På den høje hest: Dyreetisk kulturimperialisme

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet og formand for Det Dyreetiske Råd

(Trykt i Weekendavisen 21. januar 2011)

Den første uge i december sidste år tilbragte jeg i det nordlige Indien uden at møde én eneste nisse eller juledekoration. Det var godt at blive mindet om, at folk andre steder i verden ikke skænker julen en tanke. Og selvom der er masser af problemer i Indien, vil jeg ikke mene, at fraværet af jul er et af dem.

Jeg var i Indien, fordi jeg var blevet inviteret til at holde foredrag på en konference om vilkårene for heste, æsler og andre træk- og arbejdsdyr. Mens hesten i den rige del af verden blev udkonkurreret af traktoren i 1960'erne og nu i alt væsentligt er gået ind i rollen som hobby- og familiedyr, er der i de fattige dele af verden millioner af heste, æsler, muldyr, kameler mm., der fungerer som arbejdsdyr. Disse dyr har en barsk tilværelse, som i mange tilfælde er præget af slid, sygdom og utilstrækkelig ernæring.

Velgørenhed for heste

Bag konferencen stod en række hovedsageligt britisk baserede organisationer, flere med rødder tilbage til kolonitiden, som ved hjælp af frivillige bidrag fra mennesker i Storbritannien og andre velhavende lande forsøger at forbedre heste og æslers vilkår i udviklingslandene. Det sker i form af veterinære klinikker, hvor befolkningen gratis eller meget billigt kan få behandlet syge heste og andre trækdyr; og det sker i form af oplysningskampagner og andre forebyggende initiativer.

Hovedarrangøren af konferencen, The Brooke Hospital for Animals, blev stiftet af Dorothy Brooke, fruen til en britisk generalmajor. Parret var i 1930 blevet udstationeret i Cairo, og her så hun udslidte og syge heste, som oprindeligt var blevet solgt af den britiske hær til den ægyptiske befolkning efter afslutningen af Første Verdenskrig. Hun blev så oprørt over hestenes forhold, at hun skrev et indigneret indlæg i en engelsk avis. Som reaktion modtog hun en masse frivillige bidrag, som blev brugt til at opkøbe og aflive de nødlidende heste. I 1934 etablerede Dorothy Brooke et hestehospital i Cairo. The Brooke er i dag en stor organisation med en omsætning på over 100 millioner danske kroner om året og med aktiviteter i Mellemøsten, Afrika, Asien og Latinamerika.

Medens briter i 1930erne ikke havde de store skrupler ved at fortælle mennesker fra andre kulturer, hvad der er god moral, ser Verden i dag noget anderledes ud. Ikke alene er det britiske imperium gået under, men det er også en udbredt opfattelse i vores del af verden, at moralen er til diskussion og at vores moral ikke nødvendigvis er bedre end de andres. På den baggrund var jeg blevet bedt om at tage stilling til, om det er udtryk for kulturimperialisme, når mennesker fra Vesten tager til fattige lande og forsøger at gennemtvinge deres ideer om god dyrevelfærd.

Kulturrelativisme eller provinsiel moralisme

Det spørgsmål kunne jeg ikke give et simpelt ja eller nej som svar på. Jeg mener, at man i spørgsmålet om moral og kulturel diversitet må styre en svær kurs mellem to lige håbløse ekstremer. Det ene ekstrem er kulturrelativismen, som siger at moral er afspejling af kultur, og at man ikke med nogen ret med baggrund i én kultur kan kritisere moralen i en anden kultur. Men at menneskerettighederne klart har deres udspring i en vestlig liberal kultur, forhindrer jo ikke, at vestlige og andre lande, som har tilsluttet sig menneskerettighederne, med god ret kan kritisere regimer, der med påberåbelse af deres kultur sanktionerer for eksempel grov kvindeundertrykkelse eller undertrykkelse af etniske, religiøse eller politiske minoriteter.

Den modsatte, og lige så håbløse, ekstrem er, at man stiller sig kritisk over for de andres moral, uden samtidig at være villig til at træde et skridt tilbage og tage et kritisk blik på ens egne forestillinger om, hvad der er op og ned i det moralske univers. Så kan man med god ret blive beskyldt for at være en provinsiel moralist.

For at vende tilbage til hestene og æslerne i den tredje verden, mener jeg på den ene side, at man uden at skulle bekymre sig om at være kulturimperialist klart kan tage afstand fra forskellige former for tankeløs grusomhed mod dyr såsom når æsler nogle steder bliver arbejdet til døde i teglværksindustrien. Det kan hverken forsvares med henvisning til kulturelt bestemte værdier eller med henvisning til økonomisk nødvendighed.

Men der er situationer, hvor det er langt sværere at stille sig op og fortælle fattige mennesker i andre kulturer, at de skal rette ind efter vores moralske normer. Et eksempel er aflivning af gamle, svage og syge dyr, et emne, der på kongressen ofte blev bragt op af de personer, som til daglig arbejder med de fattige mennesker og deres dyr.

Religion og økonomi

Der er to grunde til, at det kan være svært at få lov til at aflive en fattig mands hest eller et æsel. Den første har at gøre med religiøst betingede normer. I kulturer, hvor hinduisme eller buddhisme spiller en stor rolle, er der udbredt uvilje mod at aflive dyr. I den vestlige verden anser vi det for meget værre, at et dyr lider, end at det bliver aflivet, mens det inden for disse kulturer er omvendt. Der har man svært ved at slå dyr ihjel, mens vi har svært ved at se dem lide.

Den anden grund har at gøre med økonomi. For mange fattige mennesker er det et meget stort økonomisk tab at miste et arbejdsdyr. Derfor vil man være tilbøjelig til at lade heste og æsler arbejde, så længe de overhovedet kan, og først aflive dem, når man er helt sikker på, at de ikke længere kan bruges til noget. Det kan vi fra vores rige verdens synsvinkel anse for at være kynisk og barsk. Her kan det dog være godt at besinde sig på, hvad normen egentlig er for behandling af dyr i vores eget samfund.

Godt nok bliver heste for det meste behandlet godt og omsorgsfuldt hos os, fordi vi har taget dem til os som en slags familiedyr. Men hvad med landbrugets produktionsdyr? I forhold til dem tolereres produktionspres og minimalistisk dyrevelfærd med henvisning til økonomiske argumenter. Samtidig kan man sige, at vi i den rige del af verden sagtens har råd til at betale for, at produktionsdyrene bliver behandlet bedre, end de gør nu. Fattige mennesker lever derimod ofte under lige så kummerlige forhold som deres dyr.

Derfor mener jeg, at man som en person med vestlig baggrund skal tænke sig om, inden man svinger sig op på den høje moralske hest og fortæller fattige mennesker, hvordan de skal behandle deres dyr.