Dyrlægens dilemma

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen den 27. januar 2017)

Hunde og katte opfattes i stigende grad som medlemmer af de familier, de lever i. Det betyder bl.a., at der bliver brugt store ressourcer på deres pasning og pleje – også når de bliver syge. Dette afspejles i, at der er sket et markant skift i danske dyrlægers virke fra primært at rette sig mod landbrugsdyr til at have stadigt større fokus på familiedyr. I dag er det således mere end hver anden danske praktiserende dyrlæge, som arbejder med at behandle og forebygge sygdomme hos hund og kat.

I modsætning til hvad der gælder, når det rammer andre medlemmer af familien, så er det dog ikke det offentlige, som betaler, når hunden eller katten bliver syg eller kommer til skade. At være praktiserende dyrlæge i Danmark er på mange måder at være en del af et liberalt erhverv, som det også er for fx en bager. Som vi ved fra børnesangen om bageren i Nørregade, gælder den kapitalistiske logik i forhold til at få del i de søde sager: ”har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå”.

Denne logik slår dog ikke så hårdt igennem, når der er tale om dyrlæger. Mens bageren kan tillade sig at afvise selv den mest kagesultne, hvis vedkommende ingen penge har, må dyrlægen ikke bare afvise en ejer, som har et alvorligt sygt eller tilskadekommet dyr, selv om vedkommende ikke har nogen penge. Således er der en Lov om dyrlæger, if. hvilken den praktiserende dyrlæge er ”forpligtet til at yde den første fornødne hjælp til alvorligt tilskadekomne dyr eller dyr med smertevoldende sygdomme eller fødselshindringer, når hurtig hjælp … må anses for nødvendig”.

Når der hos en dyrlæge dukker en person op med en hund eller kat, der har brækket et ben ved en trafikulykke, har slugt et fremmedlegeme, som stopper tarmen og kun kan komme ud ved operation, eller har fødselsvanskeligheder, der fordrer et kejsersnit, og hvis ejeren giver udtryk for ikke at kunne betale, så kan dyrlægen derfor have et problem. Det er ikke muligt bare at afvise ejeren. Som loven fortolkes i Danmark, vil det dog være en mulighed at nøjes med at tilbyde en aflivning. Denne mulighed kan sammenfattes i en lidt barsk variant af linjerne om bageren: ”har du penge, så kan dyret få behandling, men har du ingen, så må dyret dø”.

Der er dog rigtig mange dyrlæger, som ikke kan få sig selv til at være så barske. Det ved vi fra en undersøgelse, som tre kolleger og jeg har foretaget sammen med to tidligere dyrlægestuderende. Som led i deres speciale interviewede de to dyrlægestuderende først et antal praktiserende dyrlæge og sendte efterfølgende et spørgeskema til samtlige dyrlægepraksisser i Danmark. Takket være en ihærdig indsats fra de to fik vi en svarprocent på ikke mindre end 65. Vi har for nylig publiceret resultaterne i det britiske veterinærtidsskrift, Veterinary Record, og efterfølgende i Dansk Veterinærtidsskrift.

I undersøgelsen dokumenterer vi for det første, at der her er tale om en problemstilling, som de praktiserende dyrlæger ofte møder i deres hverdag. Over 80 procent af de adspurgte dyrlæger oplevede mere end tre gange om måneden at stå i en situation, hvor en klient med et sygt dyr på forhånd gav udtryk for ikke umiddelbart at kunne betale for en behandling; og mange af disse dyrlæger oplevede det væsentligt oftere – 14 % af dem mere end ti gange om måneden.

Samtidig viser undersøgelsen, at mange dyrlæger, som allerede antydet, ikke kunne få sig selv til at aflive dyr, som kunne behandles, men i stedet valgte at behandle, på trods af, at de løb en stor risiko for at tabe penge på materialer, arbejdsløn m.m. og/eller for selv at skulle arbejde gratis.

I undersøgelsen opstillede vi en række cases med forskellige former for problemer hos dyrene, fx en hund med fødselsvanskeligheder, en hund med et brækket ben og en kat, der er ramt af en bil. Der var også et par cases, hvor vi fokuserede på klienten, fx form af enten fru Larsen, som har en hund med ørebetændelse, og som begynder at græde ved tanken om at hendes hund ikke kan blive behandlet. Dyrlægen kunne her vælge mellem at behandle, uanset de mulige omkostninger, at aflive, typisk på baggrund af en indledende undersøgelse, eller at afvise klienten.

I alle casene ville mindst 13 procent af dyrlægerne vælge at behandle, på trods af risikoen for aldrig at få deres penge; og i to af casene var det et flertal af dyrlægerne, som ville vælge at behandle. Det gjaldt i tilfældet, hvor en hund har fødselsvanskeligheder, og der skal foretages et kejsersnit. Her var det 69 procent af dyrlægerne, som ikke kunne få sig selv til at aflive den drægtige hund og de hvalpe, den har i sig. Det gjaldt også i tilfældet med den grædende fru Larsen, selv om hendes hund ikke er så syg, at dyrlægen i henhold til loven behøver at foretage sig noget.

Vores undersøgelse tegner et meget sympatisk billede af de dyrlæger, som arbejder med familiedyr. De er ikke kun optaget af at tjene penge, men føler for manges vedkommende et stort ansvar for at hjælpe syge og tilskadekomne dyr og deres ejere. Der er ikke alene tale om et liberalt erhverv, men også om en profession, som i høj grad er båret af et kald.

Der er dog forandringer på vej i dyrlægebranchen, som gør den mindre liberal, og som kan udfordre den hidtidige professionsbårne etik. Der er således herhjemme sket en udvikling i retning af større og mere specialiserede enheder, hvor der er mange ansatte dyrlæger. I de seneste år er der endvidere sket opkøb af en række danske dyreklinikker fra to svenske kapitalfonde, så det ikke længere er dyrlægerne selv, der ejer praksis. Indtil videre dækker disse nye ejerformer kun ca. 8-10 procent af omsætningen, men i Sverige er det nu langt over halvdelen af omsætningen, som foregår i dyrelægepraksisser ejet af kapitalfonde.

Efterhånden kan det udvikle sig til, at de fleste danske dyrlæger, som behandler syge og tilskadekomne hunde og katte, vil være lønmodtagere, som primært skal stå til ansvar over for en arbejdsgiver, der i stigende grad har fokus på effektivitet og lønsomhed. Det vil være en udfordring for professionens selvforståelse og anseelse i det omgivende samfund.

Der er derfor mere end nogensinde grund til at advare kommende dyreejere om de mulige økonomiske konsekvenser, hvis deres nye familiemedlem bliver ramt af sygdom. Og økonomisk sårbare danske hunde- og katteejere skal nok fremover, lige som flertallet af svenskerne gør, sørge for at sikre sig gennem sygeforsikringer.