Dyrevelfærden kommer ikke af sig selv til de danske malkekøer
Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet, Pia Haubro Andersen, professor ved Sveriges Landbrugsuniversitet, Hans Houe, professor ved Københavns Universitet, og Peter T. Thomsen, seniorforsker ved Aarhus Universitet
(trykt i Dansk Veterinærtidsskrift 1/2015)
Det er noget skidt, at Danmark er gået forrest og som et af få lande i EU har indført regler, der skal sikre mindstekrav for malkekøernes dyrevelfærd. Det giver direktør i Videncentret for Landbrug, Kvæg, Gitte Grønbæk, udtryk for i en klumme, som er blevet trykt i Dansk Veterinærtidsskrift nr. 15, 2014. For Gitte Grønbæk er vejen frem i stedet fokus på bundlinjen, idet »dyrevelfærd og rentabel produktion går meget fint hånd i hånd«. Frem for »rigide« regler, som stiller krav til indretningen af de danske kvægstalde, bør man ifølge hende satse på velfærdsvurderinger på besætningsniveau, som følges op af »individuelle handlingsplaner i den enkelte besætning«.
Dette synes at være klummens klare hovedbudskaber, men når man går dybere ned i teksten og forsøger at forstå de argumenter, som Gitte Grønbæk fremfører til fordel for sine påstande, bliver det hele dog lidt mindre klart:
Indledningsvis siger Gitte Grønbæk, at man i kvægbruget definerer dyrevelfærd som, at dyrene passes og opstaldes på en måde, så deres fysiologiske og adfærdsmæssige behov tilgodeses »bedst muligt«. Umiddelbart derefter nævner hun, at en række fysiologiske og sundhedsmæssige mål kan tjene som gode indikatorer på dyrevelfærd, men hvordan sikres det så, at de adfærdsmæssige behov bliver tilgodeset?
Det giver klummen ikke noget svar på – og man efterlades med et indtryk, at det for Gitte Grønbæk og erhvervet kun er dyrenes fysiologiske og sundhedsmæssige behov, der betyder noget. Gitte Grønbæks påstand om, at dyrevelfærd og effektivitet går hånd i hånd bliver efterfulgt af følgende sætninger: »Men det er klart, at der også er tale om en balance. Når man har en produktion, der bidrager med eksport, er der en begrænsning for, hvor store omkostninger man kan lægge på uden at påvirke konkurrenceevnen«. Tilsyneladende mener Gitte Grønbæk altså alligevel ikke helt, at dyrevelfærd og effektivitet går hånd i hånd – hvorfor ellers komme med et »men«?
Lov om hold af malkekvæg fra 2010 er ganske rigtigt udtryk for en vis dansk enegang. Der er ikke EU regler på området, og kun de andre nordiske lande har indført tilsvarende eller mere vidtgående regler. Det hører dog med til historien, at loven blev til på baggrund af et udvalgsarbejde, hvor erhvervet sad med ved bordet, og hvor den endelige lov i alt væsentligt var i overensstemmelse med anbefalinger, som erhvervet dengang bakkede op om.
De krav, som loven stiller til indretning af kvægstalde, er desuden helt på linje med anbefalinger, som erhvervet i årtier har været med til at udvikle. Det gælder fx krav om, at kælvninger skal foregå i kælvningsbokse, at der skal være et passende antal sygebokse, og at sengebåsenes størrelse skal svare til køernes. Da kravene ifølge erhvervets egne anbefalinger vil føre til øget dyrevelfærd, burde de ifølge Gitte Grønbæks egen logik også føre til øget produktivitet og dermed bedre indtjening.
Selvfølgelig kan det være dyrt med krav, der ikke kan opfyldes uden ombygning af eksisterende stalde, men det er der taget højde for i loven gennem endog meget lange overgangsordninger. Eksempelvis vil kravene til størrelsen af sengebåse først være fuldt gennemført i 2034. Gitte Grønbæk ønsker tilsyneladende at erstatte regler om staldindretning med målinger af fx »antibiotikaforbruget, dødeligheden og mælkens kvalitet« og efterfølgende handlingsplaner i den enkelte besætning.
Det hensigtsmæssige i de anførte mål vil vi dog sætte spørgsmålstegn ved. Er en høj dødelighed altid et tegn på dårlig dyrevelfærd? Hvad med en besætning, hvor landmanden konsekvent afliver alle alvorligt syge køer på et tidligt stadie i sygdomsforløbet? Her vil kodødeligheden være høj, men er det udtryk for dårlig dyrevelfærd? Eller hvad med en besætning, hvor alvorligt syge køer for enhver pris holdes i live med henblik på måske at kunne slagtes engang i fremtiden?
Tilsvarende gælder for antibiotikaforbruget. Et lavt antibiotikaforbrug i en besætning med få reelt syge dyr er naturligvis det optimale. Det er til gengæld ikke svært at forestille sig to besætninger, hvor en sammenligning af antibiotikaforbruget ikke giver et godt billede af forskelle i dyrevelfærden. Et højere behandlingsniveau i en besætning kan således være udtryk for, at landmanden har en lav behandlingstærskel og konsekvent behandler alle syge dyr, mens et lavt behandlingsniveau i en anden besætning kan være udtryk for, at landmanden ofte undlader at behandle sine syge dyr. Medicinforbrug er således ikke en relevant indikator for dyrevelfærd.
Vi er dog enige med Gitte Grønbæk i værdien af på den enkelte besætning at »måle på konkrete parametre« af relevans for køernes velfærd. Her kunne eksempelvis klovsundhed være en relevant parameter. Sunde klove betyder rigtig meget for køernes velfærd, og der er grund til at mene, at der er endog meget stor variation mellem klovsundheden i forskellige besætninger. Og vi kan klart se værdien af »individuelle handlingsplaner« som et redskab til at fremme sunde klove og andre aspekter af køernes velfærd.
Det er dog svært at se, hvordan handlingsplaner skal kunne erstatte »krav om mål og antal«. Betyder det fx, at landmænd, som har problemer med dyrevelfærden, med kort varsel kan påbydes at bygge deres stalde om, hvis ikke de lever op til erhvervets egne anbefalinger – fx fordi sengebåsene er for korte? Det ville jo i praksis ruinere mange landmænd, så det er nok ikke lige det, Gitte Grønbæk har i tankerne. Er det omvendt ideen, at alt, som koster penge, skal udskydes på ubestemt tid? Det synes svært at forene med påstanden om, at kvægbruget gerne vil fremme dyrevelfærd.
For os at se er der ikke nogen modsætning mellem på den ene side gennem lovgivningsmæssige mindstekrav at forebygge velfærdsproblemer, som skyldes uhensigtsmæssig eller utilstrækkelig staldindretning, og så på den anden side at gøre brug af mål for velfærd på den enkelte besætning til at fremme den bedst mulige pasning af køerne.