Har østers en bevidsthed?

Af Rasmus Kragh Jacobsen, Journalist ved www.videnskab.dk

(Artikel bragt på 'Videnskab.dk' den 12. juli 2017)

Føler østers smerte som et pattedyr, eller er den mere sammenlignelig med en gulerod? Og hvordan kan vi overhovedet være sikre på, at guleroden ikke føler noget? Spørg Videnskaben giver en bekymret læser og vegetar svar på spørgsmålene.

"Selvfølgelig må en østers være levende, men er det ligesom en gulerod er levende, eller er det ligesom et pattedyr er levende, og føler den smerte?" spørger Kira, der er vegetar og har haft store diskussioner med andre i sin omgangskreds om det dyreetiske aspekt i østersspisning til Spørg Videnskaben.

På overfladen måske et enkelt spørgsmål, men lynhurtigt kan det lede helt ind i hjertet af grundlæggende videnskabelige spørgsmål om, hvad bevidsthed er.

"Jeg håber meget, at I kan besvare og hjælpe os med at opklare det," afslutter hun sin spørgen. Vi vil gøre vores bedste, og vi har derfor allieret os med en sand østers-ekspert og en professor i dyreetik.

Østers i samme klasse som blæksprutter

Måske tænker du, at østers er en blævrende snotklat, der umuligt kan føle noget som helst. Men inden du dømmer den lille havdelikatesse, er det værd at bemærke, at østers også er dyr med hjerte, blodkar, tarme, kønsorganer og nerveceller.

Faktisk tilhører østers klassen af bløddyr, som også omfatter blæksprutterne, der er berømte for deres store nerveceller og sofistikerede adfærd. Så hvem ved – måske kan sådan en østers gemme på overraskelser? Vi forelægger dilemmaet for professor i bioetik på Københavns Universitet og tidligere formand for Det Dyreetiske Råd, Peter Sandøe.

"Jo, blæksprutter er jo faktisk en af de få hvirvelløse dyr, der er kommet med ind under forsøgsdyrsloven på linje med hvirveldyr, fordi de har en meget avanceret adfærd. Men at man tilhører samme klasse er ikke nødvendigvis det samme, som at man er lige så meget i stand til at føle – østers rækker jo ikke ud til verden, på samme måde som en blæksprutte gør," siger Peter Sandøe og tilføjer: "Østersens biologi kender jeg ikke godt nok, men hvis du taler med en biolog først, vil jeg meget gerne spille med.«

En østers klager ikke over smerter

Så vi ringer til professor Jens Kjerulf Petersen ved DTU Aqua, som blandt andet forsker i østers på Dansk Skaldyrscenter på Mors i Limfjorden.

"Om østers er tæt på pattedyr eller gulerod? Den er vel midt i mellem," siger Jens Kjerulf Petersen med et grin. "En østers er ikke intelligent. Det er den ikke. Det kan vi fastslå uden videre diskussion."

Østers har godt nok et nervesystem, men det er ret primitivt med få perifere nerveceller eller sanseceller. De samles i en slags center, man kunne kalde en hjerne, men som er langt fra det, vi normalt ville forbinde med en hjerne. Østers er tilpasset et liv i tidevandszonen, og det forklarer blandt andet, hvordan de de kan ligge i fiskemandens køledisk i fem til syv dage uden at tage skade.

Jens Kjerulf Petersen fortæller, at østers bruger deres nerveceller til meget basale ting som at sanse fysiske og kemiske stimuli i omgivelserne. "De kan for eksempel lukke sig sammen, hvis et potentielt rovdyr som en krabbe eller søstjerne nærmer sig," siger han.

Østers lukker sig også, hvis man banker på dem, og de kan også sanse tørke. Derudover er de tilpasset et liv i tidevandszonen, og ifølge Jens Kjerulf Petersen kan de derfor uden lidelse ligge i fiskemandens køledisk i 5-7 dage.

Han mener ikke, at der er nogen tegn på, at østers kan føle smerte. "Hvis man for eksempel åbner en østers meget forsigtigt, er der ikke en reaktion. Når man trykker den på dele af vævet for eksempel, trækker den sig ikke sammen. Jeg kan ikke udelukke, at de kan føle smerte, men jeg tvivler stærkt på det," siger Jens Kjerulf Petersen.

Søpungen spiser sin hjerne

Han uddyber, at østers adfærd og bevægelser også er meget begrænsede. "Østers er jo fastsiddende. De svømmer kun rundt i larvestadiet, indtil de finder et sted at sidde. Der hvor de bundslår og udvikler sig, bliver de siddende resten af deres liv‚" siger han.

