Den beskidte krig mod rotterne i mit udhus – hvornår får den ende?
Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet
(Bragt i Weekendavisen den 10. maj 2019)
I denne klumme reflekterer Peter Sandøe over den dobbeltmoral, der hersker i forhold til behandling af rotter: Mens forsøgsrotter ikke må opleve langvarig og intens lidelse, foreskriver loven, at rotter skal aflives ved hjælp af en langtsomt virkende gift.
I sidste uge opdagede jeg, at der var en mus i en fælde, jeg en uge tidligere havde sat op under min køkkenvask. Anledningen til opdagelsen var en ubehagelig, kvalm lugt, jeg fik i næseborene, hver gang jeg skulle putte noget i skraldespanden. I første omgang troede jeg, det var skraldespanden, den var gal med. Men da jeg uden effekt på den grimme lugt havde båret begge skraldeposer ud, mindede min kone mig om musefælden. Og ganske rigtigt var der en mus, som formodentlig havde fået en hurtig og smertefri død, da fældens kæber klappede sammen om dens hals, mens den forsøgte at få tag i de rosiner, jeg havde placeret som lokkemad inde i fælden. Den lille sø af ildelugtende kropsvæsker tjente nu som et posthumt ”tak for sidst” fra musen.
Når man som jeg bor i et gammelt hus langt ude på landet, omgivet af marker, vænner man sig til, at der i vinterhalvåret skal kæmpes mod indtrængende mus. De er relativt lette at fange i klapfælder. Så det er bare med at komme i gang med at sætte fælder op, når man hører puslen i hjørnerne eller støder på små sorte muselorte eller ildelugtende og klistrede pletter med musetis. En sjælden gang kan man være nødt til at kasserere en pose mel eller rosiner, som musene har nydt godt af, inden fælden klappede. Men i det store og hele er problemet med musene til at overse og håndtere. Og da musene næsten altid får en hurtig og smertefri død, er dette ikke noget, som bekymrer mig synderligt.
Anderledes er det med rotterne, der hvert år invaderer mit udhus, som er en gammel staldbygning. Efter alt at dømme kommer mine rotter fra samme sted som musene, nemlig fra de omgivende marker, mens de inde i byerne ofte kommer fra kloakkerne. Gudskelov har rotterne ikke fundet vej ind til huset, hvor vi bor, eller til det rum i udhuset, hvor vi har madvarer. Det første, jeg ser til dem, er, at der begynder at ligge lidt jord ved siden af et hul i betongulvet i det ene hjørne af rummet, hvor jeg har mit værksted. Inden jeg ser mig om, er jordbunken så stor, at der skal en trillebør til at køre den væk. Da dette har stået på hvert år i snart tre årtier, formoder jeg, at rummets betongulv er totalt undermineret. Samtidig sætter rotterne sig spor i form af ildelugtende efterladenskaber og ved at tage for sig af alt i mine skuffer, som kan bides i stykker. I den skuffe, hvor der tidligere stod fire papkasser med søm, ligger der nu en stor bunke søm iblandet papstykker og rottelort.
Da et par rotter som bekendt på meget kort tid kan blive til mange (ifølge den seneste officielle vejledning om rottebekæmpelse har undersøgelser vist, at ét par rotter på et år kan blive til 862 individer), så nytter det ikke noget at sidde på hænderne i forhold til komme i gang med at bekæmpe dem. Og det er faktisk heller ikke noget, man selv bestemmer, om man skal gøre. Mens bekæmpelse af mus er en privatsag, og jeg derfor uden indblanding fra myndighedernes side kunne lade mit hus blive til én stor muserede, har jeg som borger faktisk pligt til at melde tegn på rotter til kommunen, som til gengæld har pligt til at sende en rottebekæmper.
Gennem de første mange år fik jeg lov at føre kampen mod rotterne selv ved hjælp af små plastikposer med korn eller gryn iblandet rottegift, som jeg om efteråret fik udleveret af en lokal landmand, der havde et fritidsjob som rottebekæmper. Disse poser lagde jeg i hullet ved siden af jordbunken og andre steder, hvor rotterne så ud til at færdes. I de senere år er jeg dog kommet meget mere under opsyn. Nu skal en medarbejder fra det firma, som min kommune har overladt rottebekæmpelsen til, først ud og tjekke, om der faktisk er rotter. Og vedkommende udleverer heller ikke giften til mig, men opsætter i stedet små stålkasser med huller i siden, hvor rottegiften ligger inde i midten bag en plade, så det i teorien kun er rotten, som kan komme til giften.
Jeg må dog indrømme, at jeg fluks, når rottebekæmperen er kørt, med en lille tang får åbnet stålkassen, tager blokkene med rottegift ud, knuser dem og lægger dem på en tallerken sammen med stykker af Yankee-bar og rosiner, som jeg har hørt skulle være nogle af rotternes yndlingsspiser. På den måde kan jeg dag for dag følge med i, hvordan det går med at få rotterne til at fortære giften. Når giften er spist, skriver jeg til rottebekæmperen, at der er spist op, hvorefter kassen bliver fyldt op igen.
