Dyrevelfærd eller naturlighed? Et centralt dilemma i forvaltningen af vilde og forvildede dyr
Af Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet, Janne Winther Christensen, lektor ved Aarhus Universitet, og Mette S. Herskin, seniorforsker ved Aarhus Universitet
(Denne version er bragt i Dyrlægen, 2023 og i Politiken den 3. august, 2023 i en lettere redigeret udgave)
I denne klumme forsøger Peter Sandøe sammen med Janne Winther Christensen og Mette Herskin at kaste et nyt blik på diskussionen om dyrevelfærd for de udsatte dyr i de kommende naturnationalparker. Det sker ved at knytte an til en bredere etisk diskussion om forvaltningen af vilde dyr. Her skal foretages en afvejning af hensynet til naturlighed og hensynet til at sikre dyrenes velfærd.
Der er planer om at sætte heste ud i de kommende naturnationalparker. Disse domesticerede efterkommere af de uddøde vildheste kan blive en del af en ny såkaldt forvildet natur i det ellers naturfattige danske landskab. De udsatte heste vil kunne få positive oplevelser relateret til udfoldelse af naturlig adfærd, som typisk ikke bliver de heste til del, der lever som tamdyr i menneskelig varetægt. Det kan fx være at leve i flokke med hopper, føl og en hingst sammen. Det kan også være selv at søge føde i et varieret miljø.
Uden menneskelig indblanding ville hestene efterhånden tilpasse sig til et vildere liv gennem naturlig selektion af de mest nøjsomme og tilpasningsdygtige individer. Her ville en del dyr med stor sandsynlighed dø af sult og sygdom undervejs. En sådan proces vil være i klar strid med såvel lovgivning om dyrevelfærd som erklærede politiske ambitioner om ikke at ’gå på kompromis med dyrevelfærd’ i naturnationalparkerne. Derfor har vi tidligere udtrykt støtte til, at der trækkes etiske og dyrevelfærdsmæssige grænser for måden, de udsatte dyr skal forvaltes på.
Det synspunkt er biodiversitetseksperten, professor Rasmus Ejrnæs, Aarhus Universitet ikke enig i. Således skrev han i foråret med adresse til os på Twitter: ”Jeg foreslår et alternativt etisk perspektiv, inspireret af mine lærere i yoga og meditation: Lidelse skyldes vores tvangsprægede vane med at hige efter positive oplevelser og afvise negative oplevelser. Frihed og kærlighed kommer af at acceptere livet. … Kæden er hoppet af for tamdyrforskerne her, som mener det vilde liv er alt for ubehageligt og derfor uetisk. Fører man tanken til ende, må vi udrydde parasitter og rovdyr og indføre p-piller, sygesikring og smertelindring for vildtlevende planteædere.”
Ejrnæs’ udsagn om, at det er udtryk for et forkvaklet etisk perspektiv at se det naturlige vilde liv som lidelsesvoldende og derfor negativt, og hans påpegning af udfordringer i forhold til at trække grænser for, hvor meget vi mennesker skal blande os i de vilde dyrs liv, fortjener et svar: I stedet for at lytte til lærere i yoga og meditation, bør Ejrnæs henholde sig til evolutionsbiologen Richard Dawkins, som siger, at
den totale sum af lidelse, der årligt optræder i naturen, er uden for vores fatteevne. I løbet af de minutter, som det tager mig at konstruere denne sætning, er der tusinder af dyr, som bliver ædt levende, andre løber for livet, klynkende af frygt, andre bliver langsomt ædt op indefra af gnavende parasitter, tusinder at alle slags dør af sult, tørst og sygdom.
At tro at der er en en-til-en sammenhæng mellem det naturlige og det gode dyreliv er udtryk for en udbredt, men efter vores mening, fejlagtig naturromantik.
