Diskusprolaps hos gravhunde: Rygfotografering virker, men kan den nu erstattes af en DNA-test?

Af Camilla Sichlau Bruun, Charlotte Bruun, dyrlæge, hørsholm hestepraksis, Tine Marx, dyrlæge, Abild Dyreklinik, Helle Friis Proschowsky, dyrlæge, ph.d., specialkonsulent, Dansk Kennel Klub og Merete Fredholm.

Sammendrag

Diskusprolaps er en komplekst nedarvet, smertefuld lidelse, som udgør det største sundhedsproblem blandt gravhunde. Avlsarbejdet har i årevis været baseret på rygfotografering for at bestemme antallet af kalcifikationer (K-tallet). Kalcificerede discs kan udvikle sig til prolaps, og K-tallet er derfor indikativt for risikoen. En mutation på kromosom 12 er for nylig blevet associeret med risiko for diskusprolaps, og baseret på dette fund er en DNA-test blevet udbudt.

I denne artikel sammenligner vi validiteten af henholdsvis K-tallet og DNA-test-resultatet som redskab i bestræbelserne på at reducere forekomsten af diskusprolaps hos gravhunde.

Ved en spørgeskemaundersøgelse af 122 rygfotograferede gravhunde har vi undersøgt nøjagtigheden af det nuværende avlsprogram baseret på denne metode. Hunde med ≥ 5 kalcifikationer har 14 gange højere risiko for at udvikle diskusprolaps end hunde med < 5 kalcifikationer. Rygfotografering samt grænseværdien på < 5 kalcifikationer er derfor et godt selektions- og prognostisk redskab.

Til sammenligning har vi undersøgt validiteten af DNA-testen ved at genotype 151 rygfotograferede gravhunde. Frekvensen af mutationsallelen var meget høj – også blandt dem med få kalcifikationer. Kun syv ruhårede og en korthåret gravhund var fri for mutationen. Da DNA-testen således ville udelukke næsten alle gravhunde fra avlen inklusive dem med få eller ingen kalcifikationer, kan den ikke anbefales.

Artiklen er bragt i Dansk Veterinærtidsskrift, 3, 2021, og er tilgængelig her: Diskusprolaps hos gravhunde: Rygfotografering virker, men kan den nu erstattes af en DNA-test? (URL)