Dyreetik og kødspisning – hvor står danskerne?

Af Peter Sandøe og Thomas Bøker Lund, henholdsvis professor og lektor ved Københavns Universitet.

(Kronik bragt i Weekendavisen den 12. maj 2021.)

Danskere flest er glade for at indtage kød og andre animalske produkter. Det har meget at gøre med vaner, smag og kultur. Men hvad med etikken – mener de fleste danskere også, at det i princippet er OK at udsætte dyrene for lidelser, for at de kan fastholde deres madvaner? Og selv om dyrene ikke lider alvorligt, mener danskerne så på bunden af deres hjerte, at det er OK at slå dyrene ihjel for at tilfredsstille deres gastronomiske behov?

Skal man tro den amerikanske socialpsykolog Melanie Joy, som har viet sit liv til at forsøge at udbrede en vegansk livsstil, er svaret på de to spørgsmål et klart nej. Joy har selvfølgelig ikke studeret danskere, men på grundlag af studier gennemført i andre lande, særligt USA, har hun formuleret en generel teori om en ideologi, som hun mener ligger til grund for forbruget af animalske produkter i hele den vestlige verden. Denne ideologi, som hun kalder carnisme, bygger på en systematisk fortrængning af viden om måderne, hvorpå landbrugsdyr opdrættes, holdes og slagtes – kombineret med falske forestillinger om, at det at spise kød og andre animalske produkter er noget naturligt, normalt og nødvendigt. Ifølge Joy ville ingen eller meget få mennesker i vores del af verden spise kød, æg og mejeriprodukter, hvis de både var velinformerede og samtidig kunne nå ind til deres autentiske tanker og følelser.

Det tror vi ikke er et korrekt billede af, hvad der rører sig, inderst inde i danskerne. Vi har sammen med nogle kolleger i to sociologiske studier gennemført i henholdsvis 2017 og 2019 forsøgt at måle danskernes dyreetiske holdninger og disses sammenhæng med indtag af animalske produkter. Og vi nåede frem til et meget andet resultat end det, Joy forsvarer.

For at kunne måle dyreetiske holdninger tog vi udgangspunkt i de teoretiske overvejelser, som filosoffer gennem de seneste fem årtier har udviklet i forbindelse diskussionen om menneskers etiske pligter over for dyr. Her har diskussionen lidt forsimplet sagt udspillet sig som en krig på to fronter, hvilket har givet anledning til tre hovedsynspunkter:

Diskussionen på den ene front handler om, hvorvidt dyr i egen ret har krav på etisk hensyn. De filosoffer, der benægter dette, ser typisk etikken som et produkt af en hypotetisk aftale mellem personer, som kan have gensidig gavn af at der findes etiske spilleregler. Da de pågældende filosoffer ikke mener, at dyr kan indgå aftaler, tilslutter de sig en antropocentrisk etik, ifølge hvilken dyr ikke i egen ret har krav på etisk hensyn, men alene kan komme ind i varmen via hensynet til de mennesker, som måtte føle noget for bestemte dyr, fx hunde og katte der lever som familiemedlemmer. Tilhængerne af denne etik mener, at målet altid helliger midlet, når det drejer sig om at producere kød, mælk og æg.

Diskussionen på den anden front tager udgangspunkt i, at dyr har krav på etisk hensyn, men fokuserer på karakteren af dette hensyn. På den ene side er der filosoffer, som forsvarer den såkaldte nytteetik og mener, at etik alene drejer sig om at fremme velfærd, og at velfærd tæller lige meget, hvad enten der er tale om et menneske eller et dyr. I et nytteetisk perspektiv skal man altså veje dyrenes eventuelle tab af velfærd op mod den velfærd, som mennesker (og andre dyr) kan opnå ved at bruge dyr. Ifølge denne opfattelse er der derfor i princippet ikke noget til hinder for at bruge dyr til formål såsom at producere kød, mælk og æg, så længe dyrene har det godt og bliver aflivet på en human måde. Det kan endda være acceptabelt at påføre dyr ubehagelige oplevelser, fx ved dyreforsøg, hvis det tjener til at øge den samlede velfærd. På den anden side er der filosoffer, som forsvarer en form for dyrerettighedsetik, ifølge hvilken dyr har en umistelig ret til liv og frihed, og som derfor mener, at mere end velfærd tæller, og at målet aldrig helliger midlet i forhold til vores brug af dyr. Tilhængerne af denne opfattelse vil afskaffe brug af dyr både til landbrugsproduktion og dyreforsøg.
Da vi så nærmere på eksisterende studier af etiske holdninger og på løbende dyreetiske debatter i vores samfund, kunne vi relativt let genfinde både den antropocentriske etik og dyrerettighedsetikken. Derimod var nytteetikken i dens rene form ikke lige til at få øje på. I modsætning til renhjertede nytteetikere, som mener at dyrs og menneskers velfærd tæller lige meget, så fandt vi et udbredt synspunkt ifølge hvilket hensynet til mennesker har højere prioritet end hensynet til dyr. Hovedprincippet i denne dyrevelfærdsetik er, at man skal undgå unødig lidelse hos dyr, men at vigtige menneskelige interesser altid har forrang.

