over en uge i ni besætninger, hvoraf fire var konventionelle besætninger, tre var økologiske og to havde et system, hvor grisene går uden døre hele deres liv – i udsendelsen kaldet ”fritgående” grise. Lydene fra grisene have forskerne opdelt i tre grupper, hvor ”lykkelig” og ”stresset” var de to ekstremer, og hvor der også var en gruppe i midten.
Det første, jeg kunne bemærke om forskernes fund, var, at der forekom en meget stor spredning, især inden for de konventionelle besætninger. Det omtalte gennemsnit på 25% stressede grise dækkede over et spænd fra 11% til 42%. Faktisk var den bedste konventionelle besætning helt på niveau med den bedste besætning med ”fritgående” grise. Derfor er det meget svært at konkludere noget entydigt om, hvordan det generelt står til med grisenes velfærd i de konventionelle stalde. (Personlig er jeg nok noget skeptisk i forhold til, om de rammer, grise bliver tilbudt i en konventionel slagtesvinestald, er tilstrækkelige til at sikre god velfærd, men her skulle jeg bare holde mig til at udtale mig om, hvad forskningen viste.)
Dernæst kunne jeg bemærke, at der var en særdeles høj andel af stress-lyde i de to økologiske slagtesvinestalde, henholdsvis 44% og 56%, hvilket er meget mere end i de konventionelle slagtesvinestalde. Dette kan undre, da de økologiske slagtesvin har 3,5 gange så meget plads som de konventionelle, har adgang til halm og har adgang til et lille udeareal. En mulig forklaring, som jeg luftede både her og i andre udsendelser i dagens løb, kunne være, at de økologiske grise starter deres tilværelse udendørs på en mark og efterfølgende bliver lukket ind på et betongulv, hvor de bliver fedet op. Måske de økologiske grise reagerer negativt på kontrasten, mens de konventionelle grise ikke oplever en tilsvarende kontrast?
Min tidligere omtalte undren over vinklingen af interviewet med direktøren for Dyrenes Beskyttelse hænger sammen med de sidstnævnte fund. Som bekendt anbefaler Dyrenes Beskyttelse forbrugerne at købe økologisk grisekød; men hvordan kan direktøren for Dyrenes Beskyttelse så slippe afsted med at kritisere stress-niveauet i den konventionelle produktion, uden at blive konfronteret med, at der er fundet et næsten dobbelt så højt stress-niveau i den form for grise-produktion, som hendes organisation anbefaler?
Da jeg spurgte til dette hos DR, fik jeg fra en ledende medarbejder den besked, at man havde valgt at adskille diskussion om den konventionelle produktion fra diskussionen om den økologiske for at ikke at forvirre lytterne. Altså ville DR her hellere have simple, men tendentiøse, end komplicerede, men til gengæld sagligt nuancerede, budskaber. Her synes jeg personligt, at DR undervurderede sine lyttere og misforvaltede sin rolle som public service medie.
Set fra en universitetssynsvinkel er sagen yderst interessant. Der var tale om en ny måde at gøre tingene på, også for de pågældende forskere selv: Forskerne delte foreløbige resultater med en dokumentarist, der i samarbejde med DR på forskellige platforme klart præsenterede resultaterne som mere og andet end det. Selv om forskerne selv meget tydeligt har pointeret, at der netop kun er tale om foreløbige resultater og ikke i dokumentaren oversælger deres fund, synes jeg godt man kan diskutere, om dette er vejen frem.
Efter min opfattelse vil det fremadrettet være godt, at forskere som hovedregel følger den slagne vej. Det betyder, at de selv skal bearbejde og fortolke deres resultater og derpå udarbejde et manuskript, der bliver sendt til videnskabeligt tidsskrift. Her vil kompetente fagfæller vurdere manuskriptet og levere deres kritiske kommentarer inden den endelige tilretning og publicering. Først derefter kan resultaterne fremlægges i medierne. Det koster selfølgelig ekstra tid, men dette vil efter min opfattelse blive opvejet af hensynet til at garantere den nødvendige kvalitetssikring af forskningen. Hvis der ligger en videnskabeig artikel, vil alle parter have mulighed for at kigge forskningen efter i sømmene og protestere mod eventuelt oversalg af resultaterne i medierne.