Hvornår skal dyrlægen ringe til politiet?
Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd.
(Klumme bragt i Dyrlægen nr. 2, 2023)
I denne klumme forsøger Peter Sandøe at gøre rede for de pligter, dyrlæger har til at gribe ind over for uforsvarlig behandling af dyr, og at lægge op til en etisk diskussion af, hvordan disse pligter forvaltes i praksis.
Som almindelige borgere har vi normalt ikke en pligt til at blande os, hvis vi erfarer, at andre mennesker bryder gældende lovgivning. Hvis jeg fx ser, at min nabo taler i mobiltelefon, når hun kører bil, eller jeg finder ud af, at hun laver sort arbejde, så er det helt op til mig selv, om jeg vil fortælle hende, at jeg synes, hun skal overholde loven, og om jeg vil melde hende til politi eller skattemyndigheder, hvis hun ikke efterkommer min opfordring. Jeg bryder ingen love ved at se til, uden at gribe ind. I rigtig mange sociale sammenhænge vil det tværtimod nok blive set som rigtig dårlig stil, hvis man påtager sig rollen som lovens forlængede arm.
Personligt afholder jeg mig også for det meste fra at blande mig i mine medborgeres forskellige lovbrud. For mig er grænsen dog nået, når andres sikkerhed og velfærd er på spil. For eksempel har jeg en gang måttet sige til en beruset bekendt, at jeg ville ringe til politiet, hvis han satte sig ind i sin bil.
Dyrlæger adskiller sig her fra os andre ved, at de i henhold dyrevelfærdsloven har en særlig pligt at blande sig, når de erfarer, at der foreligger en lovovertrædelse. Her står det i § 39, at en dyrlæge har en pligt til at blande sig, hvis hun eller han ”bliver bekendt med, at et dyr behandles uforsvarligt” (den fulde formulering af § 39 er gengivet som illustration til denne artikel). Manglende overholdelse af denne pligt er i henhold til § 58 i samme lov belagt med bødestraf. Der er derfor god grund til, at man som dyrlæge her nøje overvejer sine pligter og de etiske dilemmaer, disse kan give anledning til.
Et godt sted at starte er i juristen Søren Stig Andersens netop udgivne kommentar til Dyrevelfærdsloven, som er omtalt i andet steds i dette nummer af Dyrlægen. Her finder man oplysende svar på tre centrale spørgsmål, som § 39 giver anledning til:
- I hvilke sammenhænge har man som dyrlæge særlige pligter?
- Hvilke overtrædelser af dyrevelfærdsloven og andre love udløser disse pligter?
- Hvad er man forpligtet til at gøre, når man støder på en overtrædelse?
Hvad jeg skriver i det følgende, bygger i alt væsentligt på Søren Stig Andersens fremstilling.
Med hensyn til det første spørgsmål, så har dyrlæger (dvs. personer, der har autorisation til at arbejde som dyrlæger i Danmark) i henhold til § 39 særlige pligter i to sammenhænge. Dyrlæger har helt generelt pligt til at blande sig, hvis de bliver bekendt med, at dyr bliver behandlet uforsvarligt, også når de ikke er på arbejde. I henhold til Søren Stig Andersen gælder det alle situationer, hvor dyrlægen personligt har erfaret, at et dyr er blevet behandlet uforsvarligt. Derimod gælder bestemmelsen ikke ”hvis en dyrlæge informeres om uforsvarlig behandling af dyr af tredjemand eller f.eks. ser det på fjernsyn”. Desuden har dyrlægen særlige pligter, når hun i arbejdssammenhæng tilser et tilskadekommet eller sygt dyr, som hun skønner er bedst tjent med at blive aflivet.
Hvad angår det andet spørgsmål, er det vigtigt at gøre sig klart, at det kun er en del af de mange mulige overtrædelser af dyrevelfærdsloven, der udløser pligter hos dyrlægen. Det er de tilfælde, hvor dyret ”behandles uforsvarligt”, eller de tilfælde, hvor ejer ikke imødekommer en opfordring fra dyrlægen om aflivning af dyret, med ”unødig lidelse” til følge. Når det kommer til andre overtrædelser af dyrevelfærdsloven og til overtrædelser af en række andre beslægtede love, har dyrlægen derimod ikke en pligt til at gribe ind. Det gælder fx hvis fx en dyrlæge bliver klar over, at en hund er ulovligt importeret, eller at den tilhører en ulovlig hunderace.
