Hellere død end sød
Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet
(Trykt i Kristeligt Dagblad 16. juni 2007)
I slutningen af 2006 og begyndelsen af 2007 var medierne fulde af beretninger om isbjørneungen Knut fra Berlins zoo. Ungen var blevet afvist af sin biologiske mor og i stedet fungerede en dyrepasser som reservemor.
To ting bidrog til at skabe en historie. At den lille bjørn var nuttet og meget fotogen, og at dyrerettighedsaktivister forlangte, at bjørnen skulle aflives med henvisning til, at det ikke var naturligt for den at blive opfostret af et menneske. Det sidste gav anledning til en storm af folkelige protester.
Berlins zoo holdt med folkestemningen og lod bjørnen leve. Det har umiddelbart vist sig at være en klog forretningsmæssig beslutning. Det har givet en masse goodwill og positiv omtale. Publikum strømmer til Berlins zoo, hvis aktier har fordoblet deres værdi på den tyske børs.
Men var en etisk set rigtig beslutning at lade Knut leve? For at tage stilling til det, kan der være grund til at inddrage en tilsvarende, men ikke nær så spektakulær dansk sag. Denne sag er på næsten alle punkter den omvendte verden i forhold til sagen om Knut.
I sommeren 2007 kunne man i de danske aviser læse, at Københavns zoo har aflivet to halvandet år gamle tiger-hanner. Der er tale om unger født i Zoo, som nu var nået den alder, hvor de normalt ville forlade flokken. Talsmanden for Zoo fortalte, at der ikke var plads til dem i haven, og at der ikke var andre zoologiske haver af den seriøse slags, som stod og mangler dem. Derfor blev de aflivet, og samme skæbne vil sandsynligvis senere overgå yderligere tre unger, som nu tumler rundt i Zoos tigeranlæg.
Mange synes umiddelbart, at det er forkert at dræbe dyr, som tilhører en truet dyreart. Hertil svarer Zoo, at tigeren ganske rigtig er truet i naturen, men at der er tigre nok i zoologiske haver til at kunne opretholde et sundt avlsprogram. Desuden er tigeren jo ikke er truet, fordi der mangler tigere, men fordi der mangler levesteder og fødegrundlag for de vilde tigere.
Men så kommer indvendingen fra repræsentanten for en dansk dyreværnsorganisation: Kan det være rigtig at lade Zoos tigere føde unger, når der ikke er plads til dem? Burde man ikke i stedet hjælpe tigrene med en ordentlig familieplanlægning. Sådan gør ordentlige mennesker jo i dag med deres kæledyr, så hvorfor skal Zoo ikke gøre det samme med sine tigre?
Jeg tager klart parti for Københavns zoo. Formålet med en zoologisk have er at formidle viden om vilde dyr. At begynde at holde vilde dyr, som om de er kæledyr, bidrager til at videregive en helt forkvaklet naturforståelse, som hører til i Walt Disneys univers.
De vilde dyr lever stærkt, og langt de fleste af dem dør meget unge. Det kan zoologiske haver ikke gøre helt magen til, men de kan prøve. Ved at lade tigrene få unger og aflive overskuddet bidrager folkene bag Københavns zoo til at åbne vore øjne for kernen i de truede dyrs problemer, at der oftest mangler levesteder og ikke dyr.
De beriger desuden tigrenes tilværelse i Zoo. Dyrene kan ikke gå på jagt, men de kan i det mindste få unger og få lov at passe dem. Og ved at aflive og åbent fortælle herom skaber Zoo på sin egen måde et billede af den hårde kamp for overlevelse, som kendetegner dyrenes liv i naturen.