Er en klimavenlig husdyrproduktion også altid dyrevenlig?
Af Peter Sandøe, professor og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd ved Københavns Universitet.
(Klumme bragt i Weekendavisen den 11. december 2020)
Er en klimavenlig produktion af kød, mælk og æg også altid dyrevenlig? Og hvad stiller man op, hvis der er et dilemma mellem de to hensyn? Disse spørgsmål dannede rammen for den årlige dyrevelfærdskonference, som Videncenter for Dyrevelfærd (et samarbejde mellem myndigheder og universiteter) afholdt torsdag den 5. november i år.
På konferencen var der oplæg fra seks forskere og tre repræsentanter fra henholdsvis det konventionelle og det økologiske husdyrbrug. Oplægsholderne var alle enige om to vigtige præmisser for debatten: for det første at husdyrproduktionen er en væsentlig kilde til udslip af klimagasser, og for det andet at et ensidigt fokus på at gøre husdyrproduktionen mere klimavenlig kan have negative konsekvenser for dyrevelfærden. Til gengæld var der væsentlige uenigheder med hensyn til, hvordan man bedst får balanceret hensynet til henholdsvis klima og dyrevelfærd.
Husdyrenes betydning for klimaforandringer og andre menneskeskabte påvirkninger af miljøet og naturen kom for alvor på dagsordenen i 2006, da FNs fødevareorganisation FAO udgav rapporten Livestock’s Long Shadow. Heri argumenterede de ansvarlige forskere for, at husdyrproduktionen på verdensplan var ansvarlig for ikke mindre end 18% af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser (et tal som efterfølgende er justeret en smule ned). Endvidere pegede de på, at man kan og bør mindske husdyrproduktionens klimaaftryk ved hjælp af intensivering.
Sammenhængen mellem mere intensiv husdyrproduktion og mindre klimabelastning kan illustreres ved hjælp af udviklingen inden for slagtekyllingeproduktionen, som i dag er den mindst klimabelastende form for husdyrproduktion. Per 100 g protein er klimabelastningen for konventionelt kyllingekød knap halvdelen af belastningen fra grisekød og i størrelsesordenen en syvendedel af belastningen fra oksekød. Faktisk er moderne slagtekyllinger så effektive til at omsætte deres foder, at omkring 45% af næringsindholdet i deres foder bliver til kyllingekød.
Denne store effektivitet skyldes et avlsarbejde, som for alvor begyndte efter 2. verdenskrig. Indtil da havde kyllingekød været noget, man fik ved at opfodre de overskydende hanekyllinger fra ægproduktionen. Gennem målrettet udvælgelse af de kyllinger, som voksede hurtigst og producerede mest muligt kød, udviklede avlsselskaberne den moderne slagtekylling, som vokser meget hurtigere og bliver meget større end den æglæggende høne. Der har ifølge én undersøgelse været en stigning i slagtekyllingens vækstraten på hele 376% fra 1957 til 2005.
Det er selvfølgelig økonomien, som har været den drivende kraft bag dette. Produktionen blev mere og mere effektiv, så producenterne kunne vedblive med at tjene penge, samtidig med at forbrugerne fik stadigt billigere kyllingekød. Som en konsekvens heraf kan det i dag slet ikke betale sig at opdrætte de daggamle hanekyllinger fra produktionen af æglæggende høner – de bliver i dag typisk gasset og destrueret.
At man fik fremavlet kyllinger, der voksede så ekstremt hurtigt, har dog haft en alvorlig pris i form af øget forekomst af en bred vifte af velfærdsproblemer for såvel kyllingerne selv som for de høner og haner, der bliver brugt til at producere æggene til de kommende slagtekyllinger. For slagtekyllingerne har et væsentligt problem været en dramatisk vækst i invaliderende benproblemer. For forældredyrene har problemet været sult og stress, fordi de får meget mindre at æde, end de har appetit til (for ellers ville de bl.a. blive for fede til at lægge æg og kunne stå på deres ben).
I det indledende foredrag på konferencen bakkede professor Alistair Lawrence fra universitetet i Edinburgh op om initiativer fra bl.a. FN til at gøre dyrevelfærd til en del af målet for en bæredygtig udvikling i husdyrbruget. Dette er en rigtigt god idé i den forstand, at det et langt stykke af vejen har vist sig muligt at optimere både i forhold til klima og dyrevelfærd. Det kan slagtekyllingerne også bruges til at illustrere.
I 1990erne kom der således fokus på bl.a. den store forekomst af benproblemer hos slagtekyllingerne. De store avlsselskaber reagerede ved at selektere for kyllinger, der havde færre benproblemer, parallelt med en fortsat selektion for hurtig vækst. Det virkede! Således faldt andelen af slagtekyllinger med alvorligt gangbesvær i den danske produktion fra omkring 30% i slutningen af 90erne til omkring 5% godt 10 år senere, uden at kyllingekød af den grund blev dyrere.
