Naturnationalparker udfordrer vores natursyn

Af Christian Gamborg og Frank Søndergaard Hansen
Jyllands-Posten (13. maj 2021)

Hvis ikke vi med planerne for de nye naturnationalparker bliver nogenlunde enige om, hvad vi mener med
”god dyrevelfærd” eller ”vildhed”, kan det give ballade, som det f.eks. har været tilfældet i Mols Bjerge

Lovforslaget om etablering af naturnationalparker kan indebære ganske store ændringer af naturforvaltningen. Der skal bl.a. etableres større indhegninger i skove, hvor f.eks. køer, heste, måske bisoner og elge, skal være med til skabe bedre levesteder for trængte dyr og planter. 

En ændret forvaltning vil ikke kun påvirke dyr og planter, men også os mennesker. Muligheden for at opleve store græssende dyr på relativt tæt hold kan være attraktiv, men nogle vil måske overveje, om turen skal stoppe ved lågen. Mere grundlæggende udfordres ens natursyn måske: Hører hegn og køer til i skoven? Er den natur, der skabes, ”ægte” og
”vild”? Må det gå ud over dyrevelfærden? 

Planerne for naturnationalparker har allerede fået stor opmærksomhed, men vi ved ikke meget om, hvordan befolkningen som helhed vil se på disse tiltag. Lad os begynde med det for mange helt basale: Adgang og aktiviteter i naturen. En række organisationer har udtrykt bekymring for, at hegning og udsætning af dyr kan få negative konsekvenser for deres medlemmers aktiviteter, og det samme har en række privatpersoner med bopæl omkring udpegede områder i bl.a. Gribskov og nær Randers.

De fleste af os sætter stor pris på naturen. En undersøgelse i 2020 viste, at mere end 75 pct. af befolkningen mener, at der skal være større områder, hvor naturen kan udvikle sig frit og være vildere. En anden undersøgelse viste, at blandt 25 forslag til forandringer i landskabet, var »flere vildtlevende dyr i naturen, så der er større chance for at se dem« det, som de fleste mente, ville få dem til at besøge naturen mere.

Det er dog ikke alle former for dyr, alle ønsker at se eller være tættere på. Der har været rapporter om græssende dyr, der har forvoldt skade på besøgende – også alvorlige. Disse hændelser har fået betydelig presseomtale, hvilket kan bidrage til en øget – begrundet eller ubegrundet – frygt. Det er også fremført, at det f.eks. vil være farligt at have hund med, eller det ikke vil være tilrådeligt for børnehaver at besøge indhegninger. 

Vi mangler dog viden om, hvor udbredt den frygt eller utryghed er, og hvad den bunder i. En landsdækkende undersøgelse fra 2008 kan måske give et fingerpeg. 30 pct. var lidt eller meget bange for at møde en hest, 15 pct. for en ko, og 5 pct. for et får. 65 pct. angav, at de i et eller andet omfang var bange for at møde en (løs) hund.

Kun 6 pct. undlod at besøge den danske natur pga. frygt for mødet med visse (vildtlevende) dyr. Indtil videre har bl.a. forvaltere og Det Dyreetiske Råd sagt, at en sådan frygt er ubegrundet, og at det i store træk handler om at respektere dyrene og holde afstand. Desuden fremhæves det, at information til besøgende – som det f.eks. er set på Bornholm i ”Bisonskoven” – er vigtig. 

Der er utvivlsomt et behov for større kendskab til græssende dyrs adfærd, hvis man skal færdes blandt dem. Det er dog et åbent spørgsmål, i hvilken grad information kan bidrage til at mindske utryghed og accept.

Mere grundlæggende er naturnationalparkerne og tilhørende forvaltning med til at udfordre vores værdier i forhold til dyr og resten af naturen. Kogt ned handler det om tre ting: Hvilke værdier er væsentlige, hvad lægger vi i dem, og – ikke mindst –  hvordan mener vi, at de skal afvejes og håndteres? Her vil vi koncentrere os om det første og blot notere, at en manglende afklaring af, hvad vi f.eks. mener med ”god dyrevelfærd” eller ”vildhed”, kan føre til, at man taler forbi hinanden. Her er nogle eksempler på værdier, som kan have relevans for naturnationalparkplanerne.

