Er vi verdensmestre i dyrevelfærd?

Af Mickey Gjerris, lektor ved Københavns Universitet

(Publiceret på b.dk (Berlingske) 30. september 2012)

Dansk dyrevelfærd lader en del tilbage at ønske i forhold til en lang række andre lande. Det dur ganske enkelt ikke kun at måle dyrevelfærd på økonomiske produktionsparametre.

Hvordan er det mon at være et slagtesvin i Danmark? Spørger man de danske landbrugsorganisationer i skikkelse af Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug, får man gang på gang det samme svar: »Det er et godt liv«. Begge organisationer mener, at dyrevelfærden i Danmark er i top og udråber med jævne mellemrum Danmark som verdensmester i dyrevelfærd. Så selv om der eventuelt skulle være enkelte småproblemer med dyrevelfærden i et hjørne af produktionsapparatet, skal man huske at betænke, at dyrene trods alt har det bedre her end mange andre steder.

Før man kan sammenligne dyrevelfærden i forskellige lande og finde ud af, hvem der rettelig bør have guldmedaljen hængt om halsen, er det værd at bemærke, at der ikke er den store enighed om, hvad dyrevelfærd er. Sammenligningsgrundlaget er ikke helt entydigt. Det svarer til, at man ikke er helt enige om, hvordan man afgør, hvem der vinder Tour de France og derfor oplever, at indtil flere ryttere gør krav på førstepræmien.

Tre perspektiver på dyrevelfærd

Grundlæggende findes der tre forskellige perspektiver i diskussionen om dyrevelfærd. De lapper ind over hinanden, og for de fleste mennesker er det en kombination af forskellige elementer fra dem alle tre, der udgør målestokken for, hvad god dyrevelfærd er. Ikke desto mindre kan det godt betale sig at betragte dem hver for sig, da de trækker i markant forskellige retninger.

Det første perspektiv kan kaldes produktionsperspektivet. Her ser man velfærden hos produktionsdyrene som tæt knyttet til deres produktivitet. Spiser og vokser dyret, som det skal, er det fri for sygdomme, der hæmmer produktionen, er der en lav dødelighed i besætningen og får dyrene mange unger. Det er alt sammen faktorer, der bidrager til en høj produktivitet – og som samtidig tages som udtryk for, at dyrene har det godt. Ikke overraskende er denne måde at forstå dyrevelfærd på ofte fremtrædende hos producenterne og deres organisationer.

Det andet perspektiv kan kaldes oplevelsesperspektivet. Her er fokus på dyrenes subjektive mentale oplevelser af deres situation. Målet er her at opdrætte dyret på en måde, der giver færrest muligt negative oplevelser og flest muligt positive oplevelser. Typisk vil man inden for dette perspektiv se på mulighederne for, at dyret kan komme til at udfolde sine grundlæggende instinkter, da dyret ellers kan blive frustreret og stresset. Men kan man få dyret til at få samme grad af subjektivt velvære på anden vis er det ganske uproblematisk. Ligeledes kunne man forestille sig, at man kunne fremavle dyr, der ikke led under de produktionsforhold, som de bliver budt. Man kunne ganske enkelt ændre dyret i stedet for at ændre dets livsvilkår. Det kunne være en so, der ligefrem ønsker at være fikseret.

Det tredje perspektiv kan kaldes adfærdsperspektivet. Det er beslægtet med oplevelsesperspektivet, men fokuserer langt mere på, at dyret skal have mulighed for at udføre sin artsspecifikke adfærd i forbindelse med fodersøgning, sociale aktiviteter, parringsadfærd, yngelpleje m.m. Det siger sig selv, at ofte vil dyret få gode oplevelser ud af at kunne udfolde sine iboende instinkter. Men hvor man inden for oplevelsesperspektivet f.eks. er tilbøjelig til at acceptere, at landbruget rutinemæssigt kuperer halerne på smågrise for at undgå halebid, vil man ud fra adfærdsperspektivet søge at skabe produktionsformer, hvor man kan undgå halebidning uden at skulle fjerne grisens hale. Kan det ikke lade sig gøre, vil man ofte afstå fra overhovedet at producere dyr, som ikke kan holdes på en måde, hvor de kan udfolde deres iboende adfærd.

Hvad er det al leve et godt liv?

