22. november 2013

Når kærlighed gør blind

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 22. november 2013)

Babyface. Om den destruktive kærlighed til hunde med flade snuder.

Når mennesker har en distanceret og rent instrumentel relation til dyr, som er i deres varetægt, vil de typisk ikke sætte sig ind i eller agere på vigtige behov hos disse dyr. På den baggrund skulle man tro, at et forhold til dyr båret af stærke positive følelser, som man ofte ser det ved hold af hunde som familiedyr, giver et løft til dyrevelfærden.

Men som bekendt kan kærlighed gøre blind. Denne blindhed betyder ikke blot, at ejeren kan se skønhed og charme, som andre ikke kan få øje på. Den kan også bidrage til at fremelske dyr, som har problemer. Dette ser man et ekstremt udtryk for, når mennesker efterspørger bulldogs og andre såkaldt brachycephale hunde med flade, baby-lignende ansigter.

Bulldoggen stammer ligesom andre hunde fra ulven. Da ulve i modsætning til bulldogs har lange snuder, er der sket en dramatisk transformation, forårsaget af hvordan man gennem generationer har udvalgt de pågældende hunde i forbindelse med avl.

Bulldogs nedstammer overvejende fra en type hunde, der tidligere – især i England – blev brugt til at kæmpe mod tyre (heraf navnet bulldog). Disse hunde var firskårne og havde en relativt kort snude, kombineret med et markant underbid. Snuden var dog lang nok og biddet solidt nok til, at disse hunde effektivt kunne tage kampen op mod deres modstandere. Samtidig havde de en voldsom kampvilje, som angiveligt gjorde dem farlige og besværlige at omgås for mennesker.

Dyrekampe blev forbudt i Storbritannien i midten af 1800-tallet. Dette faldt sammen med etableringen af hundeavl, som vi kender den i dag, hvor racehunde med stambøger bliver fremavlet på baggrund af de resultater, som opnås på hundeudstillinger, hvor dommere vurderer hundene på grundlag af en vedtaget racestandard. Hensigten med denne form for hundeavl var fra starten at fastholde racerene dyr, der ironisk nok blev anset for at være mere sunde end de angiveligt degenererede blandingshunde.

Der blev fremavlet to varianter af bulldogs, den store engelske bulldog og miniatureudgaven i form af den franske bulldog, der, som navnet antyder, især var populær på kontinentet. Man fik fremavlet to hunderacer, der ikke alene havde et mere venligt temperament end deres aner, men som også på markant vis fik ændret deres udseende.

Således blev ikke mindst hundens hovedform ændret dramatisk. Kraniet blev stadig mere sammentrykket, mens underkæben forblev nogenlunde uændret. Slutresultatet er den karakteristiske moderne bulldog med det meget flade ansigt og det udtalte underbid. Derfor kan man med god ret sige, at den moderne organiserede avl af racehunde bærer ansvaret for, at bulldoggen og andre brachycephale hunderacer såsom mops og pekingeser i ekstrem grad er kendetegnet ved et fladt ansigt og en tilhørende kort snude.

For nogle mennesker kan disse hunde virke groteske, men der er samtidig godt belæg i psykologisk forskning for at sige, at netop de relativt store og flade ansigter kombineret med store, runde øjne virker tiltrækkende på mange mennesker. Den afgørende mekanisme synes her at være ligheden med menneskebabyer, som vi angiveligt er disponerede til at beskytte og holde af.

Især mops og franske bulldogs har i en lang periode været i fremgang som modehunde. Den franske bulldog er i dag nummer seks på Dansk Kennel Klubs liste over de mest populære hunde i Danmark. Tilsvarende tendenser ses i udlandet.

Det flade ansigt med de babylignende træk har altså været med til at sikre de brachycephale hunderacers popularitet og overlevelse, men disse træk forringer også hundenes velfærd på grund af medfølgende vejrtrækningsproblemer.

Af en undersøgelse, som for nylig er gennemført i samarbejde med Universitetshospital for Familiedyr ved Københavns Universitet, fremgår det, at mere end hver femte franske bulldog har så store åndedrætsproblemer, at det er nødvendigt at operere den. Der kan være tale om operationer, hvor man skærer en del af næseborene væk, eller hvor man fjerner en del af den bløde gane. I ekstreme tilfælde kan der være tale om, at man indopererer et rør i struben, som hunden skal trække vejret igennem.

Samtidig viser en nyere britisk undersøgelse, at de opererede hunde sandsynligvis kun udgør toppen af isbjerget, hvad angår vejrtrækningsproblemer. Et større antal brachycephale hunde fik som led i undersøgelsen vurderet deres vejrtrækning af en gruppe dyrlæger, som var trænet i at vurdere åndedrætsproblemer hos hunde. Dernæst blev ejerne bedt om at vurdere deres hunde; og det viste sig, at 58 procent af ejere af hunde, der af dyrlægerne var vurderet til at have sygelige vejrtrækningsproblemer, udtrykte, at deres hund ikke havde eller havde haft vejrtrækningsproblemer. Dette tolker forskerne bag undersøgelsen som, at ejere af brachycephale hunde opfatter sygelige vejrtrækningsproblemer som normale. Dette passer også godt med, at snorke- og gryntelyde ofte nævnes som et karakteristisk træk ved de pågældende racer.

For at sikre velfærden for de pågældende typer af hunde er det selvfølgelig nødvendigt, at den organiserede hundeavl får orden i eget hus og styrer avlen i retning af lidt længere snuder og dermed færre vejtrækningsproblemer. Det har dog vist sig, at problemet ikke kun bunder i den organiserede hundeavl. I stigende grad sker avlen af racehunde uden for Dansk Kennel Klub og andre etablerede avlsorganisationer; og hvis der er en efterspørgsel efter hunde med ekstremt korte snuder, vil den i alle tilfælde blive dækket af uorganiserede avlere, ofte med base i udlandet.

Derfor er der behov for saglig oplysning rettet mod potentielle hvalpekøbere om vejrtrækningsproblemer og andre avlsbetingede velfærdsproblemer hos de nævnte hunderacer. Saglig oplysning kan dog ikke stå alene. Der er også brug for en holdningsbearbejdning, der kan få mennesker til at se hundenes snorken og prusten som tegn på sygdom snarere end som charmerende personlighedstræk.