Skal menneskeaber have menneskerettigheder?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen den 24. oktober 2008)

I juli måned i år vedtog det spanske parlaments miljøudvalg en resolution, som pålægger den spanske regering at give menneskeaber en række rettigheder. Der er tale om retten til liv og om en række frihedsrettigheder. Således vil det i Spanien blive ulovligt at dræbe chimpanser, gorillaer og andre menneskeaber - med mindre fx at aben er uhelbredeligt syg. Desuden vil det blive forbudt at bruge menneskeaber til forsøg, og det vil blive forbudt at lade aber optræde i cirkus, på film og lignende.

Begivenheden kan ses som en stor sejr for the Great Ape Project, en international græsrodsorganisation med bl.a. den kendte filosof Peter Singer i spidsen, som siden 1993 har kæmpet for, at menneskeaber sammen med mennesker skal indgå i et fællesskab af ligeværdige. Kendetegnende for dette fællesskab er ifølge organisationens hjemmeside at vi accepterer bestemte moralske principper eller rettigheder, som styrer vores indbyrdes forhold, og som kan håndhæves via lovgivning. 

I praksis vil lovgivningen ikke få de store konsekvenser. Menneskeaber bliver i forvejen ikke anvendt til dyreforsøg i Europa, og de 300 menneskeaber, som befinder sig spanske zoologiske haver, får lov at blive, hvor de er dog med krav om forbedrede forhold i en række tilfælde. Hvis der er tale om en sejr for noget, så er det mere for et principielt nyt syn på dyr.

Således blev begivenheden tilsyneladende også opfattet af Ingrid Newkirk, en af grundlæggerne af den amerikanske dyrerettighedsorganisation People for the Ethical Treatment of Animals (PETA). Hun udtalte 13. juli i år til the New York Times, at hun anså den spanske vedtagelse for at være en flot start på at nedbryde den artsbarriere, på grundlag af hvilken mennesker opfattes som gudlignende væsner, mens resten af dyreriget, hvad enten der er tale om chimpanser eller muslinger, bliver behandlet som skidt.

Newkirks udtalelse kan forstås på to måder. Dels kan man lægge vægt på, at hun siger, at vi mennesker skal holde op med at opfatte os selv som gudlignende i forhold til dyrene. Dels kan man lægge vægt på, at vi ikke må behandle dyr som skidt. Med hensyn til det sidste, mener jeg, at vi, hvert fald i Europa, for længe siden er begyndt at bevæge os i den rigtige retning.

At sige, at dyr har rettigheder, er jo i én forstand bare en anden måde at sige på, at mennesker har lovbestemte pligter over for dyrene. I verdens første dyreværnslov, som blev vedtaget af det britiske parlaments to kamre i 1822 havde mennesker en pligt til at undlade at mishandle dyr, og de som forbrød sig mod denne pligt, fx ved at skamride en hest, kunne straffes herfor.

Den første dyreværnslov indeholdt en række markante begrænsninger i den beskyttelse, som dyrene blev givet: For eksempel var det kun nogle dyrearter, som var omfattet. Således gjaldt love ikke for hunde, katte, fjerkræ og grise. Desuden var det kun den meningsløse grusomhed mod dyr, som var omfattet af loven. Meningsfuld grusomhed, fx i forbindelse med smertevoldende dyreforsøg, var ikke omfattet.

I det 20. århundrede blev fokus udvidet fra kun at omfatte meningsløs grusomhed til også at omfatte dyrevelfærdsproblemer knyttet til den intensive landbrugsproduktion. Selv om det ud fra en økonomisk betragtning kan give god mening at presse landbrugsdyrene, fx ved at putte høner i små bure eller fiksere drægtige søer, så bliver der løbende gennemført lovgivning, som sætter grænser for, hvor langt man må gå i forhold til at udnytte dyr i produktionsøjemed. I dag er der således (med overgangsordninger) indført forbud mod både burhøns og permanent fiksering af drægtige søer.

Hermed ikke sagt, at grise og høner i Europa i dag lever under optimale forhold. Det gør de langt fra. Pointen er blot, at der er indført lovbestemte krav til, hvor langt man må gå i forhold til at udnytte dyrene, og at disse krav løbende strammes. I den forstand har dyrene allerede rettigheder.

I stigende grad er EU den drivende kraft i forhold til at forbedre forholdene for landbrugsdyr og laboratoriedyr. Dermed spreder den lovgivningsmæssige beskyttelse af dyr sig til hele Europa, herunder Spanien, som indtil nu ikke i særlig høj grad har gjort sig bemærket som en nation, der går op i at beskytte dyrs velfærd. Således tillader Spanien stadig tyrefægtning, medens de nordeuropæiske lande allerede i 1800-tallet forbød tilsvarende aktiviteter.

På den baggrund kan det forekomme en smule mærkeligt, at det netop er Spanien, som forsøger at iklæde sig den dyreetiske førertrøje. Samtidig kan man stoppe op og spørge, om tildeling af rettigheder af den slags, som Spanien har indført for menneskeaber er vejen frem, når det drejer sig om dyrebeskyttelse. I givet fald vil det betyde, at man fremover ikke alene skal arbejde for, at dyr i vores varetægt har det godt, men også for at de ikke må dræbes, og for at de ikke må bruges i kommercielle sammenhænge.

Det ville betyde enden for de fleste af vore husdyr. Konsekvensen bliver ikke, at køer, grise og høns får det bedre, men at vi holder op med at holde dem. Dette vil nogle mennesker måske se som noget godt, men for mange, inklusive forfatteren af denne klumme, vil det være en fattigere verden, hvor der ikke længere var mulighed for at holde husdyr.

Når det drejer sig om forvaltning af truede vilde dyr, hvortil menneskeaber klart hører, kan man også diskutere, om vejen frem er generelt forbud mod at slå disse dyr ihjel. For øjeblikket er der i nogle områder af det sydlige Afrika rigtig mange elefanter, som ødelægger ikke alene fattige afrikaneres afgrøder, men også værdifuld natur. På grund af ideen om at elefanter har en ret til liv, som fremføres af en række organisationer involveret i beskyttelsen af de vilde elefanter, er det ikke muligt at foretage en regulering af bestandene.

Endelig kan det fremføres, at ideen om at give menneskeaber særlige rettigheder, fordi de ligner os mere end andre dyr, ikke bidrager til at nedbryde artsbarrierer, men snarere flytter dem. I stedet for at bruge kræfterne på at give menneskeaber særlige rettigheder bør vi efter min opfattelse generelt styrke beskyttelsen af alle dyr i vores varetægt.

Tilhængeren af dyrerettigheder vil dog kunne indvende, at jeg med min trang til at sikre dyrenes velfærd tiltager mig netop den gudlignende rolle, som Newkirk i citatet ovenfor kritiserer. Og det er vel ganske rigtigt. Der er en reel uenighed mellem dem, der som jeg tror på, at det er vores opgave at sikre dyrenes velfærd, og dem som mener, at vi skal opgive vores dominans og lade dyrene leve deres eget liv.