Ved hjælp af 12 spørgeskemaspørgsmål udviklede vi et redskab til at måle graden af tilslutning til disse tre etikker, og i to omgange gav vi spørgsmålene til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Det var ikke sådan, at mennesker typisk kom ud som enten helt det ene eller helt det andet eller tredje, men derimod har de fleste mennesker sammensatte dyreetiske orienteringer, som adskiller sig ved, at forskellige etikker har større eller mindre vægt. Generelt set fandt vi dog at den føromtalte dyrevelfærdsetik – hvor grundindstillingen er, at vi skal tage hensyn til dyr, men at mennesker har forrang – er den mest udbredte blandt danskere. Vi fandt også to interessante demografiske sammenhænge: For det første fandt vi, at kvinder i gennemsnit er mere dyrerettighedsorienterede og mindre antropocentriske end mænd. Dette mønster har man også identificeret i andre lande. For det andet fandt vi – mere overraskende – samme mønster, når vi sammenlignede mennesker i lavere indkomstgrupper med dem i de højere. Den sidste sammenhæng kan måske forklares ved, at mindre privilegerede mennesker har lettere ved at sætte sig i den svage parts, her dyrenes, sted, mens de velhavende og mere privilegerede er mere tilbøjelige til at mene, at ”sådan er det jo”.

Men hvordan fordeler danskerne sig så i forhold til spørgsmålet, om det er etisk acceptabelt at spise kød, æg og mejeriprodukter? For at svare på det, delte vi i vores andet studie danskerne op i fire segmenter, som kunne holdes op mod Melanie Joys påstand om, at vi alle inderst inde er veganere.

Vi nåede vi frem til, at det kun er ca. 15 % af danskerne, der har en dyrerettighedsetisk orientering, og som altså tenderer til at mene, at det i princippet er etisk forkert at slå dyr ihjel for at spise dem; og af dem var det kun ca. 2-3%, som tog konsekvensen og levede vegetarisk eller vegansk. De øvrige danskere fordelte sig på tre grupper: De antropocentriske, der har det fint med, at mennesker bruger dyr, og som ikke mener, at dyr har krav på særlige etiske hensyn (20%), de ligeglade (35%), som er uengagerede i dyrenes velfærd og derfor heller ikke har en særlig etisk profil, og de dyrevelfærdsorienterede, som mener det er helt OK at spise dyr, som har haft det godt (30%). Det betyder, at det kun er for ca. 15% af danskernes vedkommende, der er belæg for Joys påstand om, at hvis vi fulgte vore oprigtige etiske overbevisninger, så ville vi lægge om til en vegansk livsstil.
Vi har gennemført den samme undersøgelse i Sverige og Tyskland; og selv om der er interessante forskelle landene imellem (fx med relativt flere ligeglade i Tyskland og lidt flere vegetarer og veganere i både Sverige og Tyskland), så er det store billede det samme i de tre lande.

Foruden at måle danskernes dyreetiske holdninger målte vi også deres rapporterede forbrug af forskellige former for velfærdssvinekød, som man jo i dag takket være mærkningsordningerne kan købe i næsten alle supermarkeder. Her så vi en klar sammenhæng mellem holdning og handling, idet såvel de dyrerettighedsorienterede som de dyrevelfærdsorientede forbrugere købte relativt meget velfærdskød, mens de antropocentriske og de ligeglade købte relativt lidt.

På baggrund af vores fund kan vi konkludere, at Melanie Joys veganske vision umiddelbart kun vil appellere til ca. 15% af danskerne. Derimod vil der fortsat være en meget stor andel af danskerne, som er kødspisere af overbevisning og ikke bare som et produkt af misinformation og viljessvaghed. Der er heller ikke noget, som tyder på, at de mange danskere, som i øjeblikket er i gang med at reducere deres kødforbrug, såkaldte fleksitarer, er på vej i retning af Joys standpunkt. Et nyligt offentliggjort studie, som den ene af os var medforfatter på, viste således, at danske fleksitarer generelt ikke har planer om at lægge om til at blive vegetarer eller veganere.
For at vende tilbage til de spørgsmål, vi stillede i starten, kan vi sige, at flertallet af danskerne mener, det etisk set er OK at slå dyr ihjel for at producere mad. Men der er også en stor og relativt toneangivende gruppe, som ikke synes, det er OK at udsætte dyrene for lidelser, for at vi kan fastholde vores madvaner.

Dette betyder efter vores opfattelse, at diskussionen af landbrugets husdyrproduktion ikke, som Melanie Joy mener, kommer til at handle om afvikling, men i høj grad bliver en diskussion om udvikling. En vigtig del af denne diskussion kommer til at handle om veje til at fremme en udvikling i retning af mere dyrevelfærd. Hvordan får man fx aktiveret de slumrende holdninger hos den store gruppe, som er ligeglade? Her er vejen frem nok ikke at give forbrugerne flere valgmuligheder, men snarere at fjerne deres mulighed for at vælge billige produkter med lav dyrevelfærd – en vej, som vi har set, at dele af dagligvarehandelen er begyndt at slå ind på. Og så er der selvfølgelig også diskussionen om klima og natur, som sikkert vil trække i retning af et mindre forbrug af oksekød.

Forskningsartikel

Læs mere i forskningsartiklen 'Moral convictions and meat consumption: a comparative study of the animal ethics orientations of consumers of pork in Denmark, Germany, and Sweden', Animals vol. 11, issue 2.