Til gengæld styrker dette Ejrnæs’ anden pointe om behovet for at trække en grænse for, hvor meget vi skal blande os i vilde dyrs liv for at sikre deres velfærd. Skal bekymringerne for dyrevelfærden fx udstrækkes til de rigtige vilde dyr og ikke kun udsatte dyr i naturnationalparkerne?
En dyregruppe, hvis velfærd i naturen kan være udfordret, er planteædere som fx hjorte. I store dele af Europa og Nordamerika lever der ikke længere rovdyr, som kan begrænse antallet af hjorte. Hjortenes velfærd kan derfor blive påvirket negativt, når antallet af dyr stiger, hvis vi mennesker ikke blander os.
Mens man i mange Europæiske lande løser udfordringer forbundet med unaturligt store bestande af hjorte ved at lade jægere skyde overskuddet af for eksempel kronhjorte, ser situationen anderledes ud i dele af det østlige USA, hvor bestanden af den lokale hjorteart, whitetailed deer – Virginiahjort, samme art som Disneys Bambi, er steget voldsomt.
I USA er der en stigende modstand mod at skyde hjortene. I stedet forsøger man at løse problemet ved at bruge sterilisation og forskellige former for prævention. Dette er kostbare løsninger, som samtidig ændrer dyrenes naturlige liv dramatisk.
Tendensen fra USA afspejler en bevægelse, som kalder sig ”compassionate conservation”, hvilket kan oversættes til barmhjertig eller medfølende naturbeskyttelse. Denne bevægelse afviser at løse problemer med meget store bestande af vilde dyr ved at slå overskuddet af dyr ihjel gennem jagt og lignende aktiviteter. I stedet skal der anvendes ”ikke-dræbende” metoder som fx de ovennævnte. Dette bakkes op af en filosofisk strømning med bl.a. den spanske filosof Oscar Horta i spidsen.
Horta ser et klart dilemma mellem naturbeskyttelse, som den i dag praktiseres, og så dyrevelfærd, der i hans forståelse inkluderer et krav om ikke at slå unge og sunde dyr ihjel. Og Horta vælger klart side. For ham trumfer dyrevelfærd den form for naturbeskyttelse, som den moderne vildtbiologi typisk anbefaler. Horta er fortaler for at gribe ind i naturens gang gennem vaccination, prævention og smertelindring – i det omfang det er praktisk muligt. For ham er en dynamisk vild natur med masser af lidelse en form for grusomhed, som vi skal bekæmpe, lige som vi har bekæmpet infektionssygdomme og spædbørnsdødelighed hos mennesker.
Spørgsmålet er, om der kan findes en mellemposition mellem de to yderpunkter – Rasmus Ejrnæs’ syn på lidelsen som en del af det gode liv for de vilde dyr, og Oscar Hortas ønsker om at udstrække velfærdsstatens ideologi til dyrene i den vilde natur? Sagt på en anden måde – kan man være filosofisk pluralist og lægge vægt på både dyrevelfærd og naturlighed? At kunne svare ja hertil kræver, at man forklarer, hvordan de to værdier konkret skal afvejes.
Som vi ser det, så rummer dansk naturforvaltning eksempler på netop dette – f.eks. at vi i Danmark gennem kontrolleret jagt forvalter bestande af vilde hjorte, så man dermed undgår overbefolkning. Fra forskning på Københavns Universitet ved vi, at et stort flertal af danskerne står bag en sådan praksis. Anden forskning fra Københavns Universitet har dog vist, at danskernes holdninger er lidt anderledes, når det drejer sig om udsætning af heste og andre store dyr i naturen. Der er her stor opbakning til ideen om rewilding, men samtidig en bekymring for, om der bliver taget ordentlig hånd om dyrenes velfærd. Fx er der en bekymring for, at dyrene kommer til at sulte. Samtidig er der modstand mod at aflive overskydende dyr. En folkelig accept af de nye naturnationalparker synes derfor at forudsætte, at man ikke i biodiversitetens navn giver køb på dyrevelfærden.