I år gik det rigtig godt med at få rotterne til at spise, men tilsyneladende ikke særligt godt med at få dem til at dø. Da jeg klagede min nød til rottebekæmperen, fik jeg udleveret et par drabelige smækfælder af stål – og i løbet af et par dage i starten af januar lykkedes det mig at fange ikke mindre end to rotter i disse fælder. Herefter holdt jordbunken i mit udhus op med at vokse, og rottebekæmperen og jeg kunne erklære krigen for vundet i denne omgang.
Vi havde dog gjort regning uden vært – for i slutningen af januar begyndte der igen at vokse en jordbunke frem. Jeg satte straks fælder op igen, og rottebekæmperen kom tilbage med mere gift. Denne gang var rotterne for smarte til at gå i fælden. Det kan være de har set, hvad der skete med de andre rotter tidligere på måneden. I modsætning til musene, som jeg engang hørte en medarbejder på det hedengangne skadedyrlaboratorium omtale som ”de glade idioter”, så er rotterne meget lærenemme og derfor svære at bekæmpe.
Derfor er den gift, man bruger til at udrydde rotterne med, også af en særligt langsomtvirkende form. Giften er en såkaldt antikoagulant, der bevirker, at rotten får indre blødninger, som det tager den mellem fire dage og to uger at dø af. Fidusen ved denne langsomme død er, at rotten ikke kan forbinde sit ubehag med den føde, den har indtaget. Da rotter ikke alene er kloge, men også forsigtige, ville de hurtigt lære at undgå hurtigvirkende gift efter at have mærket virkningen af en første lille smagsprøve. Samtidig kan man nå at redde katte, hunde og andre dyr, som har spist rottegift, ved at give dem k1-vitamin, som er det stof, de forgiftede rotter mangler i deres blod.
Denne metode til at bekæmpe rotter med er smart, men der er også problemer – ikke mindst i forhold til udvikling af resistens, idet der over tid sker en selektion af rotter, som ikke påvirkes effektivt af giften. En af grundene til, at man har overladt rottebekæmpelsen til professionelle, er netop ønsket om at forebygge resistens. Dels sikrer man sig, at der kun bliver brugt gift, når der faktisk er et rotteproblem. Dels råder de professionelle rottebekæmpere over stærkere gifte end de, der normalt bruges. De stærkere gifte anvendes kun som sidste udvej, så der ikke også opstår resistens mod dem.
I det hele taget må man sige, at effektiviteten er i højsædet, når det gælder rottebekæmpelse. Men hvad med etikken? Ikke alene kan det virke lidt ufint på denne måde at narre de kloge dyr; men der er jo også tale om en rigtig grim aflivningsmetode. En række dyrevelfærdsforskere, som har set nærmere på bekæmpelse af rotter ved hjælp af antikoagulanter, er enige om, at det ofte vil være meget lidelsesvoldende for rotterne at dø på denne måde. Det er faktisk så lidelsesvoldende, at det er på kant med dyreforsøgslovgivningen at lave forsøg, hvor man under kontrollerede former afprøver rottegift på forsøgsrotter.
Det sidste er i sig selv ganske dobbeltmoralsk: Det er præcis de samme dyr, der er tale om. Men når rotten indgår i et forsøg, er der via lovgivning sat klare grænser for, hvor meget den må lide. Når den derimod optræder som skadedyr, må den bekæmpes med midler, der overskrider de nævnte grænser. Der kan selvfølgelig argumenteres for, at der ikke findes andre effektive midler til at bekæmpe rotter med, men jeg vil påstå, at problemet mere er økonomisk end teknisk.
Blev der blot afsat en brøkdel af de midler, som anvendes til at forske i og sikre forsøgsrotternes velfærd, til at udvikle og implementere en mere dyrevenlig rottebekæmpelse, ville man hurtigt kunne gøre det bedre – fx ved at anvende gode elektroniske fælder. Og det er vigtigt at bide mærke i, at antallet af rotter, som hvert år forgiftes, formodentlig er langt større end antallet af rotter, som indgår i forsøg. I Danmark blev der i 2017 brugt knap 40.000 rotter til forsøg, mens jeg på en enkelt ejendom i år formodentlig har taget livet af fem til ti rotter. Ganger man det tal op ud fra nogle realistiske antagelser om forekomsten af rotter i landet, når man til et tal, som er langt større end 40.000.
Det tog nogle uger og rigtig meget rottegift, før jordbunken igen holdt op med at vokse og bidderne af Yankee-baren lå urørt hen; og for en uges tid siden kunne jeg endelig erklære mig som sejrherre i årets rottekrig, afmontere klapfælderne og skaffe mig af med den overskydende rottegift. Det er dog ikke en sejr, jeg er særlig stolt af; og det er mit store håb, at der snart vil blive taget initiativer på området, som gør, at jeg kan komme af med rotterne i mit udhus på en lige så ordentlig måde, som det sker med musene inde i min bolig. Jeg vil fortsat gerne vinde slaget mod rotterne, men helst ikke på samme beskidte måde som hidtil.
