Man pisker da heste
Af Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd og Janne Winther Christensen, lektor ved Aarhus Universitet
(Kronik bragt i Berlingske 21. november 2021)
Vi har det med at putte de dyr, vi omgiver os med, i kasser – nogle dyr er fx produktionsdyr eller anden form for nyttedyr, mens andre er kæle- eller familiedyr. Kassen, dyret puttes i, er med til at bestemme forestillinger om, hvad der er den rette måde at behandle det på. Produktionsdyrene, fx køer og grise, skal behandles ordentligt, men ikke mere end at kødet og de andre animalske produkter stadig er til at betale, og det er OK at slagte eller aflive dem, som det bedst passer. Kæle- og familiedyrene, ikke mindst hundene, skal derimod underholdes, passes og plejes efter alle kunstens regler, inden de mæt af dage modtager dødshjælp fra en dyrlæge omgivet af deres sørgende familie.
Der er flere problemer med denne form for dyreetisk kassetænkning. Et af dem er, at der er dyr, som har benene i mere end én af kasserne. Det gælder bl.a. hesten.
I vores del af verden var hesten frem til kort efter 2. verdenskrig først og fremmest et brugs- og produktionsdyr. Heste blev brugt som transportmidler, som krigsredskaber og ikke mindst som trækkraft; og når de ikke kunne mere, blev de slagtet og spist. Da der var flest heste i Danmark, i slutningen af 40erne, var der omkring 650.000 af dem. På daværende tidspunkt havde hestene allerede i høj grad overladt deres rolle som transportmidler til tog, busser og biler, og deres militære rolle var ved at være udtjent. Til gengæld spillede de stadig en helt afgørende rolle som trækkraft i landbruget. Den rolle forsvandt de følgende tyve år ikke mindst i kraft af de mange traktorer, som via Marshall-planen kom til Danmark i efterkrigstiden. I slutningen af 60erne var den danske hestebestand nede på omkring 50.000 individer.
Efterfølgende har hestene i Danmark fået en renæssance som både familie- og sportsdyr; og i dag er der ca. 185.000 af dem. Hesten har dermed par ben i hver af de to nævnte kasser:
Hesten er på den ene side i høj grad blevet et dyr, som private mennesker holder og knytter sig til som et familiemedlem. Således fremgår det af en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse, som i år er gennemført af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd i samarbejde med Danmarks Statistik, at rigtig mange mennesker føler sig personligt tilknyttet til deres hest lige som de gør til de typiske kæle- og familiedyr. Hunden er i alle sammenhænge klart nummer et; men hesten ser ud til at slå katten, når det drejer sig om personlig tilknytning.
Samtidig er det på den anden side helt almindeligt, at man sælger en hest, når den ikke længere passer til ens brug – hvis fx et barn eller ungt menneske er vokset fra den. Endvidere er der mange heste, som bruges til sportsudøvelse, og en del af dem på eliteniveau. Endelig slagtes eller aflives rigtig mange heste, når de ikke længere kan opfylde deres funktion som sports- eller ridedyr, men i øvrigt ellers sagtens kunne fortsætte med at have et godt liv i mange år. På disse punkter kommer hesten i nærheden af kassen med produktions- og andre former for nyttedyr. Disse spring mellem de dyreetiske kasser giver anledning til stærke offentlige kontroverser.
Ikke mindst brugen af heste som led i elitesport kan afføde stærke reaktioner. Det så man senest i forbindelse med sommerens olympiske lege i Tokyo. Billeder af den tyske deltager i moderne femkamp, Annika Schleu, gik verden rundt. Her så man blandt andet, hvordan hun med tårerne væltende ud af øjnene og vildt hulkende piskede den skræmte springhest Saint Boy, som nægtede at gennemføre de spring, der skulle til, for at Annika kunne fastholde sin placering som favorit til en guldmedalje. De første reaktioner i medierne var at have ondt at Annika; men efterhånden som billederne nåede til de mange, som går op i hestevelfærd, kunne det nok være, at piben fik en anden lyd. Der var udbredt fordømmelse af rytterens og hendes træners opførsel. Sidstnævnte blev diskvalificeret fra resten af de olympiske lege i 2021 for i frustration at have givet hesten et knytnæveslag. Slaget har formodentlig hverken gjort fra eller til for hesten, men diskvalificeringen var en nødvendig handling for at de ansvarlige i hestesporten kunne distancere sig fra en meget upopulær hændelse.
