Små børn med pels på

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen den 13. maj 2015)

Forbuddet mod dyresex kan ikke begrundes fagligt, men det afspejler et ændret syn på dyr. Som uskyldige, værgeløse væsner, der skal beskyttes mod dyriske sexgalninge.

Den 21. april i år vedtog Folketinget en ændring af Dyreværnsloven, som betyder, at det fra 1. juli er forbudt for mennesker »at have seksuel omgang med eller foretage seksuelle handlinger med dyr«. Straffen for overtrædelse af dette forbud er bøde eller fængsel op til fire måneder. Der bliver dog i samme åndedrag indført en vigtig undtagelse, idet forbuddet ikke omfat- ter handlinger, som udføres »i forbindelse med avl og reproduktion, dyreforsøg eller af andre lignende berettigede grunde«. Det afgørende er således det seksuelle motiv, hvilket kommer klart til udtryk i bemærkningerne til lovfor- slaget, ifølge hvilke den forbudte handling »skal have haft et seksuelt præg og være af en sådan karakter, at den vil være egnet til at vække eller tilfredsstille menneskets seksuelle drift.«

Bemærkningerne til lovforslaget er særdeles omhyggelige i deres beskrivelse af, hvilke handlinger der vil være omfattet af forbuddet. For eksempel nævnes, at forbuddet også omfatter, »at dyr oralt stimulerer menneskets kønsorgan eller andre erogene zoner.« Hvis altså en person vælger at smøre sine kønsorganer ind i leverpostej og med henblik på seksuel pirring lader en hund slikke leverpostejen af, så vil personen ifølge det netop vedtagne forbud være hjemfalden til op til fire måneders fængsel. I det konkrete tilfælde vil det være svært argumentere for, at hunden har været udsat for mishandling i dyreværnslovens forstand, eller at den på anden måde har været udsat for noget, der velfærdsmæssigt set er betænkeligt. Handlingen synes at kombinere to ting, der normalt forbindes med positiv velfærd for en hund, at spise leverpostej og at slikke sin ejer, og det er svært at få øje på noget i situationen, som fra hundens synsvinkel kan være forbundet med ubehag eller anden form for reduceret velfærd.

Fødevareminister Dan Jørgensen, som står bag lovforslaget, hævdede dog ved forslagets fremsættelse i Folketinget, at dets formål er »at sikre dyrs velfærd bedst muligt«. I medierne har han efterfølgende igen og igen fremført to argumenter til fordel for forslaget. Det første er, at dyret ikke kan sige fra. Præmissen for dette argument er dog i en vis forstand åbenlyst forkert: Dyr kan ved deres adfærd vise, hvis de føler angst, smerte eller anden form for ubehag ved ting, som mennesker gør ved dem. I en anden forstand er præmissen selvfølgelig trivielt sand: Dyr kan ikke tale og kan derfor heller ikke sige nej. 

Men tager man det argument alvorligt, så er det jo alt, hvad vi forsøger at gøre i forhold til dyr, der bliver et problem, og mere specifikt bliver det svært at forstå, hvorfor det fortsat skal være tilladt for mennesker at blande sig i dyrenes reproduktion, når det sker af, hvad der i loven kaldes »berettigede grunde« – hvor der faktisk kan forekomme en del, som påvirker velfærden negativt. Det andet argument er, at en række lande omkring os, herunder Sverige, Norge, Holland og Tyskland har indført forbud mod dyresex. I lyset af dette ser Dan Jørgensen en fare for vores internationale image, idet forskellige medier i de nævnte lande ynder at fremstille Danmark som et paradis for dyresexturister. Samtidig må man dog sige, at det på trods af voldsom interesse for emnet fra en række mediers side ikke er lykkedes at finde nogen nævneværdig evidens for, at der skulle eksistere danske dyrebordeller eller lignende. Og når det drejer sig om andre moralsk ladede emner, som for eksempel behandling af indvandrere, plejer det ikke at være nogen stor bekymring hos danske politikere, hvordan de ser på os i for eksempel Sverige.

Et motiv, somtydeligvis spiller en rolle for en del af de mange politikere, som denne gang – uden at der er kommet et eneste nyt argument på bordet – har valgt at stemme for et forbud mod dyresex, er ønsket om at lukke en flanke i forhold til Dansk Folkeparti. Siden 2005 har det været en mærkesag for partiet at få et forbud mod dyresex, og partiet har fremsat forslag herom i Folketinget ikke færre end fire gange. Hver gang er forslaget blevet stemt ned af et bredt flertal med henvisning til, at dyresex allerede var forbudt i det omfang, det førte til skade for nogen – ikke mindst via dyreværnslovens generelle paragraffer. Det har dog haft en pris at stemme imod et forbud mod dyresex, idet Dansk Folkeparti med støtte fra forskellige græsrodsorganisationer har formået at skabe en klar folkelig opinion til fordel for et forbud. Socialdemokratiets dyrevelfærdsordfører, Orla Hav, var således prisværdigt ærlig, da han blev interviewet om emnet til Radio 24/7 og blankt indrømmede, at der ikke er noget fagligt belæg for et forbud. Han tilføjede: »Vi bliver jo tillagt, at vi skulle gå ind for dyresex, hvis vi er imod et egentligt forbud, og den argumentation kan vi ikke vinde. Så kan vi lige så godt sige: Okay, hvis det er et stort ønske, så får man det efterkommet.«

Datidens forbud bundede i et religiøst betinget moralbud om, at mennesket skulle afholde sig fra seksuelle handlinger, der ikke tjente forplantningen – »Omgængelse, som er imod Naturen«, som det hed i Christian V’s Danske Lov fra 1683. Det moralske problem ved dyresex blev set som, at mennesket blev trukket ned på et dyrisk niveau. På den bag- grund var det frem til midten af 1700-tallet ikke alene den menneskelige synder, men også dyret, der typisk blev straffet med døden.

Danskerne er dog i dag rimeligt tolerante, når det kommer til afvigende sex mellem voksne mennesker; og jeg tror derfor ikke, at de er vendt tilbage til fortidens restriktive seksualmoral. Derimod tror jeg, at der er sket en ændring i deres syn på dyrene. Mens dyrene i tidligere tiders kristne moral stod for det syndige og lastefulde, som vi mennesker skulle holde os på afstand af, så synes forholdet derimod nu at være vendt på hovedet. Dyrene opfattes i dag af dem, der ønsker et forbud mod dyresex, som nogle uskyldsrene, barnlige væsner, som skal beskyttes mod menneskers utæmmelige begær. Det er altså den uskyldige natur, som skal beskyttes mod menneskers perverterede seksuelle kultur.

Om man skal glæde sig over denne udvik- ling er delvis en holdningssag; men personligt er jeg meget bekymret for en udvikling, hvor dyr ikke længere bliver set som dyr, men som små børn med pels på.