Vil obligatorisk mærkning forbedre kattens status?
Ifølge et populært mundheld er katten sin egen. Det bliver i høj grad bekræftet af en undersøgelse, som en række kolleger fra Københavns Universitet og jeg sammen præsenterede en del af i Dansk Veterinærtidsskrift (DVT) nr. 5, 2016.
Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet
(Klumme bragt i Dyrlægen Nr. 2, 2016)
Undersøgelsen baserer sig på besvarelserne af et spørgeskema, som er sendt til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Hovedparten af spørgsmålene rettede sig til de 21 % (415) af deltagerne i undersøgelsen, som holdt kat på det tidspunkt, hvor undersøgelsen blev gennemført.
Det fremgår af undersøgelsen, at en meget stor del af de danske katte så at sige lever i udkanten af de hjem, hvor de hører til. De bliver fodret og langt de fleste af dem bliver også kastreret eller steriliseret. Derudover må man sige, at rigtig mange af dem mere eller mindre er overladt til at klare sig selv – på godt og ondt.
På mange måder har hovedparten at kattene en stor frihed. De kommer ud og bestemmer i vid udstrækning selv, hvad de vil fordrive tiden med. En stor del af dem vælger tilsyneladende også at flytte ind et nyt sted. I vores undersøgelse er det således ikke mindre end 11 % af ejerne, der siger, at deres kat selv er kommet til dem.
Bagsiden af medaljen er dog, at mange katte ikke bliver særlig godt passet og passet på. Knap halvdelen af dem bliver ikke regelmæssigt vaccineret, over halvdelen bliver kun taget til dyrlægen, når der er alvorlige tegn på sygdom, og en fjerdedel af dem er ikke mærket.
På baggrund af undersøgelsen vælger lederskribenten i samme nummer af DVT at slå på tromme for en af den Danske Dyrlægeforenings (DDD) gamle mærkesager, nemlig obligatorisk mærkning af katte. Ifølge lederskribenten vil en sådan mærkningsordning ”sikre kattens status i det danske samfund”. Argumentet herfor lyder: ”For i modsætning til fx hunde, heste og alle produktionsdyr er der paradoksalt nok ingen særlig dansk lov, der beskytter danskernes foretrukne kæledyr – katten. … manglen på anerkendelse af kattens rettigheder har medført, at katten har fået en kedelig lavstatus i samfundet. Det skønnes, at der er op mod en halv million uregistrerede katte i Danmark.”
Efter min opfattelse gemmer der sig i argumentationen fra DDD et par alvorlige misforståelser:
For det første, når der er nævnt særlige love med tilhørende krav om mærkning af en del af de andre dyr, er det ikke primært for dyrenes skyld. For produktionsdyrenes og hestenes vedkommende drejer kravet sig om fødevaresikkerhed; og for hundenes vedkommende drejer mærkningskravet sig ikke mindst om at kunne gøre et ansvar gældende, hvis hunden forvolder skade. Og på trods af, at mange tror det modsatte, er hundelovens hovedformål ikke at beskytte hunde mod mennesker, men at beskytte mennesker mod hunde.
For det andet må det i lyset af vores undersøgelse siges at være en vild overdrivelse at sige, at der er op mod en halv million uregistrerede ejerkatte i Danmark. Ud fra vores tal kan vi regne os frem til, at der i Danmark er i omegnen af 800.000-900.000 privatejede katte, og en fjerdedel heraf giver omkring 200.000 uregistrerede katte. Tallet ”op mod en halv million” må derfor også omfatte de herreløse katte. Et krav om, at alle katte skal være registreret hos en ejer, vil, som jeg i anden sammenhæng har argumenteret for, være ensbetydende med, at der udstedes en dødsdom over de herreløse katte (bortset fra dem, som formår at holde sig under myndighedernes radar) ‒ og det kan vel dårligt siges at være i deres interesse.
Tilbage står dog den centrale påstand bag DDDs argumentation, nemlig at det vil øge kattens status, hvis der er et lovmæssigt krav om, at alle ejerkatte skal være mærket og registreret. Desværre bliver der ikke argumenteret nærmere for påstanden, og personligt er jeg meget i tvivl om dens rigtighed.
Det er selvfølgelig helt korrekt, at personer, som holder af deres katte og kærer sig om deres ve og vel, har rigtig gode grunde til at mærke deres katte og registrere dem i et af de to danske katteregistre. Og de muligheder skal der selvfølgelig oplyses om. Derimod har jeg meget svært ved at forstå, at det skulle hjælpe de mange katte, som har brug for et hjem, at man gør det dyrere og mere besværligt at tage en kat til sig.
Som det fremgår af vores undersøgelse, har over halvdelen af danske katteejere ikke betalt for deres kat. Mange af dem har sikkert forbarmet sig, når en bekendt eller en fra nabolaget har tilbudt dem en killing, som var til overs. Skulle de så oven i købet have bragt katten til dyrlægen og have betalt små 1000 kr. for at få den chipmærket og registreret, er det tvivlsomt, om katten havde fået lov at komme ind i hjemmet.
For mig at se er det vigtigt at betone, at katte ikke er små hunde med høj haleføring. Kattene er langt mindre domesticerede end hundene. Hovedparten af kattene er såkaldte huskatte, som formodentlig ikke adskiller sig ret meget fra de katte, der har levet i Danmark siden jernalderen, medens så godt som alle hunde herhjemme er racehunde eller blandinger af racehunde. Kattene er i modsætning til hundene svære at holde, hvis ikke de er blevet kastreret eller steriliseret. Hvis man forsøger at holde kattene inde, viser (endnu ikke publicerede) tal fra vores undersøgelse, at ejerene kæmper med adfærdsproblemer – ikke mindst at kattene kradser i møblerne.
Sat lidt på spidsen kan man sige, at den typiske kat er et halvvildt dyr, som hænger ud med og flytter ind hos os, men ikke knytter sig til os på samme måde, som den typiske hund gør. Og for mange mennesker ser det ud til, at den lidt distancerede holdning er gengældt. Det kan man efter min mening ikke lovgive sig ud af.