I Kina kloner de aber

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i 'Weekendavisen' den 2. februar 2018)

Torsdag i sidste uge bemærkede jeg ud af den ene øjenkrog, at der i strømmen af nyheder fra TV2 var en om, at det var lykkedes nogle kinesiske forskere at frembringe to klonede aber. Det var ikke en nyhed, som fik bragt mine indre væsker i kog: Nu har man efterhånden klonet så mange andre dyr, så hvorfor ikke også aber?

Min blaserte holdning til sagen blev dog udfordret, da jeg dagen efter blev ringet op af redaktøren for Ideer, som tydeligvis syntes, at historien om de klonede aber var både stor og bekymrende. Samtidig ville hun gerne forsikres om, at noget sådant ikke kunne ske i Danmark, hvor vi angiveligt for længst er holdt op med at bruge aber til forsøg. Således opmuntret gav jeg mig til at grave i sagen.

De kinesiske forskere har fremlagt deres resultater i en artikel i det anerkendte tidsskrift Cell. Af artiklen fremgår kort fortalt, at forskerne har gjort følgende:

De har udtaget celler fra et aborteret foster fra en makak-abe og dyrket dem i en petri-skål. Dernæst har de stimuleret nogle andre makak-aber med hormoner og efterfølgende udsuget en række ubefrugtede æg. Fra disse har de fjernet cellekernen, og i hvert af de kerneløse æg har de injiceret en af cellerne, som stammede fra det aborterede foster. Ved hjælp af en metode, som ligner den, man brugte, da man for et par årtier siden lavede fåret Dolly, men med nogle nye tekniske finesser, fik forskerne de indsatte celler og de kerneløse æg til at smelte sammen. Det kom der en række klonede fostre ud af; og 79 af disse tidlige fostre blev overført til 21 makak-aber, der fungerede som rugemødre. To af graviditeterne lykkedes, idet to klonede abeunger blev født ved kejsersnit i efteråret 2017. Begge unger var velskabte og ser ifølge artiklen og andre rapporter ud til at trives godt.

Forskerne forsøgte også at eftergøre det sensationelle, man i sin tid gjorde med fåret Dolly, nemlig at tage en celle fra et voksent dyr og lave en klonet version heraf, men det lykkedes ikke. Så det eneste, man foreløbig kan i forhold til aber, er at omdanne celler fra et foster til selvstændige individer. Men hvorfor skulle man være interesseret i det - hvorfor ikke bare lade det oprindelige foster leve, frem for at slå det ihjel og lave en kopi af det?

Svaret på dette spørgsmål er, at det ikke er kloningen i sig selv, som interesser forskerne, men muligheden for at bruge kloningen som et led i at skabe genetisk modificerede aber. I slutningen af deres artikel peger forskerne selv på, at med nye metoder til at ændre gener, ikke mindst den såkaldte CRISPR/Cas9 metode, vil det være muligt at foretage genetiske modifikationer på abeceller, som derefter via kloningsteknikken kan omdannes til genetisk modificerede aber.

Hvad skal man så bruge de genetisk modificerede aber til? Her er svaret, at de skal have indsat gener, der disponerer for alvorlige sygdomme, som har en genetisk årsag. Det kunne være neuro-degenerative lidelser som Alzheimers og Parkinsons sygdom, det kunne være forskellige former for muskelsvind eller alvorlige psykiske lidelser. Fidusen ved at bruge aber er, at de genetisk og fysiologisk set er mere beslægtede med mennesker end andre forsøgsdyr, og derfor vil være bedre end gængse laboratoriedyr som modeller for menneskelige sygdomme.

Kernen i historien om de klonede aber er altså, at man er godt på vej til at lave genetisk modificerede aber, der kan tjene som modeller for menneskelige sygdomme. Anskuet i det lys taber historien en del af sin nyhedsværdi. Den første genetisk modificerede abe mødte nemlig allerede verdenspressen i det tidlige forår 2001. Der var tale om en rhesusabe, som af amerikanske forskere havde fået tilført et gen fra en vandmand, så den lyste op, når den blev bestrålet med UV lys. Det langsigtede mål for forskerne var ikke at lave selvlysende aber, men var lige som for de kinesiske forskere i dag at lave genetisk modificerede aber, der kan tjene som sygdomsmodeller.

