Månegrise, etik og demokrati

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 21. juni 2013)

Månegrisen er et af Fødevareminister Mette Gjerskovs mere spektakulære projekter. Gennem partnerskab med en bred gruppe af eksperter fra både erhverv og offentlige forskningsinstitutioner, skal der skabes en ny form for svinestald, der ikke lugter, og hvor svinegyllen ikke kommer tilbage til miljøet i form af forurening, men i stedet bliver genanvendt. Dermed skulle det være muligt at øge svineproduktionen i Danmark og skabe flere danske arbejdspladser, uden at det går ud over miljøet.

Ministeren tog dog nok munden vel fuld, da hun i december 2012 beskrev visionen bag projektet på flg. måde: Vi skal vise verden, at moderne griseproduktion kan foregå uden kompromisser. Vi skal forene dyrevelfærd, miljøhensyn og effektivitet i en helt ny type grisestalde.

For et par måneder siden blev projektet mødt af hård kritik i en kronik i Politiken. Kritikken kom fra lektor i bioetik og medlem af Etisk Råd, Mickey Gjerris, og dyrlæge og ansat i Dyrenes Beskyttelse, Birgitte Damm. De to slår ned på ministerens store ord om svineproduktion helt uden kompromiser. Hvis man, som kronikørerne gør, mener, at dyrevelfærd er lig med grise på friland, så siger det næsten sig selv, at månegrisen ikke kan være helt fri fra kompromiser på dyrevelfærdens område.

Kronikørernes egentlige ærinde er dog at kritisere påstanden om, at Danmark kan være et foregangsland ved at producere flere svin: Ideen om, at Danmark bør gå forrest i udviklingen af nye produktionssystemer til at møde verdensmarkedets efterspørgsel efter kød, forudsætter at det er muligt at skabe en win-win-situation, hvor vi producerer kødet mere bæredygtigt end de andre, de andre køber kødet af os, vi bliver rige, og naturen har det fint. Det er ikke et realistisk scenarie. Det eneste bæredygtige scenarie er at sænke den globale produktion og det globale forbrug af kød. Skal Danmark være foregangsland, skal det ikke være ved at producere mere kød, men ved at vise andre, at der er en anden vej.

Vi bør i Danmark ifølge de to slet ikke have intensiv svineproduktion, men i stedet forsøge at begrænse både produktionen af og efterspørgslen efter kød. De så derfor hellere, at ministeren havde søsat et projekt om fx månetofu.

De to kronikører nøjes ikke med selv at kritisere månegrisen, men forsøger også at hidkalde højere magter. Gjerris og Damm er nemlig bekymrede for, at de eksperter, som Mette Gjerskov vil inddrage for at hjælpe sig med at realisere projektet, har en for snæver og teknologisk tilgang til problemstillingen. De vil have et modspil på banen i form af Det Etiske Råd.

Der er dog lige det problem, at Det Etiske Råd ifølge sit lovmæssigt bundne mandat ikke må beskæftige sig med dyr og dyrevelfærd til det har vi Det Dyreetiske Råd. Men ifølge de to har Det Dyreetiske Råd ikke i tilstrækkelig grad formået at tænke ud af boksen. Samtidig kritiseres, at rådet hovedsageligt er sammensat af personer med fagligt eller politisk fokus på dyrevelfærd, og ikke som Etisk Råd hovedsagligt består af lægmænd, hvor de færreste af medlemmerne beskæftiger sig professionelt med etik eller de faglige emner, som rådet arbejder med.

De to kronikører betoner ikke blot betydningen af at få lægfolk ind i den etiske debat; deres vigtigste ærinde er her tilsyneladende, at de vil have en anden og bredere gruppe af eksperter på banen. De mener, at der i diskussionen er brug for dyrevelfærdsforskere, læger, sociologer, antropologer, etikere med flere, og de synes, at de to råd på sigt bør slås sammen til et nyt Etisk Råd, der kan foretage etiske vurderinger af månegrisen og andre væsentlige samfundsmæssige problemstillinger.

Jeg er enig i, at dyrevelfærdsforskere er relevante at få på banen, hvis månegrisens dyrevelfærd er til debat, og læger er klart relevante, hvis konsekvenser af den intensive svineproduktion for menneskers sundhed skal diskuteres. Men antropologer og sociologer? Med al respekt for de to faggrupper, er det svært at se, at de i kraft af deres uddannelse har mere forstand på etik og svineproduktion end fx elektrikere og SOSU-assistenter.

Så er der selvfølgelig etikerne. Da jeg er professor i etik, må jeg vel selv høre til den nævnte gruppe, men jeg mener ikke, at jeg er ekspert i, hvad der er rigtigt eller forkert. I bedste fald kan jeg være med til at sætte ord på, hvad det er, der skiller forskellige parter i deres syn på, hvad der er rigtigt eller forkert, og dermed måske hjælpe interesserede i at forstå, hvilke etiske og andre værdimæssige præmisser, der er på spil i en sag.

Ud over at det udvander begrebet om en ekspert, er det en fare ved forslaget fra Gjerris og Damm, at resultaterne af de nye råds arbejde risikerer at blive verdensfjerne og dermed politisk irrelevante. Det nuværende Dyreetiske Råd har gennem mere end to årtier stået fadder til lang række ændringer af dyreværnslovgivningen og det har efter min mening netop været muligt, fordi Rådet via sine medlemmer har haft fingrene på den praktiske puls i forhold til husdyr, erhverv og politik. Alternativet bliver let en akademisk snakkeklub.

Det centrale i vores folkestyre er, at politiske beslutninger tages af folkevalgte på baggrund af en fri offentlig debat. Jo dybere og bredere denne debat er, jo bedre fungerer demokratiet. Her kan etiske råd og nævn hjælpe med at få etiske problemstillinger endevendt på en måde, så både relevant faglighed og etik kommer i spil inden for nogle politisk definerede rammer.

Det demokratisk set afgørende er dog, at rammerne er politisk definerede det vil sige, det er politikerne, der sætter rammerne for arbejdet i etiske råd og nævn. Både Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd har således til opgave inden for hver deres felt at belyse problemstillinger, inden politikerne konkluderer, hvad der skal ske. Feltet for Etisk Råds arbejde er at se på brugen af forskellige former for bioteknologi og dens konsekvenser for mennesker og natur, og det Dyreetiske Råd skal med baggrund i Dyreværnslovens målsætninger beskæftige sig med dyreværn.

Uden en veldefineret politisk ramme vil Gjerris og Damms nye etiske råd i sin yderste konsekvens blive en form for etisk overhus, hvor en række mennesker uden klart demokratisk mandat, hvis de ellers kan blive enige om det, kan belære politikerne og os andre om, at vi skal spise tofu i stedet for flæskesteg.