Der er dog ikke win-win hele vejen. På konferencen viste seniorforsker Anja Riber fra Aarhus Universitet resultater fra en sammenligning af benproblemer hos de konventionelle og økologiske slagtekyllinger. Hun fandt, at selv om der stadig var lidt større forekomst af alvorlige benproblemer hos de konventionelle end hos de økologiske kyllinger, så var forskellen ikke dramatisk, selv om de økologiske kyllinger vokser omkring halvt så hurtigt som de konventionelle. Til gengæld var der dramatisk flere af de mindre alvorlige benproblemer hos de konventionelle end hos de økologiske kyllinger. De konventionelle kyllinger er således dårligere gående end de økologiske. I sit indlæg på konferencen viste Anja Riber, hvorledes de konventionelle kyllinger som konsekvens heraf sidder mere ned og bevæger sig mindre end deres økologiske artsfæller. Selv om de konventionelle kyllinger måske ikke lider så meget mere end de økologiske, har de mindre af det naturlige liv og den positive velfærd, som er en vigtig del af dyrevelfærden ifølge både Anja Riber og Alistair Lawrence.
For forbrugeren udestår spørgsmålet derfor stadig, om det er bedst at vægte klimaet fremfor dyrevelfærden. I givet fald skal man købe kød fra de såkaldte turbokyllinger fra den konventionelle produktion. Hvis man lægger mest vægt på dyrevelfærd, skal man måske købe kød fra den økologiske produktion, som til gengæld har ca. 50% større klimabelastning per kg kød. Man kan også vælge mellemløsningen i form af den lidt langsommere voksende kylling, som en række dagligvarekæder er begyndt at sælge.
Tilsvarende dilemmaer knytter sig tilsyneladende også til valget at forskellige typer af grisekød. Ifølge en oversigt over klimaeffekten af henholdsvis konventionel og økologisk svineproduktion i fire europæiske lande, som blev vist på konferencen, har den økologiske produktion konsekvent den største klimaeffekt per produceret kg svinekød – selv om forskellen i effekten her er mindre og mere omstridt end for slagtekyllinger.
I forhold til hvordan man skal forholde sig til sådanne dilemmaer, kom der modstridende meldinger fra indlægsholderne på konferencen. Landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, Sybille Kyed, argumenterede for, at vi sagtens kan kombinere forbrug af økologisk kød med at leve klimavenligt. Hun henviste til rapporten fra den såkaldte EAT-Lancet Kommission fra 2018, der kom med anbefalinger til en optimal diæt i forhold til både sundhed og bæredygtighed (herunder klimamæssigt forsvarlig produktion). Hvis vi nøjes med at spise de relativt begrænsede mængder af kød og andre animalske produkter, som kommissionen anbefaler (for danskernes vedkommende ca. en halvering af det nuværende forbrug), vil det være muligt på samme tid at spise 100% økologisk og klimamæssigt forsvarligt. Sybille Kyed argumenterede i forlængelse heraf for, at vi i Danmark skal omlægge til en langt mindre husdyrproduktion, end den vi har nu.
Ikke uventet var repræsentanten for det danske svineerhverv, hvor 90% af produktionen går til eksport, ikke enig. I forhold til klimabelastning, argumenterede sektordirektør Christian Fink Hansen således for, at den konventionelle danske svineproduktion er overlegen sammenlignet med en del andre lande, som dansk svineproduktion konkurrerer med på det internationale marked. Han mener derfor, at det vil være en dårlig idé, at vi i Danmark skruer ned for eller ligefrem afvikler den konventionelle eksportorienterede danske svineproduktion af hensyn til klimaet. Ifølge Christian Fink Hansen kan vi i Danmark tjene penge på at producere svin til eksport og samtidig bidrage til at modvirke klimaforandringerne, idet produktionen i Danmark sker på en klimamæssigt set relativt forsvarlig måde.
På spørgsmålet, om en klimavenlig produktion af kød, mælk og æg også kan være dyrevenlig, kom der ikke noget simpelt ja/nej svar fra oplægsholderne. Et stykke af vejen kan det lade sig gøre at forene de to målsætninger. I sidste ende vil der dog, fx i forbindelse med produktion af kyllinge- og svinekød, fortsat være et dilemma mellem enten at satse på en intensiv og klimavenlig produktion med en i bedste fald tålelig dyrevelfærd og en mere ekstensiv og dyrevenlig produktion med et større klimaftryk per produceret enhed. Og der var blandt oplægsholderne ikke enighed om, hvordan de to hensyn skal vægtes i forhold til hinanden.