I det følgende vil der blive taget udgangspunkt i en kombination mellem oplevelsesperspektivet og adfærdsperspektivet. Det er etisk problematisk, når dyr udsættes for produktionsbetingede smerter og lidelse. Ligeledes er det problematisk, når vi indretter produktionssystemerne, så dyret ikke kan udfolde sin naturlige adfærd. Selv hvis det ikke direkte påfører dyret lidelse ikke at kunne udføre sin adfærd (f.eks. yngelpleje) finder jeg det etisk problematisk, da det at leve »et godt liv«, ikke kun handler om at føle sig godt tilpas nu og her, men også om at udfolde sine potentialer.

Denne forståelse af dyrevelfærd deles åbenbart ikke af landbrugets store organisationer. Her mener man, at malkekøer har høj velfærd på trods af, at to tredjedele af dem aldrig kommer udenfor, at 20 pct. af dem har smertefulde klovproblemer, og at kalven tages fra koen umiddelbart efter fødslen. Man mener at kunne tale om høj dyrevelfærd i den danske slagtekyllingeproduktion på trods af, at næsten 10 pct. af dyrene har ætset åbne sår ind i trædepuderne af at stå i deres egen afføring. Man taler om høj dyrevelfærd i svineproduktionen på trods af fikserede søer, halekupering, massiv dødelighed blandt pattegrise og søer og manglende adgang til tilstrækkelige rodematerialer.

Alt dette forhindrer dog ikke dansk landbrug i at være verdensmestre i dyrevelfærd. Det kan jo være, at det står endnu værre til alle andre steder. Det er dog ikke hele sandheden. Her skal blot nævnes tre eksempler fra svineproduktionen på, at man i lande som vi normalt sammenligner os med stiller højere krav til dyrevelfærden end i Danmark.

I Danmark fødes flere end 25 millioner pattegrise årligt af søer, der er fikseret i såkaldte farebokse, der kun er få cm større end søernes egne kroppe og ikke tillader redebygning eller andre komplekse former for moderadfærd. Fikseringen sker blandt andet med henvisning til, at det redder grise, fordi søerne ellers lægger sig på dem. I Sverige, Norge og Schweiz har fikseringen i flere år været forbudt og den totale dødelighed blandt pattegrisene er ikke større.

Få dage efter, at grisene er født, får alle grise i den konventionelle produktion klippet halerne af. Det sker for at forhindre grisene i senere i livet at bide hinanden i halerne. En adfærd, der i høj grad skyldes de golde staldmiljøer. Problemet løses altså ved at symptombehandle - ikke ved at fjerne årsagen. I Sverige, Norge, Finland og Schweiz er halekupering forbudt og praktiseres ikke. Til gengæld har grisene mere plads og halm at rode i, hvilket er et særsyn i danske slagtesvinestalde.

Hos hangrisene er det ikke kun halerne, men også testiklerne, der udgør et problem. En lille procentandel af hangrisene udvikler såkaldt ornelugt, når de er tæt på slagtealderen. På trods af at kastrationen er meget smertefuld, sker den uden bedøvelse. I lande som England og Irland undlader man at kastrere, i Norge og Schweiz er der krav om lokalbedøvelse eller fuld bedøvelse, og i Holland er man ophørt med at kastrere grisene til hjemmemarkedet. Dette er sket uden, at det har medført klager over ornelugt fra de hollandske forbrugere.

Det etiske ansvar

Verdensmestre i dyrevelfærd! Den påstand klinger unægtelig hult på en række områder. Vil man være verdens bedste, bliver landbruget nødt til at ændre nogle produktionsforhold, så dyrene får lige så gode forhold, som de har i de lande, der er nævnt ovenfor. Det er for mig at se ikke rimeligt kun at måle dyrevelfærd på de produktionsparametre, som er forenelige med en god økonomi. Det er at lukke øjnene for en lang række velfærdsproblemer, som netop skyldes effektiviseringen af produktionen. Og kan man ikke lave en produktion, hvor dyrevelfærden kan tilgodeses mere end i dag, så er spørgsmålet, om man skulle overveje at lade være.

Nu er dyrevelfærd ikke landbrugets ansvar alene. Men den konstante henvisning til, at det er forbrugerne, der må efterspørge nogle andre produkter, er ikke en gyldig måde at fralægge sig ansvaret på. Det etiske ansvar for en handling forsvinder ikke blot, fordi der er et marked, hvis behov andre ville opfylde, hvis ikke man selv gjorde det. Samme argument ville i så fald kunne anvendes om fremstilling og salg af våben til slyngelstater.