Er der forskel på grinder og grise?

Af Katla Hedinsdóttir, filosofistuderende ved Københavns Universitet, og Mickey Gjerris, lektor ved Københavns Universitet

(Kronik bragt i Jyllands-Posten den 9. september 2015)

Når det gælder grindedrab, burde man måske spørge, om en tradition, som involverer smerte, angst og andre negative følelser for dyr, er værd at holde fast i, og om det ikke er muligt at fastholde en færøsk identitet uden grindefangst.

Grindefangst på Færøerne har igen i år bragt sindene i kog. Færøerne, og dermed også Danmark, er blevet lagt for had internationalt, særligt via billeder af grindefangsten, der er blevet ivrigt delt på de sociale medier. Danske politikere har fået tusindvis af e-mails fra aktivister, der opfordrer Danmark til at forbyde fangsterne. Senest er der også blevet organiseret demonstrationer foran danske konsulater i amerikanske byer.

Man skal lede længe for at finde et emne, som medfører så voldsomme reaktioner og så stor polarisering, som grindefangsten på Færøerne. Her lidt på afstand af det hele kan der være grund til at træde et skridt tilbage og overveje, hvilke værdier som skjuler sig bag de hurtige og vrede udsagn, som slynges ud i kampens hede. Vi vil derfor i det følgende diskutere tre aspekter ved grindefangstdebatten: dyrevelfærd, forskellen mellem grindedrab og landbrug og styrken af argumentet om, at tradition og kultur er en begrundelse i sig selv for at fortsætte en praksis.

Både fangst- og drabsmetode bliver kritiseret for dårlig dyrevelfærd. På Færøerne derimod bliver der lagt stor vægt på, at det hele foregår humant. Drabsmetoden har udviklet sig betydeligt inden for de seneste 30 år, og tiden, det tager for en hval at dø, er sænket markant, hvis alt går som planlagt. At noget er blevet bedre, betyder imidlertid ikke i sig selv, at det er blevet godt. Og her er det, at man kan spørge, om kritikken af dyrevelfærden ikke er reel nok. Når man kun kan dræbe få hvaler ad gangen, vil de resterende skulle både se, smage, lugte og høre deres familiemedlemmer blive dræbt og svømme rundt i deres blod, indtil det bliver deres tur. Da grindehvalen er et dyr med stærke sociale bånd til flokken, kan dette være dybt problematisk i forhold til dyrevelfærden.

Under jagten bliver hvalerne drevet ind mod land ved at skræmme dem med høje lyde af sten og andre genstande, der bliver slået imod siderne af bådene. Dette fremkalder angst og stress hos hvalerne, som ofte også forsøger at flygte ved at svømme ud igen. Derudover kan selve drabsmetoden, hvor hvalen bliver dræbt ved, at man stikker en mønestinger (en slags spyd) ned i rygmarven, kritiseres. Stikket skal nemlig være yderst præcist for at aflive hvalen på en hurtig måde.

Ifølge det færøske landsstyre tager det kun få sekunder for en hval at dø, hvis stikket i rygmarven er præcist, mens det ifølge Sea Shepherd tager mellem 30 sekunder og 4 minutter. Hvad end de rigtige tal er, kan man godt tillade sig at tvivle på, at det er muligt at lave et præcist stik hver gang i en situation som grindefangsten, hvor der er mange folk og hvaler til stede i en meget stresset situation. Ofte vender fortalerne argumentationen mod kritikerne og påpeger, at hvis de virkelig er så optagede af dyrevelfærd, burde de nok feje for egen dør først.

Når man ser på den danske svineproduktion med fikserede søer, kastration af pattegrise uden bedøvelse, søer, der nedslides af produktionsforholdene på få år, og den nærmest totale mangel på mulighed for dyrene for at udfolde deres iboende adfærd i lukkede og stimulifattige staldmiljøer, kan det være svært at tage den store bekymring for hvalernes sidste timer alvorligt. Medmindre man allerede har taget afstand fra den intensive animalske produktion, synes kritikken med andre ord at klinge hult af hykleri. Men er det rimeligt at forsvare sig med, at noget andet er værre? Er den etiske opgave ikke at arbejde for, at ens egne handlinger og værdier er til at stå inde for? Og hvad stiller man op med dem, der både har fravalgt den animalske produktion og er imod grindefangsterne? Flere for grindefangsten har også kommenteret misforholdet i den enorme opmærksomhed som hvalerne får i modsætning til andre dyr, hvis lidelser går stort set ubemærket hen. Mens der i gennemsnit bliver slagtet omkring 800 hvaler om året på Færøerne, ender milliarder af grise, køer og kyllinger hvert år på slagterierne i EU. Givet de ekstreme talforskelle kan det synes lidt sært, at grindehvalerne får så stor en bevågenhed fra omverdenen.

