Hvornår er det etisk forsvarligt at slå et ungt og raskt dyr ihjel?

Af Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd

(Kronik bragt i Dyrlægen nr. 5, 2021)

Aflivning af dyr, som ikke er kommet til skade eller er alvorligt syge, giver i stigende grad anledning til kontroverser. Ofte har disse kontroverser rod i udlandet, og ofte drejer de sig om karismatiske dyr såsom hunde, hvaler og giraffer. Samtidig er der selvfølgelig rigtig mange dyr, som er mindre karismatiske eller bare nyder mindre bevågenhed, som bliver aflivet i stor stil i forbindelse med produktion af kød, på forsøgslaboratorier og ved skadedyrsbekæmpelse – uden at det giver anledning til de store kontroverser.

I lyset af dette kan være let af afvise diskussionen om drab på dyr som udtryk for føleri og dobbeltmoral. Dog er der i stigende grad mennesker, som tager konsekvensen af deres uvilje mod drab på raske dyr og vælger en vegansk livsstil og/eller taler for nye måder at bruge og forvalte dyr uden eller med færre drab.

Der er derfor brug for en mere principiel filosofisk diskussion af menneskers ret til at slå unge og raske dyr ihjel. Udgangspunkter for diskussionen er den antagelse, at det kan lade sig gøre at aflive dyret på en smertefri måde. Diskussionen, som jeg vil fokusere på her, drejer sig altså alene om det at fratage dyret dets liv, ikke om eventuelle lidelser forbundet med aflivningen. Problemstillingen giver anledning til to hovedspørgsmål: Kan et aflivet dyr siges at have mistet noget? Er det i givet fald etisk acceptabelt at slå dyret ihjel?

I forhold til det første spørgsmål er der to indflydelsesrige svar.

Det første svar daterer sig tilbage til den græske filosof Epikur (341-270 f.Kr.). Han mente, at mennesker (og dermed givetvis også dyr) ikke har noget at miste ved at dø. Følgende meget klare ord kan efter alt at dømme føres tilbage til ham: ”Hvorfor skal jeg frygte døden. Hvis jeg er her, så er døden her ikke. Hvis døden er her, så er jeg her ikke. Hvorfor skal jeg frygte det, som ikke kan eksistere når jeg gør.”

Jeg er enig med Epikur i, at det ikke er synd for den døde. Når nogen er død, er der ikke længere nogen, det kan være synd for. Der er dog alligevel plads til at sige, at der er noget, som er gået tabt ved døden (helt uafhængigt at de lidelser, som gik forud, og af savnet for de overlevende) – nemlig det potentielle fremtidige liv. Tabet af det kan være trist og tragisk – også når det gælder dyr. Og ifølge dette svar har det aflivede dyr altså mistet sit potentielle fremtidige liv – og det er et tab, selv om det døde dyr (eller menneske for den sags skyld) ikke kan erkende tabet. Et tilsvarende synspunkt finder man ofte i nekrologer for mennesker, der er døde tidligt, hvor typisk siges, at afdøde gik bort ”alt for tidligt” (underforstået, at det er trist, at vedkommende ikke fik lov at få en række potentielt gode år med).

I forhold til det andet spørgsmål er der tre mulige svar for dem, der som jeg mener, at et ungt og raskt dyr mister noget, når det bliver aflivet: 1) Det er i princippet altid forkert at slå et levedygtigt dyr ihjel, og dette kan kun forsvares, hvis det sker i selvforsvar. 2) Det er forkert at slå et levedygtigt dyr ihjel, men kan nogle gange være det mindste onde. 3) Det er acceptabelt at slå et levedygtigt dyr ihjel, hvis det samlet set fører til de bedste konsekvenser for alle (inklusive dyrene).

