10. august 2017

Hvad stiller man op med sårbare vilde dyr, når klimaet forandrer sig?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i 'Weekendavisen' den 11. august 2017)

Klimaforandringerne rejser en paradoksal problemstilling vedrørende bevarelse af vilde dyr: Det kan være nødvendigt at vælge mellem at lade dyrene passe sig selv, med stor fare for at de forsvinder som konsekvens af menneskeskabte klimaforandringer, eller at gribe ind, med den konsekvens, at det vilde går tabt. Den britisk-amerikanske miljøetiker, Clare Palmer, præsenterer dog et mere nuanceret blik på problemstillingen, som kan belyses ud fra to eksempler på truede dyr: Isbjørne og pibeharer.

Isbjørne i den sydlige del af deres udbredelsesområde i Arktis er stærkt truede af klimaforandringer. Bjørnene lever primært af sæler, som de fanger på havisen, men i bl.a. Hudson Bay i Canada smelter isen helt om sommeren. Derfor går isbjørnene i land i juli og tærer på deres tykke fedtlag, indtil isen kommer igen hen på efteråret. Som konsekvens af den globale opvarmning, der i særlig grad slår igennem i de arktiske områder, vil der dog i disse områder i gennemsnit gå længere og længere tid fra, at isen smelter, til at den kommer tilbage igen. Dette sætter de lokale isbjørne under pres.

De lange isfri perioder resulterer i, at mange isbjørne ender med at sulte. En del dør af sult, og samtidig forsøger desperate bjørne at finde alternative fødekilder, hvilket kan give anledning til sammenstød mellem isbjørne og mennesker. I takt med at det bliver stadigt varmere, vil man være nødt til at tage mere drastiske midler i brug for at håndtere isbjørnene. På baggrund heraf valgte en gruppe førende isbjørneforskere fra Canada og Norge i tidsskriftet Conservation Letters for nogle år siden at slå alarm. Forskerne pegede på, at de, som er ansvarlige for forvaltningen af isbjørne, bliver nødt til at vælge mellem forskellige vidtgående metoder.

Groft sagt står valget mellem at lade isbjørnene uddø i den sydlige del af deres udbredelsesområde, eller at holde dem gående i slutningen af de isfri perioder ved hjælp af fodring. Vælger man at fodre isbjørnene, vil man gøre dem 100% afhængige af mennesker – bjørnene vil i en periode næsten leve som dyr i zoologisk have og dermed miste det meste af det, der gør dem vilde.

I Nordamerika og andre dele af ”den nye verden” har man siden slutningen af 1800-tallet forsøgt at bevare den vilde natur i form af nationalparker og lignende, hvor man har bestræbt sig på at bevare en natur, som den var, før de hvide mennesker kom og blandede sig. (Der har som bekendt været mennesker, før de hvide mennesker kom til; og det er selvfølgelig etisk set vigtigt at tænke dem med ind i billedet. Denne problemstilling vil jeg dog lade ligge her.) Hvordan man her opfatter den vilde natur har betydning for, hvordan man forholder sig til forvaltningen af vilde dyr i lyset af klimaforandringer. Blandt amerikanske filosoffer med interesse for natur og miljø træder to grupper særligt frem.

Den ene gruppe mener, målet er en natur, der eksisterer og udvikler sig uafhængigt af menneskelig indgriben. For dem er forsøg på at redde naturen, ved at mennesker blander sig i de vilde dyrs liv, at ødelægge netop det, som er værd at bevare. Her bliver det vilde opfattet som et enten-eller: Enten er naturen vild, og dermed værdifuld, eller også er naturen domesticeret og dermed uinteressant. Denne tilgang til naturbeskyttelse har den fordel, at den giver et simpelt, sort/hvidt svar på, hvad vild natur er, men den har også den åbenlyse svaghed, at det ikke på en kvalificeret måde er muligt at gradbøje, hvad der tæller som vild natur.

Den anden gruppe har en mere nuanceret tilgang til beskyttelse af den vilde natur. En repræsentant for denne gruppe er den ovenfor nævnte Clare Palmer. I en nyligt offentliggjort videnskabelig artikel diskuterer hun problemstillingen med udgangspunkt i et andet konkret eksempel på et dyr, som er truet af klimaforandringer, nemlig pibeharer eller pikaer, som de også kaldes.

Pikaer er en gruppe dyr, som er beslægtet med harer, og som lever i bjergene i USA, bl.a. i Rocky Mountains. Disse dyr tåler ikke ret godt varme, og med stigende global opvarmning er der fare for, at mange populationer ender med at uddø på grund af varmestress. I den situation er det blevet foreslået at redde dyrene gennem avl. Der findes nemlig populationer af pikaer, som er tolerante over for varme. Disse kan man fremavle og efterfølgende udsætte i områder, hvor dyrene er varmefølsomme og derfor truet af klimaforandringer. De udsatte dyr vil i kraft af deres varmetolerance have en fordel frem for de hjemmehørende, og over tid vil deres gener formodentlig være overlegne. Det betyder, at der fortsat vil være pikaer, men at disse vil være et produkt af en bevidst menneskelig indgriben, såkaldt ”hjulpen tilpasning”.

I sin diskussion af problemet vedkender Palmer sig, at noget af det vilde ved pikaerne vil gå tabt ved indgrebet, men hun fastholder, at noget andet og mere væsentligt vil blive bevaret. De udsatte pikaer vil ikke være vilde i den forstand, at de har udviklet sig helt uden menneskelig indgriben, men de vil være vilde i den forstand, at de ikke er tamme, og at de på sigt vil kunne overleve uden menneskelig indgriben. Da man samtidig bevarer dyrene på deres oprindelige levesteder i bjergene, mener Palmer, at det ud fra en samlet værdimæssig afvejning i princippet kan forsvares at foretage den skitserede form for hjulpen tilpasning af de amerikanske pikaer til et varmere klima.

Palmer tager i sin artikel ikke stilling til eksemplet med isbjørnene i Hudson Bay, men ud fra hendes argumentation er det oplagt at vurdere eksemplet på flg. måde: Hvis man vælger at redde bjørnene fra at uddø ved at fodre dem i sommerperioden, vil det også være en form for hjulpen tilpasning. Der vil dog være en afgørende forskel til eksemplet med pikaerne. Disse vil efter en tilpasningsperiode kunne leve videre på egen hånd uden menneskelig indgriben, mens isbjørnene i Hudson Bay sandsynligvis løbende vil have behov for fortsat menneskelig indgriben i form af fodring i sommerhalvåret. Dette kunne tale for at lade være med at fodre isbjørnene i Hudson Bay.

Personligt har jeg ikke svært ved at sympatisere med Palmers nuancerede og pragmatiske tilgang til beskyttelse af vilde dyr. Idealet om en 100% vild natur er urealistisk og hjælper os ikke til at finde løsninger på reelle problemer i naturforvaltningen. I stedet må vi erkende, at vi opererer i en gråzone, hvor vi mennesker allerede direkte og indirekte har grebet ind i naturens gang, og hvor vi må tale os frem til en balance mellem at gribe ind og lade stå til som led i naturbeskyttelsen. Samtidig er det vigtigt at trække nogle grænser for, hvor meget vi vil blande os, så den vilde natur ikke ender som en form for zoologisk have.

Med de store forandringer, som klimaforandringerne kommer til at medføre for mange vilde dyrs levemuligheder, vil der således for de, der tilslutter sig Palmers nuancerede tilgang til bevarelse af vilde dyr, være en lang række svære valg at træffe.