Hvad der menes med, at et dyr behandles uforsvarligt eller oplever unødig lidelse, kan nok bedst forstås i sammenhæng med lovens § 2, som stiller krav om forsvarlig behandling og uddyber dette ved at sige, at dyret skal ”beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe”. Uforsvarlig behandling af et dyr forudsætter derfor efter alt at dømme, at dyret påføres lidelse og andre negative oplevelser eller varigt men.
Unødig lidelse opstår i sammenhæng med § 39, når der ikke er udsigt til at behandling kan afslutte eller lindre lidelsen hos et dyr, dyrlægen tilser, og ejer alligevel afviser en aflivning. Da ubehag i mild til moderat grad er en uundgåelig del af livet for både dyr og mennesker, må der være tale om ubehag af længere varighed og/eller stor intensitet, for at der kan siges at foreligge uforsvarlig behandling eller unødig lidelse.
I forhold til det tredje spørgsmål, skal dyrlægen, hvis hun konkluderer, at der i en sag er tale om uforsvarlig behandling af et dyr, som det første bidrage til, at dyrets ubehag eller lidelser bringes til ophør. Kan det ikke lade sig gøre, skal der ske en anmeldelse til politiet. Og det skal der i alle tilfælde ske, hvis forholdet er groft.
Tilsvarende gælder, hvis dyrlægen tilser et tilskadekommet eller sygt dyr, som ikke kan leve videre uden unødig lidelse. Her skal dyrlægen opfordre til en aflivning, og hvis klienten ikke følger dyrlægens forslag, skal hun melde klienten til politiet. I tilfælde, hvor det vil føre til unødige lidelser at afvente en afgørelse fra politiet kan (ikke skal!) dyrlægen vælge at aflive dyret straks imod ejerens vilje.
På grundlag af utallige samtaler og diskussioner med dyrlæger og dyrelægestuderende gennem årene vil jeg påstå, at denne lovgivning giver anledning til to væsentlige etiske udfordringer:
Den første er at trække grænsen mellem, hvad der forsvarlig, uforsvarlig og groft uforsvarlig behandling af dyr, og mellem, hvad der er begrundet og unødig lidelse. Forskellige personer, også inden for dyrlægestanden, trækker disse grænser forskelligt. Et stykke hen ad vejen kan man finde hjælp i udtalelser og afgørelser fra Det Veterinære Sundhedsråd og afgørelser fra domstolene. Grundlæggende er der dog tale om elastik i metermål. Hvor langt elastikken kan og skal strækkes, er i høj grad overladt til den enkelte dyrlæges personlige afgørelse og ansvar.
Den anden udfordring er, at dyrlæger gerne så vidt muligt vil gå dialogens vej i forhold til deres klienter og derfor ofte vil være meget tilbageholdende, og nogle gange mere tilbageholdende end lovens bogstav tillader, med at melde en klient til politiet. Problemet her er ikke de få klienter, som er uden for pædagogisk rækkevidde. Det er derimod de mange klienter, som er lydhøre og ægte kede af det. Her tænker jeg ikke mindst på klienter, som kommer alt for sent i forhold til at gøre noget ved et alvorligt sygt eller tilskadekommet dyr. Det kan være ejeren af en stærkt afmagret kanin, som ikke har kunnet æde på grund af forvoksede tænder. Eller det kan være svineproducenten, som ikke har kunnet tage sig sammen til at aflive en syg eller skadet so.
Hvis klienten straks følger dyrlægens opfordring om at få dyret aflivet eller behandlet og i øvrigt viser tegn på anger, skal dyrlægen så melde klienten til politiet? Det skal dyrlægen i de grove tilfælde, hvis man tager § 39 på ordet. Mit indtryk er dog, at rigtig mange dyrlæger i sådanne situationer vil undlade at anmelde klienten til politiet, dels fordi det er svært se pointen med, at klienten bliver straffet, når vedkommende er ægte ked af det og ikke har nogen intention om at gentage sin brøde, dels fordi dyrlægen ønsker at fortsætte samarbejdet med klienten.
Jeg vil tro, at håndteringen af etiske udfordringer som disse er en psykisk belastning for mange dyrlæger. Et vigtigt bidrag til at mindske denne belastning er en god kollegial dialog, så dyrlægen ikke skal stå alene med sine bekymringer.