Økologi og dyrevelfærd

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 25. marts 2011 og i Dyrlægen februar 2011)

De bekymringer, befolkningen har i forhold til den almindelige landbrugsproduktion, afspejles langt hen ad vejen i det økologiske landbrug. Som bevægelse opstod økologisk landbrug i forlængelse af 70'ernes miljøbevægelser, og i udgangspunktet var de centrale krav til den økologiske produktion derfor, at man afholdt sig fra at bruge sprøjtemidler, kunstgødning og andre kemiske hjælpestoffer.

Da dyrevelfærd for alvor kom på den offentlige dagsordenen midt i 90'erne, blev de økologiske regler ændret, således at der kom meget mere fokus på dyrevelfærd i den økologiske husdyrproduktion. Det ændrede fokus afspejles f.eks. tydeligt i markedsføringen af økologisk mælk, hvor der i dag tales meget mere om glade køer end om fravær af sprøjtemidler og kunstgødning.

Økologi vinder frem
Inden de økologiske producenter for alvor tog begrebet dyrevelfærd til sig var der opstået et marked for ikke-økologiske dyrevelfærdsprodukter som f.eks. skrabeæg og frilandsgrise. Der har dog været klar tendens til, at de økologiske produkter har vundet frem på dette marked. Inden for den alternative ægproduktion har de økologiske æg således overhalet skrabeæggene og er i dag de mest solgte alternative æg med en markedsandel på omkring 16 %. Den samme tendens ser man inden for produktionen af frilandsgrise, hvor en voksende andel efterhånden bliver økologisk.

At den økologiske tankegang og ideen om dyrevelfærd harmonerer med hinanden i forbrugerens hoved synes der at være flere gode grunde til. En af disse er, at dyrevelfærd for mange mennesker er forbundet med en vision om det naturlige liv, som den økologiske produktion bl.a. realiserer gennem krav om, at dyr skal have lov at komme ud.

En farlig holdning
Når økologien fremtræder som det dyrevenlige alternativ, gør den sig imidlertid også sårbar over for kritik, hvis virkeligheden for dyrene ude på de økologiske landbrug ikke er helt så munter, som man gerne vil give indtryk af.

I 90'erne kom det således frem, at man i den økologiske ægproduktion havde alvorlige dyrevelfærdsproblemer i form af bl.a. fjerpilning og kannibalisme. Disse problemer gav sig kontante udslag i en dødelighed på omkring 20 % - fire gange så meget, som man så hos burhønerne.

De økologiske ægproducenter reagerede på kritikken og tog en række initiativer, som bidrog til et markant fald i dødeligheden, og de kunne derfor med god ret sige, at selv om der var problemer, så arbejdede man målrettet på at gøre noget ved dem.

I dag er dødeligheden i den økologiske ægproduktion på omkring 10 %. Det er stadig mere end dobbelt så højt som hos burhønerne, og der er ikke lige nu mange tegn på forbedring. Det kan derfor se ud som om, at man inden for den økologiske ægproduktion har stillet sig tilfreds med, at man har de dyrevelfærdsproblemer, man nu har. Det er efter min opfattelse en farlig holdning.

Jeg er som forbruger helt med på at se igennem fingre med problemer i den økologiske ægproduktion, så længe man arbejder på at gøre noget ved dem. Men hvis man fra erhvervets side forholder sig passivt til problemerne, så kan det være svært at se, hvorfor man skal betale ekstra for de økologiske æg.

Overdødelighed i økologisk svineproduktion
Også inden for den økologiske svineproduktion kan der sættes spørgsmålstegn ved dyrevelfærden. På det seneste er der blevet rejst kritik over for den konventionelle svineproduktion på grund af den høje pattegrisedødelighed. Der har her været tale om den stigning i dødeligheden gennem de seneste tyve år, hvor man har fremavlet søer, som føder flere grise, men samtidigt også føder flere døde og svage grise.

I lyset af disse problemer kunne man forestille sig, at nogle forbrugere ville vælge at købe økologisk svinekød. Men ser man på specifikationerne for den økologiske svineproduktion, så står der ikke noget om pattegrisedødelighed, og faktisk ser det ikke særlig godt ud med hensyn til dødeligheden i den økologiske svineproduktion. En mindre undersøgelse, som er gennemført for nylig, viser at 20 % af de levendefødte grise i de undersøgte økologiske svinebesætninger døde, inden de nåede slagtealderen, medens det tilsvarende tal i den konventionelle produktion ligger lidt under 15 %.

Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, at der skulle være så stor overdødelighed inden for den økologiske svineproduktion, men det giver en vis mening, når man tænker på, at de økologiske grise fødes i såkaldte farehytter, hvor der er væsentligt mindre menneskeligt opsyn end i de indendørs stalde, og hvor man erfaringsmæssigt ved, at der er en øget fare for, at soen lægger sig på smågrisene.

Forebyggelse bør prioriteres
Hvordan skal økologerne tackle den udfordring? En del af svaret, som man også i dag hører fra toneangivende personer inden for den økologiske svineproduktion, lyder, at man skal arbejde målrettet på at få dødeligheden ned ved f.eks. at udvikle nogle bedre farehytter, hvor der er mindre risiko for, at soen lægger sig på smågrisene, og ved bruge nogle specielt fremavlede søer, som får færre svage grise, og som er gode til at passe på deres afkom.

En anden del af svaret kunne være, at det måske er forkert at fokusere ensidigt på dødelighed, når man diskuterer dyrevelfærd. Hvis høj dyrevelfærd er ensbetydende med lav dødelighed, så har f.eks. vildsvin i naturen nærmest per definition en meget lav velfærd. Det er en del af artens naturlige overlevelsesstrategi, at der jævnligt fødes store kuld af smågrise, hvoraf kun en lille brøkdel kan forventes at overleve.

Medens den høje dødelighed hos de æglæggende høner hovedsageligt skyldes unaturlig adfærd som fjerpilning og kannibalisme, så vil en del af pattegrisedødeligheden kunne ses som et såre naturligt fænomen.

Men det er selvfølgelig ikke det samme som, at det er rart for de berørte dyr. Naturen kan være ganske grusom. Det er ikke et velfærdsproblem for et dyr at dø, men ofte vil der være alvorlige lidelser, inden døden indtræder. At forebygge disse lidelser bør have høj prioritet hvis den økologiske produktion fortsat skal profilere sig som et dyrevenligt alternativ.