10. februar 2012

Pattegrisedødelighed - hvad kan vi acceptere?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 10. februar 2012)

Langt flere pattegrise dør i naturen end hos svineavlerne, men naturen er ikke nogen god målestok. Når man har dyr i sin varetægt, har man pligt til at tage bedst mulig vare på deres velfærd. 

I maj 2010 bragte TV-Avisen et indslag om, at hver fjerde gris døde, før den blev fire uger gammel. Med den enorme danske svineproduktion betød det, at der hver dag døde 25.000 grise. Det bekymrende var ikke alene, at pattegrisedødeligheden var høj, men at den over en tyveårig periode var vokset fra cirka 17 til cirka 25 procent. Dagen efter indslaget var den daværende fødevareminister, Henrik Høegh, ude at sige: "Jeg synes ikke, den høje dødelighed er et acceptabelt niveau." På den baggrund kan man spørge: Hvad er så et acceptabelt niveau? Er det 17 procent, eller er det meget lavere endnu?

Døden har mange årsager, også når det drejer sig om pattegrise. Når pattegrisedødeligheden herhjemme er vokset så meget, som den er, skyldes det dog først og fremmest, at det danske svineerhverv siden 1992 målrettet har avlet sine søer til generation efter generation at få flere og flere smågrise per kuld.

Dette har betydet, at man i perioden har opnået, at hver so i dag i gennemsnit fravænner godt to grise mere per kuld, end hun gjorde for 20 år siden. Dermed har den danske svineproduktion opnået et forspring i forhold til en række af konkurrenterne i udlandet; og dette er en del af forklaringen på, at det trods de høje danske omkostninger stadig kan betale sig at producere svin herhjemme. En negativ bivirkning af denne udvikling har dog været, at pattegrisedødeligheden også er vokset.

Væksten i dødeligheden er først og fremmest sket blandt de grise, som er født døde eller dør i forbindelse med fødslen eller faringen, som det hedder i den verden. Andelen af disse er næsten fordoblet i perioden, og de udgør nu omkring halvdelen af de døde pattegrise, mens der har været en svagere, men stadig markant stigning i antallet af grise, som døde efter faringen. Fordelingen på de to grupper har betydning, når man diskuterer de velfærdsmæssige konsekvenser af pattegrisedødeligheden. Blandt forskere, som arbejder med dyrevelfærd, er der nemlig en relativt bred enighed om, at pattedyr først opnår bevidsthed efter fødslen. Inden da ligger de, efter hvad vi ved, i en tilstand, som kan sammenlignes med at være i fuld narkose. Efter fødslen sker der en gradvis opvågning fra denne tilstand.

De grise, som dør efter faringen, dør ofte, fordi de er født svage. De reagerer langsomt, har svært ved at klare sig i konkurrencen om at komme til soens patter og kan ikke komme hurtigt af vejen, når soen lægger sig ned. Mange af dem ender derfor med at blive "lagt ihjel", som man siger. Der er al mulig grund til at tro, at disse grise kommer til at lide som følge af blandt andet sult og smerte, inden de endelig får fred. På den baggrund må det siges at have været en etisk set højst betænkelig udvikling, der blev sat i gang, da svineerhvervet valgte at avle for at få stadigt flere smågrise per kuld. Konsekvensen har nemlig været, at der samtidig er sket en stigning i andelen af grise, som dør på en lidelsesfuld måde. Stigningen er, som det fremgår, ikke så stor som stigningen i dødeligheden, men stadig markant.

Jeg har selv for år tilbage gjort opmærksom på, at det ikke kan være rigtigt, at man avler svin på en måde, så mængden af død og lidelse vokser år for år. Dette har man tilsyneladende også efterhånden indset fra erhvervets side. I 2004 valgte man nemlig at skifte avlsmål. Mens man hidtil havde avlet efter, at soen føder flest mulig grise, valgte man da at sadle om til at avle efter, at der er flest mulig levende grise fem dage efter faringen.

De første resultater af dette avlsarbejde blev fremlagt i en videnskabelig rapport sidste år. Her fremgår det, at i de besætninger, hvor man fremavler de søer, som senere skal indgå i den almindelige svineproduktion, har man fra 2004 og frem til i dag opnået et fald i dødeligheden på omkring 7 procentpoint. Det betyder, at man er nede på en dødelighed svarende til, hvad man havde, før man i 1992 begyndte at avle efter højere kuldstørrelse.

Der vil formodentlig gå omkring fem år, før denne genetiske udvikling for alvor er slået igennem i svineproduktionen. Dette hænger sammen med, at søerne i den almindelige produktion kun gradvist bliver udskiftet med indkøbte avlssøer. Der er således et genetisk efterslæb i den almindelige produktion sammenlignet med avlsbesætningerne.

Der er for mig at se god grund til at tro, at pattegrisedødeligheden fremover vil falde i den danske svineproduktion. Hvor meget den vil falde, er ikke kun afhængigt af genetikken, men også af svineproducenternes evne og vilje til at holde øje med de farende søer og tage sig af de nyfødte grise. Branchen har over for fødevareministeren fremlagt en ambitiøs plan på dette område. Det gode er her, at pengene og dyrevelfærden følges ad, idet hver ekstra overlevende gris også betyder ekstra indtjening til landmanden. På den baggrund mener jeg ikke, at det er en urealistisk ambition, at dødeligheden inden for en overskuelig årrække kan komme ned på det samme niveau, som den var på i 1992, det vil sige på omkring 17 procent.

Spørgsmålet er så, om det er et acceptabelt niveau? Er 17 procent ikke stadig en unaturligt høj dødelighed? Drager man naturen ind i diskussionen, må man sige, at dødeligheden i svineproduktionen målt med den vilde naturs alen under alle omstændigheder er meget lav. Fra naturens side er vildsvinet et dyr, som får ekstremt mange unger per kuld. Reproduktionsstrategien for denne dyreart er at få mange unger, hvoraf forventeligt kun en meget lille del overlever længe nok til, at de selv kan få afkom; og rigtig mange af dem dør i den sårbare periode lige efter faringen. Dette reproduktionsmæssige overskud udnytter vi mennesker i svineproduktionen, hvor vi ved at beskytte dyrene mod naturlige fjender og ved at fodre dem godt får et stort overskud af grise, der kan slagtes i en ung alder.

En pattegrisedødelighed på 17 procent er altså nok snarere unaturligt lav end unaturligt høj. Men når det drejer sig om dyrevelfærd, er det nok i alle tilfælde klogt ikke at bruge naturen som målestok. Holder vi dyr i vores varetægt, er det vores pligt at gøre det på en måde, hvor der tages bedst mulig vare på deres velfærd. Svinenes frihed bliver på en række punkter stærkt begrænset i den moderne svineproduktion. Det er efter min opfattelse et stort problem, at søerne stadig er fikserede, mens de er farende og diegivende, og at hovedparten af grisene ikke har adgang til halm. Også af den grund må det være rimeligt, at man lader dyrenes sikkerhed være i højsædet. Målet må være til stadighed at arbejde for at begrænse pattegrisedødeligheden.

Der er dog ét problem forbundet med dette projekt: Med stadig flere overlevende pattegrise ender man i en situation, hvor hovedparten af søerne får flere grise, end de selv kan passe. Så selv om det isoleret set er godt for dyrevelfærden, at pattegrisedødeligheden er på vej ned, er det her som på mange andre områder, hvor mennesker forsøger at styre naturen, sådan, at løsningen på det ene problem skaber grundlag for det næste.