Historien om den gensplejsede abe gav dengang relativt stor genlyd i medierne. Jeg husker, at jeg stod i den toldfrie butik i Kastrup Lufthavn, da en avis ringede og ville høre min mening om Andi, som aben blev kaldt. Jeg gav dengang udtryk for to mulige etiske bekymringer, som den genetisk modificerede abe gav anledning til: Den første angik dyrevelfærden, idet der formodentlig skulle mange belastende indgreb til på mange aber for at lave en abe som Andi, hvortil kom lidelser hos fremtidige genetisk modificerede aber, som havde fået påført alvorlige menneskelige sygdomme, samt at aber kan være vanskelige at holde i fangeskab. Den anden var, at med modificeringen af en abe var bioteknologien rykket tættere på os selv med måske snarlig udsigt til genetisk modificerede mennesker.

Efter at have talt med avisen stod jeg på mit fly til USA, hvor jeg skulle holde en etikforelæsning på en international konference om kloning. På konferencen blev jeg mødt af en besked om, at tiden til min forelæsning var blevet skåret ned, idet der også skulle være plads til et indlæg fra Andis skaber. Han var en venlig kinesisk-amerikaner, som fortalte længe om alle de muligheder, Andi ville give for den medicinske forskning, men som dog på intet tidspunkt i sit indlæg berørte nogle af mine etiske bekymringer - hvilket i sig selv var ganske bekymrende.

Nu her næsten 20 år efter mener jeg stadig, at velfærden for de involverede aber er et væsentligt problem. Selv om ordet "velfærd" ikke bruges en eneste gang i artiklen fra Cell, er det ikke svært at få øje på problemerne: Der skal foretages operationer under fuld narkose for at opsamle ubefrugtede æg og for at få sat befrugtede æg op i de mange rugemødre. Mange af rugemødrene skal gennem komplicerede graviditeter, som ender med aborter eller kejsersnit, og der er også, baseret på erfaringer fra andre klonede dyrearter, grund til at tro, at en del af de klonede aber vil få en hård start på livet. Derimod synes udviklingen at have overhalet bekymringen for, at teknikkerne kan ende med at blive brugt på mennesker. Andre kinesiske forskere har således allerede sidste år ved hjælp af CRISPR/Cas9 metoden gennemført forsøg med at foretage genmodificering af befrugtede menneskeæg.

Tilbage står spørgsmålet, om min redaktør har ret i, at et forsøg som det kinesiske ikke ville kunne forekomme i Danmark, da vi for længst har forbudt brug af aber til forsøg. Umiddelbart kunne det se ud som om, at redaktøren har ret, da der i loven er anført et forbud mod brug af dyregruppen "ikke-menneskelige primater", som makak-aberne tilhører. Der står dog samtidig, at der kan dispenseres for forbuddet, hvis ikke det er muligt at gennemføre forsøget med "andre arter end ikke-menneskelige primater", og hvis forsøget skal tjene til "grundforskning" eller til at "undgå, forebygge, diagnosticere eller behandle invaliderende eller potentielt livstruende kliniske lidelser hos mennesker". Så vidt jeg kan se, opfylder formålet med det kinesiske kloningsforsøg kravene i den danske lov og forsøgene ville derfor i princippet lige så godt kunne foregå her som i Kina. Niveauet af velfærdsproblemer for dyrene i de kinesiske forsøg vil dog nok være på eller over kanten for det acceptable i Danmark.

I praksis tror jeg dog ikke, at nogen forskningsinstitutioner i vores del af verden ville binde an med et forsøg som det kinesiske. Dels er det vanvittigt kostbart, dels ville det formodentlig udløse store offentlige protester, som kunne skade institutionernes omdømme. Sidst men ikke mindst, så foregår forsøgene jo allerede i Kina; og den viden, som de genererer, vil hjælpe vores sundhedsvidenskab lige så meget, som den hjælper kinesernes.

Vi lader kineserne om at spise hunde, og de vil nok også få lov at beholde banen for sig selv, når det gælder om at klone aber.