Hændelsen ved OL var en vigtig del af bagtæppet for et nyligt afholdt offentligt møde om velfærd hos heste, der deltager i hestesport. Mødet, der foregik i regi af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd og blev holdt på Aarhus Universitets afdeling i Foulum lidt uden for Viborg, havde tiltrukket omkring 150 deltagere – næsten alle med relation til de mange forskellige grene af hestesporten.
Sagen fra OL var langt fra den første af sin slags – og mødet var også planlagt længe før. Generelt udgør brug af heste til elitesport en udfordring for vores forestilling om hesten som en ven eller partner. Elitesport er meget krævende fysisk og psykisk – i forhold til mennesker ser vi det i dag derfor som helt afgørende, at deltagelse heri sker på grundlag af frivillighed og personligt engagement. Men i modsætning til eliterytteren har elitehesten ikke muligheden for at sige fra; og i modsætning til, hvad der gælder for rytteren, er der formodentlig ikke noget positivt for en hest ved at blive en sportsstjerne, som kan være med til at opveje de mange afsavn og risici.
Den etablerede hestesport har reageret på problemerne ved at stramme reglerne og opstille etiske retningslinjer. Således har Dansk Rideforbund, som klart er den største og mest magtfulde spiller inden for dansk ridesport, og som var stærkt repræsenteret på mødet, opstillet et sæt etiske retningslinjer. Her holdes fanen meget højt, samtidig med at der bliver taget en række forbehold, hvilket kan udarte i en nærmest komisk dissonans. Således hedder det i den første paragraf, at ”indenfor al ridesport skal hensynet til hesten prioriteres over alt andet”, medens det længere nede fremgår, at ryttere ikke må anvende ”pisk ud over hvad der karakteriseres som korrektion og/eller irettesættelse” og at sporer ikke må anvendes ”uhæmmet”.
Mødet blev indledt med en afstemning, som viste, at næsten alle deltagerne mente, at der er behov for et større fokus på etik og dyrevelfærd i hestesporten. Og i dagens løb kom der mange gode forslag på bordet, herunder øget fokus på opfyldelse af sportshestenes behov i de mange timer af døgnet hvor de ikke trænes. Det kunne være sikring af fysisk kontakt til andre heste, øget tid på fold og adgang til grovfoder, som alle er forskningsmæssigt veldokumenterede behov.
Endvidere blev der foreslået øget fokus på uddannelsen af børn og unge, som ikke kun skal lære at ride, men også lære om hestens natur og behov, og hvordan man omgås heste på en sikker måde. Kvaliteten af uddannelsen af rideinstruktører og beridere vil sandsynligvis kunne øges, hvis den opkvalificeres og gøres SU-berettiget og ikke som nu skal finansieres via rideklubberne.
I forbindelse med konkurrencer blev dommerne fremhævet som de, der sidder med nøglen til sikring af hestevelfærd gennem belønning af de atleter, der overholder principperne for god ridning. Det blev også foreslået, at organisationer og medier bør vise fotos, hvor hesten fremvises i overensstemmelse med organisationernes egne principper for god ridning, fx i forhold til hestens hovedholdning og fravær af konfliktadfærd. Endvidere blev hestens forberedelse og igangsætning samt brug af udstyr og tvangsmidler, som f.eks. tungebånd på travheste, diskuteret.
Der er ingen tvivl om, at flertallet af fremmødte deltagere på hestemødet ikke alene ønskede at få forbedret forholdene for hestene for at sikre hestesporten en licence to operate (i forhold til moderne femkamp er det dog for sent, her er ridning netop blevet erstattet af cykling) – de gjorde det klart også af et ærligt hjerte. Dette ændrer dog ikke ved, at brugen af heste til elitesport fortsat vil være kontroversiel. Mens mange almindelige mennesker kan acceptere, at man for at producere mad holder køer og grise under forhold, som langt fra er ideelle, kan hestesport let fremtræde som en unødvendig luksus – på linje med fx fremvisning af elefanter i cirkus. Derfor forventer vi, at hestesporten i de kommende år vil gennemgå en yderligere tilpasning i retning af større dyrevelfærd med henblik på at undgå at blive yderligere marginaliseret i forhold til fx OL og andre sportsbegivenheder, som har mediernes bevågenhed, og som er helt afgørende for at sikre økonomien i sporten.