I et evolutionsperspektiv, giver det måske i virkeligheden meget god mening, at østers ikke har de store følelsesregister. Naturen har nemlig en tendens til at spare det overflødige væk – bare se på den lille søpung.

Det er et marint dyr, der ligesom østers afsøger havet for et godt sted at tilbringe resten af livet. Hertil bruger den et simpelt nervesystem, men når søpungen har fundet sin sten, har den ikke længere brug for en hjerne og fortærer den! "Jeg kan i hvert fald sige, at jeg stærkt tvivler på, at det er viljebetinget adfærd," siger Jens Kjerulf Petersen.

Således rustet vender vi tilbage til Peter Sandøe.

'Sjæl-legeme problemet'

"Der er et stort problem i filosofien, som hedder 'sjæl-legeme problemet', og det problem går ind i hjertet af det, vi taler om på den måde, at man ikke har fundet en måde, hvorpå man ud fra rene fysiologiske eller andre biologiske metoder kan forstå og måle bevidsthedstilstande som smerte og glæde," siger Peter Sandøe.

Forskerne er grundlæggende begrænset til at nærme sig bevidstheden ud fra en analogi til os selv. Vi kender fra os selv tanker, følelser og oplevelser og ved, at disse hænger sammen med tilstande i vores hjerne og øvrige centralnervesystem; og samtidig kan vi lave teorier om, hvordan de hjælper os til at overleve.

Dermed har vi et grundlag for at tilskrive bevidsthed til dyr, som har centralnervesystemer, som ligner vores, og som via deres adfærd tilpasser sig det omgivende miljø på måder svarende til vores.

Måske føler østers et eller andet

Men bare fordi vi ved en hel masse om bevidstheden hos os selv og nært stående dyr, betyder det ikke, at vi har forstået bevidstheden til bunds og med sikkerhed kan sige, at en østers ingenting føler, forklarer Peter Sandøe.

"Der er en grundlæggende usikkerhed, som hænger sammen med at bevidsthedsfænomenerne ikke er klart hængt op i den fysiske verden. Så man må sige, at 'vi ikke tror det, men vi ved det ikke helt sikkert'," siger han og tilføjer:

"Det betyder så, at den person, der overvejer, om det er OK at spise levende østers, selv må tage et medansvar, fordi man kun kan fortælle, hvad forskningen tror og mener, men forskningen har ikke nogen 100 procent sikre svar her."

Østers er nok tættest på gulerod

Når den usikkerhed er taget in mente vil Peter Sandøe gerne prøve at vise, hvor grænsen kan trækkes.

"Spørgeren lægger vægt på smerte i sit spørgsmål, så dermed lægger hun op til, at det afgørende kriterium er det, som vi i virkeligheden også ville have i dyreværnsloven – nemlig om dyret kan føle smerte og ubehag?," siger Peter Sandøe.

"Hvis en østers nu var et følende og smerte-oplevende væsen, så må man sige, at det er en relativt langsom og ubehagelig død man udsætter det for, når man nedsvælger den i levende live. Så det er ikke helt ligegyldigt set ud fra hendes synsvinkel, om den føler noget eller ej."

Her må man så bruge de før omtalte analogi-argumenter. For det første, om dyret fysiologisk set ligner os og har de nervestrukturer, som, man ved, ligger til grund for vores bevidsthed og evne til at føle smerte. "Og der er svaret vel et forsigtigt nej," siger Peter Sandøe.

Det næste er, om østers udviser en adfærd, så man alligevel kunne tro, at de er følende væsner – ligesom eksempelvis blæksprutter. "Der har de jo næsten ikke nogen adfærd, så det er også svært at sige," fortæller Peter Sandøe.

Altså to nej'er. Så hvis smerte er kriteriet, vil man nok kunne forsvare at spise østers med god dyreetisk samvittighed.

Kan en gulerod have bevidsthed?

Så er der selvfølgelig lige den grundlæggende usikkerhed om bevidsthed. Altså hvis man nu vil, kan man for eksempel sige, at selv om østers ikke føler den samme slags smerte som os, føler de måske noget andet – en egen slags smerte, som er vigtig for dem – og derfor skal man ikke spise dem.

"Arh så kunne man sige: 'Men hvad med for en sikkerheds skyld?' – jo, men så kunne man 'for en sikkerheds skyld' også lade være med at spise en gulerod, for den kunne jo i princippet også føle noget," siger Peter Sandøe.

Vi takker Kira for spørgsmålet og håber, at hun er blevet mere afklaret – eller i hvert fald rustet til næste diskussion i vegetaromgangskredsen.

Ligeledes tak til Peter Sandøe og Jens Kjerulf Petersen for at gøre os klogere.

Har du selv et spørgsmål, du gerne vil have videnskabens svar på, kan du sende det til sv@videnskab.dk.