Er der plads til omsorg for dyrene i landbruget?

Af Peter Sandøe, Professor ved Københavns Universitet

Trykt i Weekendavisen 20. februar 2009 under titlen 'Effektiviteten sejrer'

I medierne bliver vi jævnligt konfronteret med historier om, at landmænd går over stregen, når det drejer sig om at presse deres dyr til at producere så effektivt som muligt. Således har der været historier om, at mange søer i de danske svinestalde bliver aflivet og sendt til destruktion, fordi de er så syge, at det ikke kan lade sig gøre at sende dem til slagtning. Tilsvarende har man kunnet læse om problemer med såkaldte taberkøer, som ikke kan holde til produktionspresset i de moderne malkestalde.

Nogle gange er der her tale om lovovertrædelser. At lade dyrene gå længere tid med alvorlige og lidelsesvoldende sygdomme er ikke foreneligt med dyreværnslovens krav om, at dyr skal behandles forsvarligt og omsorgsfuldt. I stedet forventes det, at landmanden i tide får aflivet de dyr, som ikke kan holdes raske.

Umiddelbart er det at tage munden meget fuld her at tale om omsorgsfuldhed. Det at aflive dyr, som ikke kan tåle mosten i det moderne intensive landbrug, er udtryk for en under omstændighederne nødvendig symptombehandling; men kan man sige, at landmanden som gør flittigt brug af boltpistolen behandler sine dyr omsorgsfuldt? Ja det kan man, sådan som ordet bruges i loven. Men der er også snævrere betydning af ordet omsorg, som vel er tættere på den dagligdags betydning, hvor der skal mere til. For at kunne siges at være omsorgsfuld i denne betydning af ordet, må landmanden gribe om ondets rod og sørge for, at dyrene ikke bliver udsat for det store produktionspres, som nødvendiggør, at mange af dem skal aflives i en relativt ung alder.

Problemet er bare, at produktionspresset hænger intimt sammen med den økonomiske rationalitet, som ligger til grund for den intensive husdyrproduktion. At producere rationelt drejer sig her om med de mindst mulige omkostninger at få det størst mulige udbytte. Det gælder også, når man producerer mælk og kød. Men i modsætning til, hvad der typisk gælder for maskiner, så er der stor variation mellem dyr også med hensyn til, hvad de kan tåle. Valgte man at tilrettelægge produktionen på en måde, så alle dyr forblev sunde og raske, ville det betyde et stort tab i indtjening. 

Den dygtige landmand, forstået som den, der er i stand til at overleve i konkurrencen om hele tiden at producere mere effektivt, er altså nødt til at kalkulere med, at en del af hans eller hendes dyr ikke kan klare produktionspresset. De værste negative konsekvenser for dyrene kan undgås, hvis landmanden holder godt øje med sine dyr og gør brug af aflivning, så problemerne ikke når at udvikle sig til et niveau, hvor landmanden kommer på kant med dyreværnsloven. Men det ændrer ikke ved et grundlæggende dilemma, nemlig at landmænd, som holder husdyr, er nødt til på en række punkter at foretage afvejninger mellem effektiv produktion og hensynet til dyrene.

I Danmark er husdyrproduktionen underlagt de frie markedskræfter og deres logik. Danske landmænd skal ikke alene konkurrere med hinanden, men også med landmænd i resten i af verden. I stigende grad kommer produkterne fra lande uden for Europa, hvor dyrevelfærd ikke står særlig højt på offentlighedens dagsorden. Det betyder i praksis, at markedet belønner landmænd, hvor omsorgen over for dyrene kommer i anden række i forhold til den effektive produktion.

Medens systemet med den ene hånd belønner den landmand, som producerer effektivt på bekostning af den del af dyrene, som ikke kan holde til presset, så forsøger det med den anden hånd at håndhæve kravet om, at hvert eneste dyr skal behandles forsvarligt og omsorgsfuldt.

Man har gennem lovgivning, først nationalt og senere inden for EU, forsøgt at definere mindstekrav til produktionen, som sikrer dyrene nogle anstændige levevilkår. Hovedsageligt har man stillet mindstekrav til staldes indretning for de vigtigste husdyrarter, herunder til hvor meget plads det enkelte dyr skal have. I lyset af den stigende import af kød og andre animalske produkter fra lande uden for EU arbejder OIE, den internationale organisation til bekæmpelse af husdyrsygdomme, på at formulere mindstekrav, som dækker hele verden. At nå dertil har dertil har dog relativt lange udsigter.

Mindstekrav til stalde er langt fra nok til at sikre dyrevelfærden. De ovenfor nævnte problemer med, at dyrene ikke kan holde til produktionspresset, drejer sig jo ikke primært om staldsystemer, men i langt højere grad om, at dyrene gennem målrettet avlsarbejde kombineret med den produktionsmæssigt optimale fodring år for år presses til at yde mere og mere. Samtidig spiller landmandens evne til at passe sine dyr en stor rolle. Der ses inden for sammenlignelige staldsystemer en meget stor variation i hvordan dyrene reagerer på produktionspresset afhængig af landmandens evne til at styre sin produktion.

Der bliver i disse år sat øget fokus på dyrevelfærd, også fra myndighedernes side. Det kan forhåbentlig bidrage til, at landmændene i det mindste behandler dyrene forsvarligt, herunder i tide slagter eller afliver de dyr, som ikke kan holde til presset. Der kan desuden udvikles nye former for dyreværnslovgivning, hvor myndighederne fx griber ind på grundlag af registeret sygelighed hos dyrene. En sådan lovgivning har allerede bidraget væsentlig t til at forebygge benproblemer hos slagtekyllinger. Hvis slagterier og mejerier desuden selv vil gå ind og over afregningen ramme landmænd, som overskrider grænsen for det forsvarlige, så skal det nok hjælpe.

Skal man tage ordet omsorg for pålydende, må effektivitet som nævnt sættes i anden række i forhold til at sikre sunde og harmoniske dyr. En sådan omsorgsfuldhed er det bare svært at finde plads til inden for den almindelige produktion. Den landmand, som ikke fokuserer på at producere effektivt, vil blive slået af pinden, første gang konjunkturerne tager et dyk nedad.

I bedste fald kan man håbe, at der bliver plads til omsorgen inden for den alternative produktion, hvor forbrugerne betaler en ekstra pris af hensyn til dyrevelfærd og andre immaterielle kvaliteter. Men her er der en reel fare for, at fokus bliver på at overholde regler for staldindretning m.m. snarere end på omsorg for dyrene. Således bruger man fx for øjeblikket inden for den økologiske svine- og mælkeproduktion præcis de samme typer af højtydende dyr, som anvendes inden for den konventionelle produktion. Og økologiske malkekvægsbesætninger er i gennemsnit lige så store som de konventionelle.

Forhåbentlig vil den alternative produktion udvikle sig og vise nye veje, hvor der skabes rimelig sikkerhed for at dyrene er blevet behandlet med ægte omsorg eller det der ligner. Dette kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis en stor del af forbrugerne vil bakke op og betale en ikke ubetydelig merpris for at kunne spise med god samvittighed.