Skydefugle
Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet
(Trykt i Weekendavisen 5. november 2010)
Hvis man på denne tid af året søger ud på landet eller ind i skoven for at få fred i sjælen, er der en vis risiko for, at freden bliver forstyrret af skyderi, eller at man bliver nægtet adgang. Det er nemlig nu, at grønklædte jægere sammen med deres hunde er i gang med at nedlægge fugle og hjorte i stort tal.
I sig selv er det jo helt fint, at grupper af mennesker sammen med deres hunde dyrker livet uden døre, men mange ikke-jægere vil spørge, hvorfor det skal gå ud over dyrene. Kan man ikke gå ud i naturen og efterfølgende spise og drikke sammen, uden at det skal være nødvendigt at skyde på andre levende væsner?
Acceptable motiver for jagt
Stillet over for den slags spørgsmål kan jægerne efter min mening et langt stykke hen ad vejen komme med gode etiske argumenter til forsvar for jagten. De kan sige, at de høster et naturligt overskud af dyr, som findes i den danske natur. De kan tilføje, at det jo i alle tilfælde er godt at fjerne en del af dette overskud, idet der jo ikke i Danmark længere er vilde rovdyr, som kan bidrage til at holde bestanden af f.eks. rådyr nede.
Det er selvfølgelig i høj grad menneskelige interesser, som betinger, at bestande af hjorte og andre vilde dyr skal reguleres. Det er f.eks. landmænds interesse i at undgå at få deres afgrøder spist eller på anden måde ødelagt af vilde dyr.
Der er dog også mere ædle motiver, som kan ligge til grund for ønsket om at sørge for at kontrollere bestande af vilde dyr i Danmark. Det gælder hensynet til at beskytte naturværdier. For eksempel kan en stor bestand af ræve have en negativ effekt på en række sjældne eller truede fuglearter. Derfor kan rævejagt i nogle tilfælde være et vigtigt led i beskyttelsen af biodiversiteten.
Et andet ædelt motiv kan også være hensynet til velfærden hos de dyr, som man gør til genstand for jagt. Jagten kan nemlig sikre, at bestanden af dyr holdes på et niveau, hvor man undgår at for mange dyr sulter og bukker under i vinterens løb. Samtidig kan man sige, at dyrene har levet et godt og frit liv, indtil de bliver nedlagt.
Jagten kan selvfølgelig stresse dyrene og for nogle dyrs vedkommende kan den medføre lidelser, fordi de bliver ramt uden at dø med det samme. Jægerne vil dog kunne argumentere for, at det samlet set er bedre at være en vildand end en slagtekylling og bedre at være en råbuk end en slagtekalv, også selv om anden og bukken ender med at blive nedlagt ved en jagt.
Opdræt af fugle til jagt
Medlemmerne af Det Dyreetiske Råd tilslutter sig i den udtalelse om jagt, som blev offentliggjort den 4. november, i princippet, at det kan være etisk forsvarligt at drive jagt på vilde dyr. Hvis alternativet til jagten er, at naturværdier ødelægges, eller at dyrene sulter og på anden måde lider, så er det helt i orden, at nogen afliver dem og sørger for, at der kun er så mange dyr tilbage, som der er plads til, og som det naturlige fødegrundlag giver mulighed for.
Flertallet af rådets medlemmer ser heller ikke noget problem i, at jægernes primære motiv for at gå på jagt hverken er naturbeskyttelse eller dyreværn, men derimod de oplevelser, som er forbundet med at opsøge og skyde dyrene ofte i selskab med ligesindede. Det afgørende er, at aktiviteten i det store perspektiv giver etisk mening.
Holder man sig til denne tankegang, rejser der sig dog et stort problem for en væsentlig del af den eksisterende jagt. En meget stor del af de fugle, som skydes i omegnen af halvdelen af alle de fasaner og gråænder, som nedlægges i Danmark er nemlig blevet opdrættet af mennesker med henblik på senere at blive sat ud i naturen.
De pågældende fugle kommer til verden i fangenskab og vokser så op i en indhegning, hvor man forsøger at forberede dem på at skulle klare sig som vilde fugle. Efter endt opvækst lukkes fuglene i løbet af sommeren ud i den vilde natur, hvor de så, om alt går vel, vil kunne blive skudt af jægere i løbet af efteråret. Inden da skal fuglene dog igennem en hård tid, hvor de skal lære at begå sig i den vilde natur.
Er skydefugle husdyr eller vildt?
Jeg har sammen med den øvrige del af flertallet af Det Dyreetiske Råds medlemmer principielle indvendinger mod denne praksis. Der er tale om, at man på én gang opdrætter dyr som husdyr og bagefter vil have dem til at leve som vilde dyr med det ene formål at kunne skyde dem. Der er dermed reelt tale om en sammenblanding af vildtforvaltning og husdyrhold med deraf følgende sammenstød mellem de meget forskellige normer, der kendetegner de to områder i relation til bl.a. dyrevelfærd.
Hvis man bliver inden for rammerne af de normer, som kendetegner husdyrhold, er det f.eks. forkert at sætte dyrene ud med de risici, det medfører for dyrenes velfærd. Set ud fra de normer, der kendetegner vildtforvaltning, er det derimod som hovedregel forkert ikke at lade dyrene leve og formere sig på naturens præmisser.
Det principielle etiske problem opstår, fordi man ved opdræt og udsætning af vildt underminerer eller ser bort fra de argumenter, som ovenfor er anført for at acceptere jagt på vildtlevende dyr: At man ved jagten høster et overskud af vilde dyr, at jagten giver en skånsom død til dyr, som ellers ville bukke under om vinteren osv. Tværtimod kan der argumenteres for, at husdyrene, i form af opdrættet vildt, vil blive udsat for unødigt ubehag og mulig lidelse både i forbindelse med udsætningen og aflivningen.
Jeg og andre medlemmer af Det Dyreetiske Råd anerkender, at forholdene i forbindelse med opdræt og udsætning i dag er væsentligt bedre end tidligere, og at der stadig blandt jægerne arbejdes på at gøre forholdene bedre alle steder, men jeg tager af de nævnte principielle grunde afstand fra opdræt og udsætning af dyr med henblik på jagt. Ifølge Rådets anbefalinger bør der derfor indføres lovgivning, som afvikler udsætning af fugle med henblik på jagt i Danmark.