4. marts 2015

Lille kat, lille kat...

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen den 27. februar 2015)

Skal det være slut med herreløse katte i Danmark, fordi de ofte frister en kummerlig tilværelse? Og hvad med spurve, harer, grævlinger og andre vilde dyr?

»Lille kat, lille kat på vejen, hvis er du?« således starter Piet Heins berømte gruk fra 1940. Og det vil være svært at finde en dansker af den ældre generation, som ikke prompte kan citere slutningen af digtet: »– jeg er sgu min egen.« Digtet handler i virkeligheden nok mere om besatte danskere end om katte; men samtidig trækker det på en engang udbredt forestilling om katte som selvstændige væsner, der i modsætning til hunde ikke lader sig helt og fuldt domesticere.

Skal man tro en arbejdsgruppe nedsat af en række organisationer, der har sat sig for at slå et slag for »bedre velfærd hos Danmarks katte«, er dette dog en forfejlet opfattelse. Hovedbudskabet hos de i alt otte organisationer med Den Danske Dyrlægeforening og Dyrenes Beskyttelse i spidsen er, at kattene i Danmark ikke kan tage vare på sig selv. Danskerne må derfor tage et ansvar for kattene – og det skal ikke bare ske individuelt, men også kollektivt via kommuneskatten.
Der er angiveligt i Danmark lidt over en million katte. Godt halvdelen af disse er såkaldte ejerkatte, som ifølge arbejdsgruppen for hovedpartens vedkommende »lever et trygt og godt liv hos ejere, der tager ansvar, passer og plejer dem«. Fokus for det nye initiativ er derfor ikke på disse katte, men på den resterende gruppe af katte, som af organisationerne anslås til at bestå af op imod 500.000 individer, som er herreløse.
Selve udtrykket herreløs udtrykker en interessant kontrast til Piet Heins forestilling, idet det underforstås, at en kat, der lever på egen hånd, mangler noget essentielt i sit liv, nemlig en herre.

Ser man med biologiske øjne på katten, ligger sandheden om huskattens natur dog nok et sted midt imellem Piet Heins og de bekymrede organisationers forestilling. Tamkatten er oprindeligt indvandret eller indbragt fra sydlige himmelstrøg og har været i Danmark siden jernalderen. Den er ikke et typisk vildt dyr, men har tydeligvis som strategi at leve tæt på mennesker. Det gælder også hovedparten af de herreløse katte i dagens Danmark, der, selv om de ikke er ejet af nogen, lever tæt på mennesker, for eksempel på landejendomme, på havne, ved campingpladser, ved boligblokke eller i villakvarterer, hvor de ernærer sig af en blanding af vilde dyr, som de fanger, og af hvad mennesker giver dem eller efterlader til dem.

Derimod er der ikke noget, som peger på, at disse katte savner at have en menneskelig herre. Generelt synes katte i høj grad at være opportunister, som snildt kan lade sig beværte af flere mennesker på samme tid. Det er velkendt både fra katteejere, som lader deres katte komme ud, og fra forskningen, at selv egentlige ejerkatte kan leve parallelle liv i flere familier eller kan flytte fra den ene familie til den anden. Af samme grund er der også en del herreløse katte, som ender med at befinde sig i en gråzone mellem at være deres egen og at høre til et bestemt sted og til nogle bestemte mennesker.
Arbejdsgruppen skelner på den baggrund mellem to grupper af herreløse katte. Den ene gruppe er, hvad arbejdsgruppen kalder »herreløse vildtlevende katte«, som strejfer om og lever af, hvad de kan finde. Den anden gruppe er katte, som holder fast til i et område, fordi der i området er nogle mennesker, som fodrer dem. For den sidste gruppes vedkommende mener arbejdsgruppen, at der er tale om, hvad de kalder »et moralsk ejerskab«. Det er tydeligvis arbejdsgruppens ambition, at dette moralske ejerskab skal gøres til et juridisk ejerskab.

"Selve udtrykket herreløs er en interessant kontrast til Piet Heins forestilling, idet det underforstås, at en kat, der lever på egen hånd, mangler noget essentielt i sit liv, nemlig en herre.

Den vigtigste måde at vedkende sig ejerskab på er ifølge arbejdsgruppen gennem mærkning og registrering. Så tanken er tilsyneladende, at gråzonekattene alle via lovkrav skal gøres til ejerkatte, hvor ejerskabet kan fastslås via et øremærke eller en chip. Det betyder, at hvis nogen giver sig til at fodre en herreløs kat, så følger der en lang række forpligtelser med. Da skal de også tage katten til dyrlæge og få den øre- eller chipmærket; og de skal tage ansvar for katten resten af dens liv ved at fodre den og tage den til dyrlæge, når den bliver syg. Endvidere har de ansvaret for kattens eventuelle afkom; og dette ansvar opfylder de ifølge arbejdsgruppen bedst ved at lade katten kastrere eller sterilisere.
Jeg synes, at det er en rigtig god og sympatisk tanke, at mennesker skal tage et langsigtet ansvar, når de indlader sig på at fodre eller på anden måde tage sig af en herreløs kat. Dog er det tvivlsomt, om det konkrete forslag vil have den ønskede effekt. Man kan nemlig frygte, at rigtig mange mennesker, som ellers ville påtage sig at være med til at fodre en herreløs kat, vil sige fra, hvis det medfører alle de nævnte forpligtelser. Dermed vil en del katte rykke over i gruppen af såkaldte herreløse vildtlevende katte.

Hvem skal have ansvaret for denne restgruppe? Ifølge arbejdsgruppen er dette en opgave, som »naturligt« tilfalder kommunerne. Der siges ikke så meget om, hvad kommunerne skal stille op ud over at sikre sig, at disse kattes fødegrundlag reduceres, så de ikke kan formere sig – i sig selv en ikke særlig velfærdsvenlig fremgangsmåde. Det fremgår dog indirekte, at man ud over at sulte de katte, som ingen vil kendes ved, også vil aflive en del af dem, idet organisationen Kattens Værn, som allerede påtager sig at hjælpe en del af kommunerne, ifølge det oplyste afliver omkring 5000 katte om året.

Jeg kan godt forstå, at det kan være nødvendigt at aflive overskydende katte, hvis de enten er til gene for mennesker eller vilde dyr, eller hvis de er syge eller på anden måde nødlidende. Derimod har jeg det lidt svært med den Ordnung muss sein-mentalitet, som jeg synes gennemsyrer projektet, og som i realiteten medfører, at enhver herreløs kat  bliver fredløs.
Det er selvfølgelig rigtigt, at herreløse katte, som det siges af arbejdsgruppen, »bliver født med risiko for et kummerligt liv med døden til følge«. Det samme kan man dog også sige om spurve, harer, grævlinger og andre vilde dyr. Men dem lader vi typisk leve, blandt andet fordi de jo også har muligheden for at leve et godt liv, så længe det varer. Og der er intet i den tilgængelige forskning, som indikerer, at herreløse katte lever et mere kummerligt liv end sammenlignelige vilde dyr.

Den store forskel er, at katten kigger bedende på os mennesker med positive eller negative følelser til følge. Nogle dyrevenner vil tilsyneladende hellere aflive den herreløse kat end at leve med tanken om, at den måske bliver syg og kommer til at sulte.
Personligt ser jeg hellere, at vi fortsat lader en del af kattene leve som herreløse – på godt og ondt.