En stor del af forklaringen ligger i, at vi grundlæggende behandler dyr forskelligt, alt efter hvilken art de er – og hvad vi har for med dyret. Fænomenet kaldes ”den sociozoologiske skala” og beskriver, hvordan vi placerer dyr i en hierarkisk orden – fra dyr, som bør behandles godt (f.eks. hunde), til dyr, som vi gerne må gøre os umage med at udrydde (f.eks. rotter), alt efter hvad der nu passer i forhold til menneskelige behov og lyster.

Forskningen har påvist, at hvaler er intelligente og sociale dyr med kompleks adfærd, der lever i tætte sociale strukturer. Flere arter af hvaler er truede, og for de færreste af os er de en del af den daglige kost. Samtidig er billedet af disse kæmpedyr blevet et symbol på både naturens ufattelige skønhed og skrøbelighed og på den trussel, som mennesket udgør mod den. Alt sammen grunde til, at hvaler er havnet højt på den sociozoologiske skala. Når man betænker den symbolske betydning, som hvalerne har antaget i en kultur, der på mange måder er på kant med naturen og sine idealer omkring den – så er det måske ikke så underligt, at grindefangsten for mange er blevet et symbol på menneskelig grådighed og ondskab.

Grindens placering i den sociozoologiske skala er imidlertid et dårligt argument for at skelne imellem hvaler og andre dyr som f.eks. grisene i landbruget. Grise er også intelligente og sociale dyr, og der synes ikke ud over hvalernes symbolværdi at være et holdbart argument for at godtage slagtning af en gris, men ikke en hval, hvis vi blot betænker dyrets betydning. Det, som diskussionen om grindefangsten burde føre til, er måske derfor en undren over, at vi så uproblematisk reducerer nogle dyr til produktionsenheder, som vi kun har et forhold til ved køledisken og ved middagsbordet, mens vi betragter det som en grov forseelse at forgribe sig på andre udvalgte dyrearter. Uanset om man ønsker at slagte grinder eller grise, er det værd at overveje, om man har anden ret til det end den stærkestes ret. En ret, der nok giver muligheder, men er svær at argumentere etisk for. 

Det sidste aspekt, vi vil diskutere, er, at grindefangsten er én af de ældste traditioner på Færøerne. Den kan spores helt tilbage til Vikingetiden, og har tidligere haft en afgørende betydning for færingernes overlevelse. At noget er en tusindårig lang tradition, gør imidlertid ikke i sig selv en praksis rigtig. Mennesker kan, heldigvis da, blive klogere. Slaveri har eksisteret så langt tilbage, man kan spore, og har været en hjørnesten i opbygningen af mange af de kulturer, som vi kender i dag. Men det betyder jo ikke, at vi fortsat accepterer dem.

Der er dog også grund til at være varsom med at forhindre en kultur i at bevare sit særpræg. Diskussionen er ikke ukendt. Herhjemme dukker den ofte op i forbindelse med diskussioner om halalslagtning og omskæring af drengebørn. Hvor går grænserne for en kulturs ret til at udfolde sine traditioner? Grindefangst kan dog, for os at se, ikke forsvares alene ved at henvise til dens ældgamle historie, dens tidligere betydning for befolkningens overlevelse eller dens plads i den moderne færøske kultur.

Her skal man måske hellere spørge, om en tradition, som involverer smerte, angst og andre negative følelser for dyr, er værd at holde fast i, og om det ikke er muligt at fastholde en færøsk identitet uden grindefangst. Man kan selvfølgelig lade færingerne være i fred og med ro i sjælen og et konsistent værdisæt fortsætte med selv at spise bacon og bøffer. Men man kan også betragte diskussionen som en anledning til at se nærmere på vores forhold til andre dyrearter i det hele taget.

I vores del af verden, hvor vi sagtens kan leve godt uden at spise kød, er det ikke længere så ligetil at forsvare drab på dyr. Derfor er det også glimrende, at man sætter spørgsmålstegn ved en praksis som grindedrab. Men det er inkonsistent at modsætte sig det uden i det mindste at forholde sig til de langt større problemer inden for landbruget, hvor dyr, der også er komplekse og fantastiske skabninger, lider og dør under kummerlige vilkår. I den forstand har de færreste af os noget at lade færingerne høre. På den anden side kan man ikke blot affeje kritikken, fordi andre er værre end en selv. Måske det var på tide, at vi, i stedet for at gemme vores egne fejl bag de andres, begyndte at tale sammen om, hvordan vi kan ændre vores kulturer, så vi begynder at behandle dyrene anstændigt – hvad enten det er grinder eller grise.