De første to svar repræsenterer forskellige varianter af det, der kaldes dyrerettighedsetik, en konsekvent og en mere moderat version af synspunktet. Fx vil en tilhænger af den moderate rettighedsetik kunne forsvare drab på forskellige former for overskudsdyr, fordi alternativet for de berørte parter er værre. Det kunne fx være et dyreinternat, hvor man for at sikre plads til alle kan være nødt til at aflive de af dyrene, som har siddet længst, og som det ikke er muligt at finde et nyt hjem til. Forskellene mellem de to udgaver af rettighedsetikken vil bero på, hvis interesser, der kan tælles med, når man overvejer at dræbe et dyr. Ifølge den konsekvente version af synspunktet, skal jeg stå i et direkte valg mellem at redde mit eget eller mine nærmestes liv eller ofre dyrets liv, før drabet er det mindste onde, mens den mere moderate version også kan tælle andre parters interesser med – det kan være de resterende dyr, som får et bedre liv, hvis man fx afliver dyr, som man ikke kan finde plads til.

På linje med andre velfærds-orienterede konsekvensetikere (også ofte kaldet nytteetikere) kan jeg ud fra min personlige holdning i en række situationer forsvare drab på dyr på baggrund af det tredje af de nævnte mulige svar. Slår man et ungt og raskt dyr ihjel, mister man noget af moralsk værdi – nemlig resten af dyrets liv. Men hvis dette tab opvejes af andre velfærdsgevinster, kan drabet stadig være OK.

Fx kan jeg forsvare slagtning af landbrugsdyr, som lever under gode forhold, da disse dyr har gode liv og ikke ville eksistere, hvis ikke det var for vores landbrugspraksis. Jeg har fx heller ikke nogen problemer med at forsvare jagt på rådyr i den danske natur, så bestandene er bæredygtige, og så man undgår alvorlige konflikter mellem dyr og landmænd. Eller for at tage det ovenfor nævnte eksempel, så har jeg al mulig sympati for de organisationer, der forsøger at finde nye hjem til herreløse hunde og katte; men jeg har samtidig ikke problemer med, at man vælger at aflive de af dem, som enten ikke egner sig til at blive placeret i et privat hjem, eller som der ikke kan findes et hjem til. Alternativet kan være værre både for de pågældende dyr selv, som ellers skulle sidde og rådne op på et internat, og i forhold til internaternes muligheder for at hjælpe flest mulige dyr.

Forskellen mellem mit synspunkt og den moderate rettighedsetikers er, at jeg godt kan acceptere avl af dyr, som ender med at skulle aflives, så længe det fremmer velfærden overordnet set, mens den moderate rettighedsetiker så vidt muligt vil undgå, at der kommer dyr til verden, som senere skal aflives. Fx vil en moderat rettighedsetiker typisk argumentere for, at man som det mindste onde forsøger at forhindre vilde dyr i formere sig i zoologiske haver ved brug af svangerskabsforebyggende midler eller neutralisation, så man ikke senere skal aflive overskudsdyr. Med mit synspunkt vil man derimod kunne forsvare at fx løverne får lov at formere sig med den konsekvens, at nogle af dem senere skal aflives. Det ville jeg forsvare med henvisning til at et kort løveliv er bedre end intet løveliv og at det at have unger beriger de øvrige løvers liv.

Et muligt modsvar til min position er, at det tilsyneladende også ud fra denne position er OK at slå sunde og levedygtige mennesker ihjel. Dette er, indrømmer jeg, klart en udfordring for et synspunkt som det, jeg forsvarer. Jeg har to mulige svar, som jeg her kun kort kan skitsere: For det første mener jeg, at vi i praksis faktisk accepterer moralske afvejninger af menneskeliv. Fx opererer man med en pris på et menneskeliv, når man bestemmer, hvor høj grad af trafiksikkerhed, der skal være. Samtidig kan der efter min opfattelse være gode indirekte grunde til at fasholde idealet om menneskelivet som ukrænkeligt. Vi ved alt for godt, hvordan det er at leve i samfund, hvor man giver køb på dette ideal.

Der er i stigende grad negativt fokus på drab af dyr. Dog findes der en tredje position ved siden af ligegyldighed over for drab på dyr og dyrerettigheder. Jeg har her forsøgt at udfolde denne position. Jeg mener, at den er til at leve med.