Æstetik. Tilbage i 1990’erne ville man i USA ændre et 35 kvm stort skovområde til en ege-savanne. Det krævede, at man skulle skyde et stort antal hjorte og fælde en halv million træer. Mange protestede mod, at dyr og træer skulle lade livet, men også mod et stort tab af æstetiske kvaliteter. Efter en mediestorm om naturvandalisme blev projektet skrinlagt.

Eksemplet er ekstremt, men i dansk sammenhæng spiller landskabets fremtoning for mange en væsentlig rolle. Undersøgelser har tidligere vist en tydelig præference for ”pænhed” og ”ryddelighed” i skovene, hvilket står i kontrast til fortalere for sådanne projekter, som ofte ser en positiv æstetisk værdi i ”uorden”.

Ægthed og vildhed. Hvordan bør den vildere natur tilvejebringes? Bringer hegn og græssende husdyr os i retning af en ”natur-zoologisk have”? Skal dyrene i indhegningerne ses som tamme eller vilde dyr? Her har vi ikke meget viden om befolkningens syn.

Det er klart, at den fremtidige
naturforvaltning ikke alene
skal baseres på befolkningens
ønsker, men omvendt synes
det ud fra en demokratisk betragtning rimeligt, at en offentlig forvaltning er i tråd
med udtalte værdier i befolkningen.

Dyrevelfærd. Hvordan opfattes forholdene for store græssende husdyr på indhegnede arealer i skove? Naturnationalparkernes (biologiske) succes kan måske i visse tilfælde kræve dispensation fra dyrevelfærdsloven – f.eks. sjældnere tilsyn. Modstandere har påpeget, at man reelt spiller hasard med sundheden og velfærden for det enkelte dyr. Omvendt mener fortalere, at dødeligheden næppe ligger over det, der ”naturligt” kan forventes, og at der altid vil være en vis dynamik med hensyn til ændringer i velfærd pga. f.eks. strenge vintre eller sygdomsudbrud.

Det leder tankerne hen på et meget omtalt hollandsk naturprojekt – Oostvaardersplassen. Her introducerede man kvæg, heste og hjorte i et godt 50 kvm indhegnet område for at forhindre området i at springe i skov og gavne biodiversiteten. Da der ikke var større rovdyr, voksede bestandene af kvæg, heste og hjorte.

Men i en hård vinter 2017-18 sultede over 3.000 dyr ihjel – de kunne ikke trække til andre områder, som vildtlevende dyr ellers vil forsøge. Området ligger tæt på veje og jernbaner, og der gik ikke længe, før det medførte store offentlige protester. Som resultat blev forvaltningen mere aktiv: Dyrene kunne fodres, flyttes eller aflives i stedet for at sulte ihjel. Det gav så anledning til en anden form for kritik: Var der så tale om vild natur?

Hvorvidt der er accept i befolkningen herhjemme til de planlagte forvaltningsformer, er ukendt. Men det kan næppe udelukkes, at en tilsidesættelse af ”omsorgsfuld” behandling af de græssende dyr vil skabe diskussion, som det f.eks. er set i forbindelse med græsningsprojekter i Mols Bjerge og på Falster.

Information vil givetvis spille en vigtig rolle, men vores værdier er sværere at rykke. En landsdækkende undersøgelse fra 2016 viste, at ca. 1/3 har et såkaldt fællesskabsorienteret syn på vilde dyr, dvs. at mennesker og vilde dyr bør eksistere på hinandens vilkår, og derfor næppe vil gå ind for en forvaltning, der kan medføre risiko for overlast for vilde, halvvilde eller tamme dyr. Mere viden om dette kan være et vigtigt redskab til at ”tage temperaturen” på befolkningen i forhold til natur og dyr.

Samlet må vi erkende, at vi opererer i en gråzone, hvor vi mennesker på forskellig vis griber ind i naturens gang. Hvor balancen bør være mellem en aktiv og en passiv naturforvaltning, er ikke et spørgsmål, som kan fastsættes rent (natur)videnskabeligt.

Det er klart, at den fremtidige naturforvaltning ikke alene skal baseres på befolkningens ønsker, men omvendt synes det ud fra en demokratisk betragtning rimeligt, at en offentlig forvaltning er i tråd med udtalte værdier i befolkningen.

Desuden kan en bredere viden om befolkningens naturrelaterede holdninger og værdier hjælpe til at begrænse konflikter og undgå en natur- og friluftsforvaltning baseret på ”the squeaky wheel gets the grease”: Den, der råber højest og mest, får ret.