25. september 2009

Glade gensplejsede grise - er bioteknologi løsningen på landbrugets dyrevelfærdsproblemer?

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 25. september 2009)

Universitetsforskere, som vælger at offentliggøre deres tanker i akademiske tidsskrifter, lever normalt i lykkelig ubemærkethed fra den omgivende verden. Det gælder dog ikke den unge amerikanske filosof Adam Shriver. Han har i tidsskriftet Neuroethics i slutningen af august fået udgivet en artikel, hvor han argumenterer for, at vi af etiske grunde bør genmodificere landbrugsdyr, så de ikke lider under den behandling, de får i den intensive landbrugsproduktion. Jeg er blevet opmærksom på artiklen, fordi jeg to gange i løbet af et par dage er blevet kontaktet af danske journalister, som har spurgt til min mening om artiklens budskab. Så man må sige, at filosoffens budskab hurtigt er nået meget vidt omkring.

Umiddelbart virker det jo bare som en ren provokation sovset ind i videnskabelige drømme at foreslå, at landbrugsdyr skal gensplejses for at forhindre, at de lider under det pres, de bliver udsat for i de moderne højeffektive stalde. Men der er faktisk en argumentation bag, som fortjener at blive taget alvorligt.

Udgangspunktet for filosoffens overvejelser er en påstand om, at årtiers kamp for at forbedre landbrugsdyrenes forhold ikke har givet resultater. Godt nok er der flere forbrugere, som enten vælger kød fra dyr, der er opdrættet i en alternativ produktion, eller som vælger at leve som vegetarer. Men den samlede intensive husdyrproduktion er vokset, fordi det store flertal efterspørger mere og mere kød, æg og mælk uden tanke for, hvordan landbrugsdyrene har det.

Det er her vigtigt at være opmærksom på, at referencerammen er USA, hvor der i modsætning til i Europa ikke er indført dyreværnslove, som sætter grænser for, hvor langt det er tilladt at presse dyrene. I USA er det tilladt at lade hønsene sidde i bure med en halv A4 sides plads per næb, at lade søerne være fikserede gennem hele deres voksne liv og at give køerne væksthormon for at øge deres mælkeydelse. 

Næste trin i overvejelserne er at pege på de muligheder, som gensplejsningen giver for at ændre dyrenes evne til at lide. Uden nærmere argumentation bliver evnen til at lide af den unge filosof sat lig med evnen til at føle smerte. Der er, peger han på, lavet en række forsøg på mus, hvor man har fjernet forskellige gener med det resultat, at dyrene synes at have en begrænset evne til at føle smerte. Dyrene kan godt reagere på en akut smertepåvirkning; men de viser ikke tegn på langvarig smerte. Forskerne har sprøjtet et smertevoldende stof ind i poten på den gensplejsede mus for at skabe langvarig smerte. En normal mus vil ivrigt slikke sin pote for at lindre smerten, mens den gensplejsede mus bruger meget mindre tid på at slikke den påvirkede pote, tilsyneladende fordi den føler mindre smerte.

Selv om der er tale om meget basal forskning udført på mus, mener filosoffen, at det er sandsynligt, at man inden for en overskuelig tidsramme vil kunne omsætte forskningen til metoder, der kan anvendes til at gøre landbrugets dyr til, hvad man kunne kalde smerte-zombier, altså dyr som ikke føler langvarig smerte og derfor klarer sig bedre i den intensive husdyrproduktion, end de nuværende dyr gør. Jeg deler ikke den unge filosofs teknologiske optimisme, men vil for argumentets skyld antage, at han har ret i, at det vil blive muligt at frembringe fjerkræ, grise og køer, som ikke viser tegn på smerte. Spørgsmålet er så, om det etisk set er en god idé at gøre det.

Det første, man her bør være opmærksom på, er, at man i høj grad inden for landbruget allerede følger tankegangen om, at man skal lave om på dyrene, så de trives i produktionssystemerne snarere end at lave om på produktionssystemerne så de passer til dyrene. Fx indgår det i avlsarbejdet for en række dyrearter at fremavle dyr med et roligt temperament, så de ikke under de trange forhold, som de holdes under, udviser aggressiv adfærd over for artsfæller eller frygt over for mennesker. Det indgår også i avlsprogrammer for landbrugsdyr at fremavle robuste dyr, som bedre kan tåle produktionspresset, og som derfor ikke i så høj grad udvikler produktionsbetingede sygdomme.

Hvis man bliver forarget over filosoffens idé om at lave smerte-zombier, bør man vel også være bekymret over ideen om via avl at frembringe andre former for zombier, fx sociale zombier, som ikke mistrives ved at leve meget tæt sammen. Her må jeg dog bekende kulør og sige, at jeg er på det hold, som mener, at hvis ikke vi kan og vil skabe nogle rammer, som passer til dyrene, så er det det mindste onde at ændre dyrene, så de kan trives bedst muligt under de givne rammer.

Dog er jeg i modsætning til min yngre kollega relativt bekymret for, om vi nu helt kan overskue, hvad det er, vi gør, når vi laver om på dyrene. I sommer deltog jeg i en international konference om avl af dyr, hvor jeg i samarbejde med kolleger fra Skotland og Portugal fremlagde en argumentation for, at det kan være acceptabelt at fremavle dyr, som trives under de givne forhold, zombier, men at man skal passe meget på, at man ikke kommer til at lave dyr, som lider, men bare ikke viser at de gør det. Disse dyr kaldte vi stoikere (opkaldt efter den stoiske filosofi - at man skal lære at bære over med lidelsen).

Medens jeg derfor i princippet kan følge ideen om at ændre dyr, så de bedst muligt kan trives under de givne forhold, så stiller jeg mig meget mere skeptisk over for den specifikke idé om at skabe dyr, som ikke føler smerte. Min største indvending er, at smerten ikke kun er et problem for det berørte dyr. Den kan også være en vigtig mekanisme til at begrænse skader. Smerten i et ben kan fx fungere som et vigtigt signal til dyret om, at det skal holde sig i ro. Uden smerte kan skader meget hurtigt udvikle sig i negativ retning.

Den indvending er min unge kollega faktisk opmærksom på. Han skriver, at ideen måske først og fremmest bør bruges på dyr, som alligevel ikke kan bevæge sig. Han nævner her fikserede søer og tremmekalve, som lever under så trange forhold at de ikke er i stand til at gøre skade på sig selv. Men netop her kan man med stor ret stoppe op og sige, at det jo kunne være, at der var en bedre løsning, som ikke er ren utopi. I Europa har vi faktisk forbudt produktion af tremmekalve og produktionssystemer, hvor søer er fikserede under drægtigheden, og vi er i gang med en proces, hvis mål er at komme af med fikserede diegivende søer.

Ikke alene er der grund til at tro, at det vil skabe nye problemer for dyrene, hvis man forsøger at løse alle landbrugets dyrevelfærdsproblemer ved at lave om på dyrene i stedet for at lave om på den måde, hvorpå vi holder dyrene. Der er også grund til at tro, at budskabet om, at vi bare kan lave om på dyrene, vil tjene som en dårlig undskyldning for at lade stå til og ikke få fastlagt nogle anstændige mindstekrav til de forhold, som man byder de dyr, der indgår i landbrugets produktion af kød, mælk og æg.