Kamphund eller ej?

Af Merete Fredholm, Professor i Husdyrgenetik og Peter Sandøe, Professor i bioetik, Københavns Universitet.

(Trykt i 'Weekendavisen' den 23. februar 2018)

Racebestemmelse. Det kan være vanskeligt at se på en hund, om den tilhører en ulovlig race og dermed skal aflives. Nu viser danske forskere, hvordan man kan racebestemme hunde effektivt og præcist ved hjælp af dna-analyse i stedet.

Man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene. Det kan man dog i dag være nødt til, når det skal afgøres, om en hund tilhører en ulovlig race og dermed skal aflives. I nyt studie, som netop er offentliggjort i Dansk Veterinær Tidskrift, viser vi, hvordan man i stedet kan racebestemme hunde ved hjælp af deres dna og dermed gøre processen langt mere sikker og effektiv.

I 2010 blev Lov om hunde revideret, så der kom et forbud mod 13 hunderacer, primært såkaldte muskel- eller kamphunde, og blandinger af disse. Ifølge loven skal ulovlige hunde, som er anskaffet efter juli 2010, aflives. En opgørelse foretaget af Miljø- og Fødevareministeriet i 2017 viste, at 552 hunde er blevet aflivet som følge af hundelovens raceforbud mellem juni 2010 og august 2017. Det tal omfatter kun de sager, der er indberettet til politiet, så det samlede antal aflivede hunde er sandsynligvis meget højere.

Når der er tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de forbudte racer, kan politiet stille krav om, at ejeren dokumenterer hundens race. Hvis sådanne beviser ikke kan fremskaffes, sættes hunden i pension, og ejeren får en frist fastsat af politiet til at fremlægge dokumentation for, at hunden ikke er omfattet af raceforbuddet. Indtil videre har de eneste praktiske muligheder for at dokumentere en given hunds oprindelse været at fremvise en troværdig stamtavle eller at fremskaffe udtalelser fra avlere eller andre troværdige personer. Hvis ikke det har været muligt, træffes afgørelsen udelukkende på baggrund af politiets vurdering af de mistænkte hundes udseende. Men udenlandske undersøgelser viser, at racebestemmelse på baggrund af hundes udseende er meget upålidelig. Afgørelser af, om en hund tilhører en forbudt race, bliver således i dag foretaget på et subjektivt og meget usikkert grundlag.

En række sager i henhold til hundeloven er blevet afgjort i retten - senest den meget omtalte sag om hundene Marley og Frigg. Disse to hunde blev i 2014 bestemt til at være blandinger af racen Amstaff (Amerikansk Staffordshire Terrier) baseret på politiets og en dyrlæges bedømmelse af deres udseende. Sagen blev først endelig afgjort i politiets favør af Højesteret i 2017, hvorefter de to hunde blev aflivet. Sagen havde et urimeligt langt forløb set fra hundenes, ejernes, og myndighedernes synspunkt.

Racen Amstaff kom til Skandinavien i 1980erne, og den blev hurtigt populær i Danmark, hvor medierne i høj grad fokuserede på dens udbredelse blandt personer, som efter sigende brugte den til at indgyde frygt. Amstaff er også forbudt i Norge, men tilladt i Sverige, hvor den er en udbredt familiehund.

Amstaff er lige som andre hunderacer skabt ved systematisk avl rettet mod et bestemt udseende og specifikke brugsegenskaber. Den målrettede avl af racehunde i lukkede populationer indebærer, at der er begrænset genetisk variation inden for de enkelte racer. Det betyder, at de enkelte hunderacer har deres egen dna-profil, som man kan bestemme ved hjælp af moderne genteknologi.

I 2007 udbød Wisdom Health, som er en afdeling af den amerikanske virksomhed Mars Petcare, en test til racebestemmelse baseret på et sæt af dna-markører, som virksomheden har patent på. Oprindeligt havde virksomheden udelukkende brugt hunde fra Nordamerika som grundlag for testen. Da den europæiske hundepopulation lever relativt isoleret fra den amerikanske, er der væsentlige genetiske forskelle mellem de to populationer, og derfor var der dengang grund til at tvivle på, at testen kunne anvendes her i landet. Dette har dog senere ændret sig, idet markørpanelet er blevet forbedret ved at inddrage dna fra tyske og engelske hunde.

Med hjælp fra to specialestuderende foretog vi i efteråret en undersøgelse, som netop er offentliggjort i Dansk Veterinær Tidsskrift. Vi tog udgangspunkt i prøver indsamlet ved hjælp af en mundsvaber fra svenske Amstaff. Der blev etableret dna-profiler på disse hunde samt på Amstaff født og opvokset i USA. Testene blev gennemført som "blindprøver", det vil sige uden forudgående oplysninger om race. Både de svenske og amerikanske Amstaff blev racebestemt korrekt. Samtidig viste det sig, at profilerne på de svenske og amerikanske Amstaff ikke var helt sammenfaldende. Dette er ikke overraskende, men det understreger nødvendigheden af at sikre sig, at generne fra hunde fra de relevante geografiske områder er brugt som grundlag for at lave testene.

I forhold til hundeloven er det imidlertid ikke tilstrækkeligt, at dna-testen kan racebestemme renracede hunde, og derfor blev et kuld hvalpe, man formodede var Amstaff-blandinger, også testet. Blodprøverne fra dette kuld hvalpe var udtaget på politiets foranledning, oprindeligt med henblik på forældreskabstest; men da blodprøver fra forældre ikke kunne fremskaffes, gav politiet tilladelse til, at prøverne kunne indgå i projektet. Dna-undersøgelserne af prøverne viste, at alle hvalpe var Amstaff-blandinger.

Både renracede hunde og blandingshunde kan altså racebestemmes med stor sikkerhed ved hjælp af en simpel test. Andelen af navngivne racer kan dog kun bestemmes ned til 12,5 procent. De raceandele, som udgør mindre end 12,5 procent, angives som "mixed-breed" med informationer om, hvilke grupper/typer hunde, den ukendte andel har sin oprindelse i.

Oversætter man de 12,5 procent til generationer, svarer det til, at dna-testen kan afgøre raceoprindelse tilbage til oldeforældrene. Hundeloven angiver ikke specifikt, hvor stor en andel af de forbudte hunderacer, der kan tillades, men en racebestemmelse med en grænse på 12,5 procent giver en god sikkerhed for, at der er meget lidt uønsket 'racepræg' tilbage. Det er vores håb, at de her præsenterede undersøgelser kan danne grundlag for, at analyser baseret på dna accepteres som bevis for race, og at der fastsættes en nedre grænse for forbudte raceblandinger på 12,5 procent.

Der kan være forskellige holdninger til berettigelsen af et raceforbud- og vi har bestemt vore forbehold; men når nu der er et forbud, burde alle kunne enes om at administrere det på den mest saglige, effektive og skånsomme måde muligt.